Læsetid: 8 min.

Legenden lever, Solidaritet står for fald

I 1980’erne var værftet i Gdansk arnestedet for det polske arbejderoprør, og Solidaritet var tændsatsen. Nu er værftet en skygge af sig selv, og med en gigantisk valglussing søndag vil Solidaritet have udspillet sin politiske rolle
22. september 2001

GDANSK – Med sin høje skikkelse, det skarpt markerede ansigt og de knaldblå øjne kunne Lech Gorski være taget ud af en sovjetisk revolutionsplakat fra 20’erne. Inkarnationen af en ung, vred arbejder, der nu havde fået nok og ville ’sprænge sine lænker’.
Og Lech Gorski er en slags revolutionshelt – dog en revolution rettet mod Sovjet-kommunismen.
»Det er mig dér til venstre,« siger han og peger på billedet af en flok værftsarbejdere, der blokerer indgangen til det store Lenin-skibsværft i Gdansk og stirrer med foragt og trods – og for nogles vedkommende: angst – mod kameraet og de polske sikkerhedsstyrker, ZOMO’erne, der står bagved linsen.
Billedet er kommet på museum på værftets grund – lige som andre effekter fra dagliglivet under kommunismen og kampen imod den. Fra rationeringsmærker og de konservesdåser, der ofte som de eneste varer fyldte hylderne under den virkeliggjorte socialisme, til politiknipler og tåregas. Ja, også et stykke af Berlin-muren er her – det berlinske bystyres erkendelse af, at Solidaritets kamp mod de polske myndigheder banede vejen for hele Øst- og Centraleuropas befrielse.

19-årig aktivist
Lech Gorski deltog i det hele – kort efter, at han som 19-årig i december 1979 for første gang satte sine ben på værftet. Fabriksbesættelse, blokader, Zomo’ernes tæskehold. Euforien, da elektrikeren Lech Walesa, arbejdernes leder, sammen med myndighederne skrev under på en aftale, der gav Solidarnosc (Solidaritet) anerkendelse som den første ikke-statskontrollerede fagbevægelse i den kommunistiske verden. Solidaritets eksplosive vækst: Inden et år havde 11 mio. polakker tilsluttet sig den nye politiske og faglige modstandsbevægelse.
Nedturen halvandet år senere, den 13. december 1981, da en mørkbrillet general Wojciech Jaruzelski tonede frem på tv-skærmen, erklærede landet i undtagelsestilstand og Solidaritet forbudt. Den efterfølgende klapjagt på Solidaritets-aktivister, der enten – som Gorski – blev fængslet eller gik under jorden. Den endelige triumf i 1989, da kommunistpartiet smider håndklædet i ringen, inviterer Solidaritet til forhandlinger, accepterer delvist frie valg – vundet suverænt af Solidaritet – og Østeuropas første ikke-kommunistiske regeringschef.
Stadig på værftet
Godt 20 år efter sin første entre er Lech Gorski fortsat på værftet – modsat mange af sine Solidaritets-venner fra dengang. Han er i dag arbejdsleder på Stochnia Gdanska, Gdansk Skibsværft, som Lenin-værftet er omdøbt til. Og han viser villigt rundt og fortæller. For – som han siger – »ingen skal glemme, hvad der skete her.«
Det er der ellers en hel del polakker, der er godt igang med. For både Gdansk Skibsværft og Solidaritet er i dag kun en bleg afglans af, hvad de var.
Skibsværftet blev erklæret konkurs i 1997 og var meget tæt på lukning, men værftet i den nærliggende havneby Gdynia, ejet af den polske stat og flere private polske selskaber, overtog. En del af det enorme værftsareal er allerede solgt fra til private selskaber, og det meste af produktionsapparatet er fra 1970’erne og bliver ikke fornyet. Gorski mener, at de nye ejere har planer om at ribbe værftet for værdier, lade den gigantiske produktionshal producere dele af skibsskrog, og ellers nedlægge resten af værftet.
Men endnu svejses og hamres her, de enorme løftekraner hvæser hundrede meter over én. To skibe ligger i dok, to andre er under bygning – og med markedets laveste priser er skibsværftet fuldt konkurrencedygtigt og behøver ikke mangle ordrer. Mener Gorski.

Få unge medlemmer
Da Lech Gorski begyndte på værftet var han en af 20.000 arbejdere. Nu er her 3.800. Heraf er 1.800 medlemmer af Solidaritet og kun 2.000 fagligt organiseret i det hele taget.
»De unge mener ikke, de kan bruge fagforeningen til noget. De har deres egne ting – det er meget svært at få en ung til at interessere sig for faglige eller politiske forhold,« siger Lech Gorski.
Blandt de ansatte er også flere hviderussiske og russiske smede, der går til to tredjedele løn.
»Polakker i Danmark får vel også mindre løn end danskerne,« siger Gorski, men tilføjer også: »Det var vi ikke gået med til i gamle dage.«
Alle arbejder i treskift, fra kl. seks om morgenen, uden pauser.
»Frokostpause får vi, når vi kommer i EU,« siger Gorski med et skævt smil. Der er ingen ende på de løfter om bedre tider, polakkerne har fået, når det eftertragtede medlemskab er opnået.’Når vi kommer i EU’ er gået ind i det polske sprog – og bruges lidt på samme måde som muslimernes ’inshallah’ – ’om Gud vil’.

Solidaritet mister magten
Som skibsværftet i Gdansk er også Solidaritet stærkt på retur. Fagbevægelsen Solidaritet, der i 1980-81 hurtigt nåede 11 mio. medlemmer, har nu kun 1,2 mio.
Og Solidaritets-bevægelsens politiske fløj, Solidaritets Valgaktion (AWS), står ved valget på søndag ikke blot til at miste regeringsmagten. AWS ligger i flere meningsmålinger under spærregrænsen for valgforbund, otte procent af stemmerne, og risikerer nemt at ryge helt ud af parlamentet.
Der var ellers stor optimisme, da det forud for parlamentsvalget i 1997 var lykkedes Solidaritets leder, Marian Krzaklewski, at samle ikke færre end 38 partier og organisationer på højrefløjen i paraplyorganisationen Solidaritets Valgaktion. Efter valget dannede AWS regering med det lille liberale Frihedsunionen med den relativt ukendte Jerzy Buzek som regeringschef – Krzaklewski selv skulle køres i stilling som præsidentkandidat og ikke besmudses med den daglige politik.
Men det brede samarbejde mellem de mange grupper var også en svaghed. Alle skulle have noget – politiske indrømmelser, poster, fede ben. Korruptionsskandaler og hyppige udskiftninger på regeringstaburetterne har præget perioden.
Efter at det liberale Frihedsunionen, fortaler for en stram økonomisk politik, trådte ud af regeringen sidste år, er det gået helt galt – også for den polske økonomi.
AWS-regeringen ’arvede’ en økonomisk vækst på syv procent pr. år – i år skønnes den at blive to procent. Arbejdsløsheden er 16 procent og voksende. Et skønnet underskud på statsbudgettet på 88 mia. zloty (176 mia. kr.) førte til finansministerens fyring i sidste måned.
AWS går til valg dybt splittet. Flere grupper har forladt organisationen og stiller op selvstændigt. Det post-kommunistiske Demokratisk Venstrealliance (SLD) står til en gigantisk valgsejr søndag – flere meningsmålinger giver partiet over halvdelen af stemmerne.

Ingen nåde
På værftet, hvor Solidaritet blev født, er der ingen nåde i kritikken af de politikere, bevægelsen har fostret.
»De har travlt med at rage til sig og har glemt os«, »de har brugt bevægelsen til at skabe sig gode stillinger«, »der er alt for mange interne skænderier«, lyder dommen fra værftshaller og værksteder i Gdansk.
Ingen, vi snakker med, vil åbent tilkendegive, hvem de så stemmer på til valget søndag – en del vil slet ikke stemme. Dermed er værftsarbejderne på linje med resten af befolkningen – ifølge målinger vil 50 procent af polakkerne ikke stemme eller ved endnu ikke på hvem.
»Jeg er enig: De politikere, der nu smykker sig med Solidaritets navn, har bedraget bevægelsen. Men vi skal trods alt ikke glemme, hvad Solidaritet har opnået: Politisk frihed, alle kan tale og tænke frit,« mener Lech Gorski.
»Den største fejl, Solidaritet har begået, er overhovedet at gå ind i partipolitik. Ambitiøse og korrupte politikere har brugt Solidaritet som et varemærke til at fremme egne interesser. Solidaritet bør trække sig helt ud af politik. Vi er en fagbevægelse, der skal forsvare arbejderne, og kun det.«
Ikke engang Lech Gorski vil stemme på AWS til valget. Og intet kan nogensinde i dette liv få ham til at stemme på socialdemokraterne i SLD, »de røde«, fjenden, de tidligere kommunister. Hans alternativ er Platforma Obywatelska, Borgerplatformen, et nystiftet liberalt centrum-højre parti, der i meningsmålinger står til ca. 15 procent og ser ud til at blive den største kraft på den slagne højrefløj. Partiet går ind for ren økonomisk liberalisme, lavere skatter, bedre vilkår for investeringer – og har ikke Solidaritets besværlige tilknytning til klasseinteresser, kirken og traditionen.
Vi kommer forbi elektrikerværkstedet, hvorfra Lech Walesa i sin tid regerede sine tropper.
»Se, de matterede glas!. Ledelsen skiftede vinduerne ud, fordi så mange stimlede sammen for at se Lech,« siger hans navnebror med tydelig beundring for arbejderlederen.
Han deltager ikke i det polske samfunds generelle latterliggørelse af Walesa – hvis nedtur nåede nye dybder ved præsidentvalget sidste år med under én procent af stemmerne.
»Du får mig ikke til at sige noget negativt om Lech. Jeg holder ham meget højt – som menneske og faglig leder. Men heller ikke han egnede sig til at være politiker.«

’Polakker skændes altid’
Vi forlader den berømte fabriksport – vel den eneste i verden, der er udstyret med pave Johannes Pauls billede og Vatikanets hvid-gule banner – og går til Solidaritets store, gråpudsede bygning få minutter væk.
Her er Solidaritets næstformand, Janesz Sniadek, naturligvis ikke begejstret over meningsmålingerne.
»Åh, polakker skændes altid, det er en af vores dårlige sider«, er hans kommentar til de mange uenigheder i regeringen. »Men der har været for mange ministre i regeringen, som kun er udpeget på grund af et kompromis mellem de mange grupper i AWS, ikke fordi de var kompetente«.
Sniadek mener, at regeringen i hovedsagen har gjort det rigtige – og sammenligner Polen med en patient i tandlægestolen.
»Man kan diskutere, om tandlægen bruger det rigtige bor, om man skal give mere eller mindre bedøvelse – og der har vi ofte været uenige med regeringen. Men man kan ikke diskutere, om Polen overhovedet skal til tandlægen – eller love folk, at de ikke vil kunne mærke noget.«
Janesz Sniadek er heller ikke så alarmeret over Solidaritets faldende medlemstal:
»Husk, at i 1980 var vi en bred modstandsbevægelse – dengang mente vi alle sammen det samme: Kommunismen skal væk. Da dette mål blev nået, var det kun naturligt, at bevægelsen delte sig efter politiske holdninger.«

Kun legenden tilbage
En ting mener Sniadek er virkelig beklageligt: De få unge medlemmer.
»Solidaritet domineres af generationen mellem 40 og 55, og vi må tage os alvorligt sammen for at få de unge i tale«.
Det bliver noget af en opgave, skal man tro tre piger, Dominika, Joanna og Isa, som Information møder foran Gdansks store bog- og cd-handel. Pigerne er alle studerende og er fra 19 til 21 år – altså født omkring det tidspunkt, da Lech Gorski stod med vilde øjne over for ZOMO’erne foran værftets port.
»Jeg har hørt fra mine forældre, at Solidaritet var noget, vi skulle være begejstret for, og vi har lært en masse i skolen. Men når man så ser politikerne i dag...Det er bare komisk, at de skifter ministrene ud hele tiden«, siger Dominika.
Isa supplerer: »Solidaritet er en god legende, og den vil blive husket for, hvad den har gjort. Men den nuværende kommercielle bevægelse bruges kun af en masse mennesker til at sælge sig selv. Et smart firmanavn.«
Ingen af de tre studerende piger vil være medlemmer af Solidaritet, når de engang får et job.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu