Læsetid: 3 min.

I labyrintens hjerte

Den portugisiske forfatter António Lobo Antunes er en hård rejsefører – og hver en sveddråbe værd
21. september 2001

(2. sektion)

Den portugisiske forfatter António Lobo Antunes er en hård rejsefører –
og hver en sveddråbe værd

Roman
Scenen er et forhørslokale. På den ene side af bordet sidder Undersøgelsesdommeren i en magelig kontorstol. På den anden side med forhørslampen i øjnene Manden, det eneste tilfangetagne medlem af en terroristgruppe. Ingen af de to har lyst til at være der; ingen af dem kan slippe ud af den klemme, de sidder i. De er barndomsvenner.
Forhørslokalet er knuden i António Lobo Antunes’ roman Beretning om sjælens lidenskaber, der nu (11 år efter originaludgivelsen) udkommer i dansk oversættelse. Ud fra denne knude løber en mængde af tråde, der flettes og knyttes og udredes i en vældig ordstrøm og i Antunes’ karakteristiske stil blander tider og stemmer og fortælleniveauer sammen i et stort spindelvæv af en roman.
Ikke alene skal Manden forhøres af Undersøgelsesdommeren; de to skal sætte en fælde op, der skal klappe om Mandens kammerater fra gruppen og redde de to hovedpersoner ud af fedtefadet – hvis ellers de kan stole på hinanden, og på sikkerhedspolitiets garantier. Og hvem har nogensinde kunnet det?
António Lobo Antunes er efter José Saramago Portugals største nulevende forfatter. Han debuterede i 1979 som 38-årig, fem år efter halvandet års medicinsk værnepligt i Angolas frihedskrig og fire år efter Salazar-diktaturets (og dermed bogcensurens) undergang.
Den traumatiske angolanske udstationering gav, selv om han aldrig har beskrevet den direkte, Antunes brændstoffet til det efterfølgende forfatterskab. Hans franske oversætter Carlos Batista har sagt, at »Antunes’ tekster udgør tilsammen en labyrint, hvor fascismen og kolonikrigene er minotauren«, og dét er en meget præcis beskrivelse af det maskineri, der driver de store, rastløse og gennemarbejdede værker frem.

Små menneskers vold
Antunes’ interesse er ikke at udpege skurke og slet ikke helte, men i Beretning om sjælens lidenskaber snarere at udfolde og udforske terroristers (på begge sider af forhørsbordet) og almindelige hverdagsslynglers spil og tankegange, og tillige at grave de rødder op, der rækker fra vold og konspiration tilbage til barndommens dødsensalvorlige legeland.
I dette tilfælde et legeland, hvor godsejerens barnebarn hundser rundt med forvalterens søn – kun for 30 år senere at se magtbalancen vendt på hovedet, da godsejersønnen sidder under anklage i forvaltersønnens eget forhørslokale. Voldens og magtens ansigt fremstår ordinært, småligt, som en forskruet maske for små menneskers gniderier og ærgrelser, der reagerer mod hinanden i et dårligt evighedstrip.
Dette misantropiske land tager man gerne med António Lobo Antunes på opdagelsesrejse i, og det skyldes, at han er en mesterlig forfatter. Hans radikale sproglige form, der skaber sin egen indre logik på tværs af kronologi og geografi, er i sig selv en rejse, man med noget besvær begiver sig ud på, men belønningen er den med stort skarpsyn og klogskab optegnede mentale og litterære verden, man føres ind i.

Ordene
Og så er der ordene selv: her går glas ikke bare i stykker, men »knustes mod gulvet som når mænd med lommeure begår selvmord ved at kaste sig ud fra viadukter«, og ensomhed og forladthed skjuler sig bag beskrivelser som: »I det tomme bur rørte genfærdene af hundene, der var døde for flere år siden, på sig bag tremmerne, gennemsigtige og glubske.«
På dansk er der udkommet tre bøger af Antunes, hver gang af en ny oversætter, og det kan jeg godt forstå, for Antunes’ tekstkonstruktioner må være noget nær umuligt at genskabe på et andet sprog. Peter Poulsens oversættelse af Portugals ære, der udkom sidste år, var forbilledlig; Ole Eistrups oversættelse af Beretning om sjælens lidenskaber fremstår ikke helt så glasklart præcis.
Og præcision er i dette tilfælde et krav, for hos Antunes, der i øvrigt skriver sine manuskripter igennem seks-syv gange (manuskriptet til Beretning om sjælens lidenskaber undergik ti-tolv gennemskrivninger), er hver stavelse en nøgle til mønsteret i det store spindelvæv.
Beretning om sjælens lidenskaber er første bind i den såkaldte Benfica-trilogi fra 1990-94, der består af tre selvstændige romaner med udspring i Lissabonforstaden Benfica. Selv om man måske kunne undre sig over, at forlaget ikke har valgt at tage fat på hovedværket Manual dos Inquisidores (’Håndbog for inkvisitorer’) fra 1996 først – nu hvor vi alligevel er bagud – og selv om jeg personligt synes, Portugals ære fra sidste år fremstår mere formfuldendt end den aktuelle udgivelse, er der kun grund til at glæde sig over, at Centrum ser ud til at tage seriøst fat på dette store forfatterskab.

*António Lobo Antunes: Beretning om sjælens lidenskaber. 405 sider, 329 kroner. Centrum. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her