(2. sektion)
Ny arkitektur
I denne uge kan IT-firmaet Cell Network flytte ind i deres nye lokaler på Margretheholmen i København. I Jemtelandgade på Amager er biblioteket og en lang række støttepersoner allerede flyttet ind i det nye kvartershus for Holmbladsgadekvarteret, selvom det ikke er helt færdigt. Og i Højbjerg uden for Århus står pludselig et mærkeligt hus, der er tænkt som et møbel.
Der er sket noget i arkitekturen, en udvikling, der har været ventet med længsel og opgivet undervejs. En udvikling med rødder langt tilbage i 60ernes radikale eksperimenter og resultater i slægt med den mest aktuelle billedkunst og litteratur. Der har været tegn på fornyelse i et par år. En børneinstitution i Randers var måske det første fingerpeg. Og så kom Aarstiderne.coms udsalg og lager i Humlebæk. Der findes også et særlig smukt hus i Jelling og en bro i
Næstved...
Situationen ligner 1930erne: samfundet er under radikal forandring som følge af en dramatisk teknologisk udvikling. En hysterisk højkonjunktur ser ud at blive afløst af en international økonomisk krise. I Danmark var 1910erne og 20erne en periode, hvor man genfandt en række nationale og universelle dyder inden for arkitekturen, ligesom 1980erne og 90erne var det. Og nu kommer en yngre generation til, der kan nyde godt af samfundets interesse for arkitektur, dygtige håndværkere og en stærk formbevidsthed, men som vil ud i det fri åndeligt og bogstaveligt talt.
Nu må det være slut med ordenssans, teaktræslameller og danish design. I stedet skal materialerne være djærve, og rummene være åbne. Det handler om tilgængelighed, medskabende brugere og proces. Det er en generation, der kan lide bevægelige bygningsdele og usædvanlige materialesammenstød. Her vil man gerne arbejde med eksisterende bygninger, men kun for at rive og flå i mure og dæk, for at bruge det gamle som et stof på linje med alt det andet stof, arkitekturen gøres af.
Man kan roligt sige, at Dorte Mandrup-Poulsen er den arkitekt, der skarpest tegner det nye. Hun har tidligere haft tegnestue sammen med Niels Fuglsang; de byggede den elegante Tårnby Retsbygning, der stod færdig sidste år. Men det er tydeligt, at det er nu, det for alvor sker i Dorte Mandrups arkitektur.
I hendes kontor for Cell Network i en tidligere vandflyverhangar på Margretheholmen og hendes kvartershus for Holmbladsgades kvarterløft forstår man umiddelbart, at der er noget helt særligt på færde.
Drømmebilleder
Den store hangar står næsten uændret inde og ude. Kun er portene, der tillod fly at køre ind og ud, erstattet med glasporte, så lyset strømmer ind i rummet. Her står så en række stålkonstruktioner på et glat lyst trægulv. Nogle er lukket med glas, andre med gardiner, nogle er to, andre flere etager høje. Overalt er rummet gennemskinneligt og gennemskueligt. Det er først og fremmest poetisk på en nærmest surreel måde. Billeder, der er genkendelige som arkitektur, som man kender det, afløses af drømmebilleder, der snarere hører hjemme i Tarkovskys eller Kieslowskis film.
Kvartershuset i Holmbladsgade på Amager er en mere pragmatisk opgave, men nok så poetisk løst. Kvartersløft-områderne har jo ikke fået de store midler at gøre godt med, og huset er blevet til på et minimalt budget som konsekvens af en lang række kompromiser. Huset er en gammel fabrik, der er bygget om til at rumme et bibliotek og en café samt en lang række lokale offentlige funktionærer. Og så er der bygget en sal til, på skæve søjler, der kan bruges af områdets beboere til en lang række funktioner.
Det er bestemt ikke sådan en spændende gammel fabrik med store vinduer og højt til loftet. Tværtimod. Men Dorte Mandrup-Poulsen har formået at uddrage poesi af det nedslidte, lappede gulv, af de skæve bjælker og den underlige placering i bybilledet. Og så er salen, med sin synlige konstruktion inden for glasfacaden, et af Københavns fineste nye rum, trækonstruktionen blødgør og varmer lyset, der falder ind fra alle sider. Rummet er på en gang intimt og helt åben.
Gitte Juul er en anden fremragende ung arkitekt, der arbejder for en IT-baseret virksomhed, Aarstiderne.
com. Besøger man Aarstidernes gårdbutik på Krogerup Avlsgård i Humlebæk, vil man se en helt almindelig staldbygning, transformeret til et primitivt og hyggeligt udsalg. På hverdage fungerer bygningen som lager, men i weekenderne kan den let forvandles til udsalg med en dejlig varm finsk masseovn, kaffe på kanden og lækre kager. Man skal have en forklaring for at forstå, hvilken indsats der ligger bag det beskedne rum. I virkeligheden har man nemlig flyttet mure og ændret bærende konstruktioner, åbnet op og lysnet for at skabe den behagelige virkning, man finder i dag.
Gitte Juul har tegnet alt inventaret specielt til Aarstiderne for at kunne virkeliggøre forestillingen om et fuldstændig foranderligt rum. Alt kan køres væk, drejes og ændres, så hele rummets funktion og form ændres. Gitte Juuls arkitektur er nærmest usynlig, det er den gamle bygning, grøntsagerne og brugerne, der skal ses, ikke et eller andet smart design. Og man må håbe, at denne beskedne tilgang ikke vil gøre Gitte Juul usynlig, for det er arkitektur for mennesker rummelig og indlevet bygningskunst helt modsat den institutionelle kulde, der møder os i den dominerende nymodernisme.
Sanseligt udtryk
Det menneskelige går igen i Andersen og Sigurdssons arbejder. Ene Cordt Andersen og Thorhallur Sigurdsson mødtes i forbindelse med arkitekturbiennalen i Venedig 1996 og indledte deres samarbejde med at vinde to konkurrencer: en stibro i Næstved og en daginstitution i Randers. Begge dele er siden blevet bygget. Siden har de også vundet konkurrencen om udvidelse af lufthaven Keflavik i Island, alt sammen i et blødt og skulpturelt arkitektursprog med udgangspunkt i kroppens former og bevægelser.
Og så huset i Højbjerg. Den engelske arkitekt Chris Thurlbourne er kommet til Danmark med en frit eksperimenterende opfattelse af arkitekturen, der er så langt, som det kan blive, fra den herskende gode smag. Han arbejder med sanseligt udtryksfulde modeller, ukendte rum og i sidste ende med velkendte, duftende og klangfulde materialer (se billede på forsiden).
Hvert eneste rum i huset er udtryk for en samklang mellem stof, fortælling og konstruktion, hvor man ikke kan skille noget element fra de andre. Chris Thurlbourne har afgang fra den velrenommerede East London Polytechnic, en skole, der på mange måder synes at få mere indflydelse på dansk end på engelsk arkitektur. Og vi er de heldige. For det komplekse og sanselige arkitektoniske rum, der tegner sig, er ikke bare enestående i dansk sammenhæng, men ud over alle grænser.
De unge arkitekter vil noget andet end retromodernisme, minimalisme og corporate architecture, og de holder sig langt væk fra den herskende gode smag. De er realister i opposition til 80er-formalisterne, der mente, at alt kunne udvikles af forskellige abstrakte teorier. Og de vil bare være arkitekter, uanset alle de kloge ord om, at det er umuligt.
