Læsetid: 2 min.

Den lér dog bedst

Sympatisk kammerspil om at være i eksil i sit eget liv
4. september 2001

Teater
Midt i det århusianske Festuge-halløj har teatret Svalegangen premiere på et lille kammerspil, Hr. Peder og Roselil. Den anakronistiske titel skyldes, vil læseren nok ane, stykkets forlæg, folkevisen Roselil og hendes moder. Det er den med det let parodiske omkvæd »Ha, ha, ha! Så så så«. Det er forfatteren (til bl.a. den dejlige »En lille lort med fregner«), musikeren og dramatikeren Sven Ørnø, der har skrevet manuskriptet efter idé af Bodil Alling og i tæt samarbejde med teatret, ikke mindst Martin Ringmose.
Bodil Alling spiller selv Roselil, Uffe Kristensen hendes Hr. Peder. De hed i virkeligheden Ruth og Adam og var som børn ude for noget frygteligt. Det afdækkes undervejs i et neddæmpet og nuanceret spil og ved hjælp af Martin Ringmoses unge læge.
Hr. Peder og Roselil er i eksil, de venter på hans benådning så de kan komme tilbage til Hjemlandet. Han er soldat, sådan ser han det selv, men hvad det medfører af æresbegreber og sentimentale forestillinger om kærlighed og mandsmod. Hans skadede ben er lige så usselt ombundet som de sprogblomster, han indhyller hende med, er floromvundne. Hans komplimenter er kastrerede. Og det er der en mening med.

Eksil og anakronisme
For det er ikke en krig, ikke ydre fjender i nutiden, ikke anakronistiske æresbegreber, det drejer sig om. Det er den ulykke i fortiden, der har forvitret sig i dem og siden er blomstret op som tabu. Og fremstillingen af dette tabu gennem vers og ordkæder fra Blomsternes bog, fra barnets poesibog (’lev vel, sød tøs’), foruden ikke mindst Bodil Allings fint legende omgang med deklamatorisk gestus er stykkets fineste kvalitet.
Tabuet afdækkes uforvarende af den unge læge, som de tror bare er midlertidig afløser for den gamle doktor Christiani. »Du er substitut, jeg er soldat. Jeg er indforstået.« Sammenstødet mellem Alling og Kristensens gestaltning af fantasiverdenen og Ringmoses insisterende realitetsfornuft er stykkets dramatiske vækstpunkt. Og med det når vi ind til forklaringen bagved, som ikke skal røbes hér. Psykologien i det hele er tung at danse med, men det er lige meget. Det afgørende er stykkets præcise omgang med det fænomen, at tabuer har deres grunde, og forstår man dem, og dét er det den unge læge kommer til, så forstår man at tabuerne ikke altid skal blotlægges. Den der ler sidst, ler ikke altid bedst, siger stykket i en omvending af refrænet fra folkevisen.
Omvendt ser vi, hvad der sker, når tabuer for lov at forvitre i de mennesker, der har brug for dem, for at leve. Det er sket for Hr. Peder og Roselil: De er i eksil i deres eget liv, og kommer ikke ud af det så længe anakronismer og mytologi dækker over det. »Det vækker mindelser,« siger hr. Peder hele tiden, og alt der ikke gør det, er en skamsel (som Uffe Kristensen med en – vistnok – vidunderlig fortalelse kom til at sige det).
Hr. Peder og Roselil er et fint lille kammerspil, miniature og menuet i ét og samme stiliserede åndedrag. Lev vel, sød tøs.

*Hr Peder og Roselil. Af Sven Ørnø efter idé af Bodil Alling og i tæt samarbejde med skuespillerne. Konsulent på iscenesættelse: Erik Hovby Jørgensen. Scenografi og kostumer Julie Forchhammer. Komponist og musiker: Søren Søndberg. Teatret Svalegangen.Til 29. sep. www.svalegangen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu