Læsetid: 11 min.

’Og lortet eksploderer stadig alle vegne’

Fra undergangsprofetier over fjernøstlig visdom og poesi og frem til den aktuelle nationalisme i samtale med forfatteren Jørgen Gustava Brandt, som er aktuel med digtsamlingen
1. september 2001

Veje Til Infantilia
Jørgen Gustava Brandt digte har siden debuten i 1949 været åbne digte. De er ikke lukket inde i en særlig stil eller begrænset ved en forestilling om poesien som eksklusiv. Det sansede står ved siden af betragtninger over tiden, der går. Mens ordene løber videre. ’Et hor’ kan for Gustava være ’så langt som Lüneburger hede’. Og en bebyggelse kan blive til ’en lirekassedrøm af mauriske pleonasmer.’
Det velkendte afholder hos Gustava bestandigt møder med det ukendte. Som det hedder i et digt fra Den Skønne Musik, 1998: »Da hun træder ind fra husets indermørke/ser jeg pludselig en fremmed/i det fortrolige ansigt/som et strejf af uafviselig sandhed«.
Der er plads til filosofiske indfald, men ikke til teorier som skoler for poesien.
»Teorierne minder tit om krykker, en løfteanordning. Som om poesien behøvede suspensorium for at holde nosserne på plads. For meget hensyn til teorier kan medføre en selvforvakt og fortænkt begrænsning af vores udtryksmuligheder. Metoder kan føre ind i en trædemølle, så det bliver så nemt for litteraterne og pædagogerne at føle sig lettede. Trendsætterne får bekvemt overblik og det er måske derfor, at visse tidstypiske, men ikke særligt alsidige værker nu påkalder sig megen opmærksomhed. Men lyrikkens sprogbrug er jo ikke det samme som sproget selv. Poesi er en form for munterhed, noget der giver en oplevelse af forvandling og befrielse.«

Indfaldet
– Hvor bliver digtene ved med at komme fra?
»Selv om jeg, når jeg begynder at skrive et digt, har fornemmelsen af at begynde helt forfra, ved jeg dog godt, at der er vendinger og billeder og særlige toner og rytmer og forestillinger, der uvægerligt og uvilkårligt gentages gennem årene. En særlig personlig frasering. Men den opløftende følelse af nyhed skyldes, at jeg faktisk helt og holdent tror på indfaldet. Og indfaldet virker som bekendt altid som en overraskelse, en uventet opdagelse. En sætning med rytmisk trylleri fremkalder billedet af en situation, det er ligesom digtets åbning, der leder videre til en betragtning eller meditation for sluttelig at gentage indtrykket. Nu set i lyset af det, der skete undervejs. Måske endda en formulering af nogle spørgsmål.«
– Hvordan ser du forholdet mellem indfald og mening?
»Det er mit indfald, før det overhovedet giver mening, der bærer digtet. I indfaldet før tanken ligger den mulige indsigt. Det er indfaldets åbenhed, der kan fremkalde poesien. Hinsides ethvert formål. Det er det sansede, der befordrer digtet.«
»Den franske poet Pierre Reverdy har sagt det sådan, og jeg har erfaret det samme: ’i kunsten sigter man ikke, men rammer. Og det er det, der rammes, der så er blevet målet. Det er ikke noget, man sigtede efter. Men noget helt andet.’«
Vennen som guddom
Den poetiske åbenhed viser sig også som geografisk åbenhed. Gustavas digte spejler europæisk og amerikansk modernisme og surrealisme med motiver og tilgange, der ligger udenfor vesterlandske horisonter. Der er spor af sufisk mystik, kinesisk poesi og zenbuddistiske meditationer.
»Min tværkulturelle nysgerrighed rækker over mange tider og steder. Dels har det at gøre med at undersøge vores egen vestlige civilisations udspring og tradition; der er jo det mærkeligt modsætningsfyldte i vores kultur, at den er en blanding af jødisk, græsk og kristen oprindelse. En meget mærkelig cocktail, endda med islæt af nordiskhed. Og så er der min fascination af andre kulturer og deres kunst. Det er forskellige verdener, men der er også visse basale ligheder. Især når det drejer sig om mystikken og de sider af menneskelige forestillinger, der ikke er dogmatiske eller fundamentalistiske.«
Ligesom bla. Goethe og Nietzsche har Gustava læst den persiske digter Hafez.
»Hafez fra det 14. århundrede er stadig en af iranernes yndlingsdigtere. Han havde studeret teologi og især den særlige sufiske mystik, der blev til et par århundreder før ham. Der opstod nærmest smægtende dobbelthed i hans digtning, og han blev faktisk også en slags overklassens hofpoet. Noget af det ejendommelige ved Hafez er, at han på en gang ligesom mystikerne i digtene taler til vennen eller den højt elskede som billede på guddommen. Også og nærmest samtidig på ren erotisk vis om elskov og vin ud fra forestillinger om sammenhæng i alting. «
»Det tvetydige i de digte mindede mig på en måde højsangen i det gamle Testamente, som af uudgrundelige årsager har fået plads i biblen. Forskerne mener nu, at højsangen egentlig er en syrisk bryllupssuite af rituel karakter, men jøderne opfatter den jo som udtryk for menighedens hengivenhed til Jahve. Og de kristne i Danmark, både Brorson og Grundtvig, anvendte jo højsangens kærlighedspoesi som billeder på sjælens forening i Kristus.«
»Men det er et par andre persere, der mest har fascineret mig. Djalâl ed-Din Rumi fra 1200-tallet ...«
– det er ham, der også er kendt som Modlavi?
»... ja, hans digte udtrykker sufismens mystik. Det var ham, der stiftede de ekstatisk dansende dervishers orden, jeg har selv set dem danse i Jerusalem, selve dervishernes hvirveldans og en særpræget suggestiv rytmisk musik er en slags levende arabesker over livets universelle bevægelser og svarer til en særligt abstrakt billedstil.«
»Den, der imidlertid i de oversættelser jeg kender, har gjort stærkest indtryk på mig i min ungdom, var den hundrede år ældre Farid ed-Din Attar. Han var en vagabonderende sufisk digter, der i utallige variationer af næsten afstandsløs sansning fremstillede sin uendelighedslængsel. Hans værker er evindelig omskiftelighed og forvandling, hvori alt synes at tendere mod en ufattelig fred, som også kan minde noget om buddismens nirvana. Men jeg er jo overhovedet ikke ekspert, jeg fandt noget inspirerende i nogle af disse gamle tekster som en slags alternativ til europæisk målrettethed og foretagsomhed.«
– Der er også Chuang Tsë?
» Jeg modtog nok de stærkeste indtryk, da jeg som ung læste verdensreligionernes hovedværker. Jeg blev ganske bjergtaget af Chuang Tsë, der levede for mere end to tusinde år siden. Jeg fik meget ud af hele den zenbuddistiske bevægelse indenfor flere kunstarter. Det var en digtning og en erkendelsesform, som er fuldstændig tavs og afvisende, hvad angår systematik og teorier, som vi kender i vestens kultur.«
»Til gengæld bygger den direkte på hverdagstildragelser, det sansede og ejendommeligt indlysende drømme. Dybest set er disse tekster studier i menneskets natur og forsåvidt en slags avanceret psykologi. En af de største forskelle fra vestlig tænkning ligger i denne litteraturs ubekymrethed om kausalitet. Den er ikke-lineær. Mere optaget af øjeblikkets hændelse end af årsagsforklaringer.«

Samme uge som Højholt
Gustava debuterede med Korn af Pelegs Mark, som kom samme uge som Højholts debut på Wivels forlag: »Min debut fra 1949 er fuld af engle og ruiner. Meget af samlingen blev til under indtryk af det sønderskudte Europa, som væltede ind over mig, da jeg var 17-18 år. «
»Efter en relativt tryg barndom i København under slagskyggen af den tyske besættelse var det en totalt forvirrende forandring at selv se og leve med de tidlige efterkrigsvilkår i Paris. Under et årelangt ophold i Marseilles nedskrev jeg en række visionære digte under indtryk af de kaotiske forhold. I Paris levede jeg mest af hårdkogte æg og dårlig rødvin, og så, hvad man kunne samle op i hallerne af frugt efter lukketid. Det skete i glimt af barndomsoplevelser blandet med den nye tids katastrofer. Jeg skrev på en perception, der lå meget tæt ved den surrealisme, jeg lærte at kende i Frankrig.«
– Du har et sted nævnt påvirkningen fra Det Gamle Testamente?
»Som halvvoksen dreng i København under krigen var jeg blevet grebet af de gammeltestamentelige profeter. Det var de barske ødelæggelses- og undergangsbilledder, der på en eller anden måde i min fantasi blev ækvivalente med det europæiske sammenbrud, som vi overværede på afstand. Jesaja og Ezekiel udfordrede som fjerntstående modeller for tidens krise i 40’erne.«
»Jeg sendte en bunke digte til Wivel efter mine ungdomsrejser, Thorkild Bjørnvig redigerede min første bog og i øvrigt også Højholts. Hereticakredsen fandt det underligt, at jeg vidste så lidt om 30’ernes og 40’ernes dengang samtidige danske lyrik, men jeg kendte jo klassikerne.«
»Ellers var det først og fremmest Gustav Munch-Petersen og Schade, jeg dyrkede. Rilke og Eliot blev aktuelle i de år. Men mine tidlige koryfæer var, foruden de franske surrealister, Verlaine, Rimbaud og selvfølgelig Baudelaire.«

60’erne
Korn i Pelegs Mark blev af Kai Friis Møller anmeldt under den karakteristiske overskrift: ’En samling urimede urimeligheder’. Og først da Torben Brostrøm i Versets Løvemanke mere end ti år senere fremhævede samlingens delvist surrealistiske kvaliteter, fik Gustava sit egentlige gennembrud.
»Der var noget fantastisk opstemt over de første år i 60’erne. Det strømmede ind over os under overrumplende vestlige højkonjunktur. En mængde indtryk også i musik og billeder. En revolterende fest, der jo kom før studenteroprør og politiseringen af litteraturen. De originale danske fornyelser af poesien inddrog storbyen i repertoiret og mange rekvisitter og ord, som man ikke før havde vovet at anvende i digte. På det punkt var Rifbjerg aldeles nyskabende. «
»Men man skal også lægge mærke til, at indeni det sproglige fyrværkeri lurede et barsk opgør med sejlivede illusioner. En bevidsthed om verdens permanente krigstilstand, som opgangstiderne ikke kunne skjule. Denne realisme indeni modernismen var ikke til at tage fejl af. Den fik jo også markante indtryk i nogle af teksterne til ungdommens verdensomspændende ny populære musik med dens indbyggede håb, pessimisme, oprør og melankoli.«
»Styrken i begyndelsen af tiåret overses nutildags påfaldende ofte af efterkommere og litterater. De vil hellere forholde sig til andre perioder. Det kan næsten virke, som om 60’erne i den aktuelle skole og universitetsopfattelse begynder sådan cirka i 1966 med attituderelativisme, minimalisme, konkretisme, systemdigtning, nyenkelhed, skriftteori med skiftende etiketter, der på mange måder mere virker som sprogfilosofi forsynet med vittigheder end egentlig lyrik.«

Opløsningstid
Jørgen Gustava Brandt var i 1970’ere og 80’erne med tyve udgivelser mere end almindeligt produktiv. Gustava polemiserede i de år mod den ensidigt politiserende tendens, samtidig med at han insisterede på at adressere en virkelighed, der også var politisk.
»Afmagt fra 1977 er en provokation af vores surrogat og pseudokultur. Og vores smarte såkaldte informationssamfund betyder ikke en ny oplysningstid, men snarere som jeg dengang skrev på side 1: opløsningstid. «
»Jeg leverede ikke forslag til verdens frelse, men prøvede på at pege på en virkelighed, der ikke blot er betinget af den samfundsaktuelle situation. Jeg har jo ingen løsning, men det var virkelig godt, at Hitler og nazisterne tabte den krig og det var godt, at det totalitære massiv i øst brød sammen. Men vores fred og søde liberalisme er jo på krigens betingelser. Det er en krigens fred, og lortet eksploderer stadig allevegne. «
I hovedværket Mit Hjerte i København, 1975 bekender internationalisten Gustava sig til den by, han er født i: » Ind i mellem har jeg flintret omkring/på jorden, i fremmede lande/Men det var/bare afvigelser.«
»Der er jo også noget med nationalismen i øjeblikket. Jeg bryder mig ikke om nationalismens selvgode tendens til at tage patent på tvivlsomme særligt danske værdier. Men vores sprog er det jo vigtigt at dyrke. Det er i det, vores livsfølelse findes. Det er det, der bestandigt identificerer os. «
»Den danske maler Giersing lavede nogle rammende citater for mange år siden. Et af dem lyder: ’Al national kunst er dårligt. Al god kunst er national.’ Det er egentlig ikke et paradoks. For det er jo sådan. Uden at jeg skal forvilde mig i fordomme om en særligt national karakter, så synes jeg, der ligger en udefinerlig, men alligevel prægnant stemthed i dansk væsen. Identitet er ikke nogen fast statisk foreteelse. Vi identificerer os uafladeligt. Og den provinsialisme, nogle gerne vil se hos os, også mange danskere, synes jeg ikke passer. Små nationer er nødt til at være udadvendte og åbne for impulser.«
»Alt som vi lader os påvirke af, assimileres og bliver nok så gelinde dansk. Det gælder også mennesker, der slår sig ned her. Når først de får tilegnet sig sproget. Sproget er det, der bærer bevidstheden for vores tænke- og følemåde. Det befordrer vores orientering, det er vores udtryk. For så vidt bor vi i sproget og derfor kan vi også lege med det. Anerkender man dette, er det din danskhed, og der er al mulig grund til at dyrke det sprog.«

’Virkeligheden’
– Dine sidste to samlinger tematiserer livsfaserne?
»Som man bliver ældre, har jeg erfaret, at de forskellige livsstadier ikke bare afløser hinanden. Stadierne overstås ikke, men melder sig i de omskiftende situationer, man kommer ud for. Det hele er med. Det kan opleves påfaldende simultant. Og man er både den, der kan betragte det, og den der er midt i det. Men det kan kan være nok så krævende at opholde sig i denne nye tilstand. Kompliceret at administrere, og kronologien bliver mere og mere ulæselig. Det ligger i titlen på min bog fra sidste år, Velkendt og Fremmed. Og måske er det også en række svar til den overgangstid, vores verden nu befinder sig i. I min samling, der netop er udkommet Veje til Infantilia, er kompositionen også springende mellem livsfaserne i en omskiftelighed mellem lys og mørke, komik og melankoli. Af og til udtryk flertydigt i en og samme tekst.«
– Hvad er det for en virkelighed, der kommer til syne i poesien?
»Jeg indrømmer villigt, at den virkelighed digtet forholder sig sprogligt til og belyser fra utallige vinkler, når det kommer til stykket, er en begrænset forestilling. Betinget af vores indbildningskraft. Vi kender kun tilværelsen, sådan som vores hjerne kan tyde den. Jeg fristes ikke af den grund til at lave en lyrikfilosofi, der begrænser mit indfalds mulige rækkevidde og vil spærre digtet inde i en eller anden kunstig purisme. Kunstfærdigheden synes at acceptere det forskelsløse, men teorier bliver man kold i røven af. Jeg vil ikke afskære mig fra måske at erfare en uventet nyhed.«
»Jeg er overbevist om, at virkeligheden eksisterer uden os. Og jeg tror jo, det er den, jeg forholder mig til. Vi oplever den, siger man, men jeg aner ikke, hvor meget af den, jeg kan få ind i hovedet. Det er nok meget lidt. Jeg ved ikke en gang det mindste om alt, som sansningen og sproget ikke kan svare til. Altså er det, jeg prøver at udtrykke – for nu til slut at vende tilbage til indbildningskraften og den håbefulde vision – på en måde noget, jeg leger. Jeg fortrylles af the spirit of the place. Skønt verden ser ud til at gå ad helvede til, er det prægtigste, man af og til kan opleve, den guddommelige løftelse af virkeligheden. En slags religiøs anelse.«

FAKTA
Blå bog
Jørgen Gustava Brandt er født i København i 1929 og debuterede som lyriker i 1949 ned samlingen Korn i Pelegs Mark. Han fik med Fragment af imorgen, 1960, Janushoved, 1962 og Etablissementet, 1965 sit gennembrud som digter. Og har i alt udgivet mere end 50 digtsamlinger, romaner, portrætbøger og essaysamlinger. I 1997 udkom tre binds værket Digte 1946-96.
Jørgen Gustava Brandt var i en årrække formidler af lyrik på radioens P1. Hans bøger er oversat til bl.a. engelsk, hebraisk og italiensk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu