Læsetid: 6 min.

Kunsten i parken på øen

15. september 2001

Intermetzo
Det hænder, når man vover sig uden for Københavnsområdet, at et sådant initiativ faktisk byder på noget nyt og uventet. Den rejsende oplever fænomener vest for Valby, ingen bag voldene troede det muligt, at provinsen kunne byde på. Se nu bare Langeland, hvilken lokalitet i sig selv er en særpræget oplevelse. Langeland ligger i de indre danske farvande et sted mellem København og Atlanterhavet. Man når til denne lange, smukke ø ad motorvejen til Frankrig, men skal huske at dreje af ved afkørslen til Nyborg midt i riget, hvor adelsfolkene ved Danehoffet i gamle dage satte skik på kongen. Fra Nyborg fortsætter den rejsende mod målet via Svendborg. Fra Svendborg af begiver man sig via en højbro med storslået udsigt over Sydhavsøerne til øen Tåsinge, hvor Elvira Madigan og løjtnant Svarre kom af dage til tonerne af Mozarts C-dur klaverkoncert. Derfra forbi Valdemar Slot og Ambrosius Stubs eg, hvorunder denne stærkt fordrukne poet og kvindeforfører efter sigende digtede det mesterstykke i dansk baroklitteratur, utallige dansklærere siden har forsøgt at mase til blommegrød: Den kjedsom Vinter gik sin Gang.
Videre går færden over endnu en bro til den beskedne Siø. På Siø yngler ifølge lokalkendte rotterne som rotter og er en plage for de få, men tapre øboere. Rotterne kan ikke finde ud af at komme væk fra øen, eftersom broer ikke siger dem noget. Rotter foretrækker skib, når de rejser, siger eksperter i rotters rejsevaner.
Fra rottereden Siø fortsætter vejen over den næste bro til Rudkøbing, Langelands skrantende hovedstad. Akkurat som hele Langeland, der har det svært i disse år, bl.a. fordi langelænderne har været så åndssvage i modsætning til et andet ø-folk, bornholmerne, at stemme imod en kommunesammenlægning. Men i Rudkøbing bor blandt andre gode folk digteren Vagn Lundbye med sin familie og har det godt.

Ved digter Lundbyes kærlige, kyndige hånd drog søndagen, før tirsdagen, der lagde ondskab til verdens vækst, jazzmanden, skuespillerinden, madame og klummisten ud i Langelands kan hænde mest interessante miljø. Mange københavnere, der går og tror, at alting er altings mål og mening i København, kunne have godt af at stifte nærkontakt med dét sted.
Det hedder Tickon og er geografisk placeret i forbindelse med det navnkundige Tranekær Slot. Om ikke af andre burde Tickon besøges af landets journalister. Årsagen til denne besynderlige, men næppe opfyldelige ambition på standens vegne, vender vi tilbage til.
Tickon står for: Trankekær Internationale Center for Kunst og Natur. Et sådant navn kan få den mest forhærdede til at gå på Burgerbar i stedet. Men tag ikke fejl af navnet, der i forkortelsen nærmest lyder som om det er et agentur for høreapparater. Tag tværtimod til Tickon. Tickon er en park, Tranekær Slotspark, og ikke blot en slotspark, men en meget smuk gammel, for ikke at sige ældgammel, slotspark, der under bedagede træers fyldige kroner viser sig at gemme stor kunst. En europæisk slotsparkstradition er hermed fulgt. Utallige slotsparker i verdensdelen har i historiens løb været tumleplads for kunstnere. Tænk blot på Versailles og Fredensborg.
Tranekær-parken adskiller sig i traditionen derved, at alle kunstværker på det betydelige, afvekslende område med skov og eng, sø og lysninger, er runden af naturen selv. Materialerne er naturens egne. Efter en tid – for nogle af værkernes vedkommende forholdsvis hurtigt, for andre meget langsomt – vil skulpturerne og installationerne blive taget tilbage af naturen, hvori de er anbragt. Her er i sandhed tale om miljørigtig økologisk kunst, eftersom ingen uorganiske kneb er anvendt for at konservere kunstværkerne eller udskyde deres naturlige nedbrydning. Værkerne står til beskuelse nu og her og ændrer sig ubønhørligt i adstadig, men stadig takt med tidens gnavende tand og vejrets luner. Det uciviliserede danske klima hastefremskynder nu og da nedbrydningen, som når en efterårsstorm går hen over de mere ømfindtlige opstillinger. På den svenske billedhugger Lars Vilks’ Textus, foregår færdsel på eget ansvar, viser skiltet. Indtil for nylig klatrede børn – og voksne for den sags skyld – rundt i denne kæmpestruktur af kompliceret sammenflettede, opbyggelige træstativer, som også vor Dronning ved et besøg lagde under sin nådige fod og besteg. Dengang var den endnu sikker at bestige, denne skulptur af en by, som brombærkrattet så småt er ved at inddrage.
I det store og hele er der tid nok – inden for selv yngre læseres gennemsnitsliv – at se det meste, mens det meste endnu er, som det var, da det blev.
Dog: En af de indbudte kunstnere kom til parken og lagde sig ned på jorden under en regnbyge. Da han rejste sig efterlod han en tør aftegning i gruset efter sin krop. Denne menneskeskabte plet tog den fortsatte regn sig af og hører således til værker, naturen straks tog tilbage. Men ellers.

Ellers anbefales den lange tur gennem hele parken med opladt sind og øje for det grandiose samspil med den Tranekærske let tæmmede natur. Værker bør fremhæves som Alfio Bonannos: Mellem blodbøg og eg. Et fantastisk (andet ord dækker ikke), et fantastisk overflødighedshorn skabt af sortbejsede granrafter i et kæmpekræmmehus, ud af hvis åbning store sten vælter i endnu større dynger. Midt på en eng ligger denne nye tildannelse med en enorm tot græs og hø ud af den anden ende. Man skal se den for at tro den. Meningen med totten er, at miljøministeren ved indvielsen af værket skal stikke ild til den, så installationen kommer til at ligne en væltet bavne.
Jørn Rønnaus Enhjørning er en javert af et omhyggeligt forarbejdet enhjørningshorn, der stikker 20 meter op i luften, snoet som enhjørninger bruger at gro deres horn, det véd jo enhver. En skønne dag, når rødderne på det udgåede træ, hvoraf hornet er skåret, giver op, vælter hornet simpelthen – og går til. Sic transit.
Femten store arbejder i naturmaterialer præger Tranekær-parken, det ene mere spektakulært end det andet, alle i en forunderlig pagt med omgivelserne. Det stærkeste værk, og hvor journalister som antydet burde valfarte til hobe – som til fagets Mekka – er amerikaneren Steven Siegels: Squeeze. En borg kreeret af en kolossal avisbunke stuvet godt og grundigt ind midt mellem en gruppe ungtræer. Aviserne, som er stablet i vitterligt tusinder og atter tusinder, hele oplag, er lidt efter lidt ved at overgå fra én tilstand til en anden. Processen, hvorved dette sammenmaste avispapir anpasser sig sin egen langsommelige destruktion, behøver ingen mobilisere deres symbolgenkendende evner for at se virkelighedsparallellen i.
På toppen af den høje, brede, dybe bunke, har urter og småtræer ydermere plantet sig selv, og der er en spiren og en koglen; dyr og insekter bidrager til bunkens uigenkaldelige forvandling over tid. Væksterne oven på bunken vil en dag skyde deres følere og rødder dybt ned i aviserne, efterhånden møde nedefra kommende smådyrs gangsystemer og i flittigt samvirke med disse forhåbningsfuldt endegyldigt gennembore og tilintetgøre alt det sludder og vrøvl – formentlig inklusive ens eget – der står prentet på de forvitrende sider. Tænke sig at de store ånder i dansk presse – ingen øvrige nævnt, alle glemt – hvis værker på denne måde siver ud i det store kredsløb og i sidste ende bliver føde for de næste led i kæden. Som tiden går, siger forstandige folk, vil man end ikke kunne ane at bunken oprindeligt bare var aviser. Hvad mere kan man så forlange af naturens grandiose værk.
Jazzmanden, skuespillerinden, madame og klummisten vendte hjem i hovedstadens favn berigede af nærkontakten med det fjerne, nære Tickon – og Vagn Lundbye.
Siden blev verden hin frygtelige morgen i Amerika forandret til det horrible.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her