Likvideringer
»Hvorfor bliver besættelsestiden ved med at fascinere os?,« spurgte professor Ditlev Tamm mandag aften de fremmødte i Rundetårn i København. Til en debataften arrangeret af Gyldendal med udgangspunkt i et af forlagets egne produkter: Peter Øvig Knudsens bedstsælgende bog om likvideringer af stikkere under anden verdenskrig: Efter drabet. Og Ditlev Tamm stod helt nede blandt tilhørerne, da han gestikulerende som en dirigent foran en orkestergrav besvarede sit eget spørgsmål: »Det gør vi fordi det er den del af vores historie, hvor man som dansker blev nødt til at tage stilling til liv og død og alt det, der ellers bliver fejet ind under gulvtæppet.«
Hvis nogen skulle være i tvivl, tilføjede Tamm, at »Danmark jo ellers var et dødkedeligt land, hvor der ingenting sker.«
Og det er jo nemt nok at sige, når man som Tamm stod klædt i det, der må betegnes som en rigtig dristig rød blazer i dramatisk kontrast til en blank sort skjorte og sorte velourbetrukne støvletter.
Det røde kort
Efter drabet udkom i foråret 2001. Det er i bogen lykkedes journalisten Peter Øvig Knudsen at få de ellers tavse modstandsfolk til at fortælle om cirka 400 stikkerlikvideringer foretaget under besættelsen. Det var en stolt forlagsdirektør Johannes Riis, der mandag roste Øvig for at være trængt ind i »nationens allerhelligste.« Hvorefter Riis bød velkommen til over hundrede interesserede københavnere, aftenens ordstyrer Hans Hertel og et panel bestående af historikeren Hans Kirchhoff, juristen Ditlev Tamm, tidligere politianklager Volmer Nissen og Øvig selv.
Aftenens første indlæg kom fra Kirchhoff, der som eneste inviterede paneldeltager ikke har assisteret Øvig med bogen. Kirchhoff indledte med en pædagogisk anekdote. Den 9. april 1940 stod en Hr. Jespersen på Fyn sammen med sin nabo, da de tyske bombelfy drønede henover de tagene på de danske huse. Naboen kiggede op og spurgte bekymret: »Mon det her kan være lovligt?«
»Var det lovligt,« spurgte Kirchhoff, »at tyskerne besatte Danmark? Var det lovligt at henrette jøderne i kz-lejre? Nej, det var ikke lovligt. Det var krig,« forklarede historikeren og understregede, at krig suspenderer jura. Og at Øvigs bog var ahistorisk omgang med historien. Øvigs journalistiske indtrængen i »nationens allerhelligste« overser konteksten og underbelyser det tyske forbryderregime. Ifølge Kirchhoff søger Øvigs bog den litterære, psykologiske tilgang. Triviallitterære fraser som nonnen som likvidator var typiske for bogen, hvor den gode fortælling er væsentligere end nye erkendelser. Efter Kirchhoffs vurdering går Gyldendals bog »noget i selvsving.« Kirchhoff havde desuden meget svært ved at finde andre holdninger end sensationel forargelse i Efter drabet. Som prægnant konklusion endte Kirchhoff på baggrund af Øvigs bog og Weekendavisens omtale af samme med, at tildele journalitisk historieforskning et decideret rødt kort for at have så travlt med at sælge historien, at der ikke blev tid til at læse den relevante litteratur.
Vi danskere
Ditlev Tamm, der i 1984 udgav sin afgørende disputats om retsopgøret, pointerede, at årene fra 1940 til 1945 var at betragte som et laboratorium, hvor danskerne havde vist, hvordan de handler, når de tvinges til at forholde sig til verden omkring. Der blev rystet på hovedet over dem, der i dag hævder, at Danmark burde have forsvaret sig heroisk mod tyskerne. Tamm kaldte indsatsen under besættelsen typisk dansk: »Vi klarede os fint. Vi led så få ofre som muligt, så få økonomiske omkostninger som muligt. Og vi fik så meget komfort som muligt.«
Herefter satte Volmer Nissen sig på panelbordet med den ene ben over det andet. Og fortalte om politiarbejdet under besættelsen. Om undersøgelse af patronhylstre og lig, hvor hovedet var flækket med en økse. Og Nissen fortalte om sager, hvor tilsyneladende gemene rovmord var maskeret som stikkerdrab. Det var efter Nissens mening sager, der burde være ført efter krigen. Men statsadvokaten ønskede ikke efterforskning. »Man ville kalke gravene«, som Nissen udtrykte det. Og som der står i Efter drabet.
Peter Øvig afsluttede panelrunden. Han ville ikke tale mere om sin bog, men blot pege på nogle ting, som han »stadigvæk ikke kan forstå.« F.eks. at Kirchhoff i bind 18 af den nye encyklopædi, organ for højeste folkeoplysning, retsløst identificerer de op til 400 likviderede som stikkere. Og Øvig korrigerede: Af de henved 400 likviderede er kun cirka halvdelen dokumenteret som stikkere. Een blev angiveligt henrettet, fordi han havde drukket flyversjusser med tyske officerer på et jysk hotel. Øvig formulerede forsigtigt, at det kunne se ud, som om flere var blevet henrettet for almindelig loyalitet med besættelsesmagten, hvilket 10.000er af danskere jo havde gjort sig skyldig i. Efter at have fortalt en ubehagelige historie om børn på bagsædet under en likvidering, efterlyste Øvig litteratur til afdækning af de ubelyste områder. Tamm reagerede med det, der i juridisk terminologi kaldes en replik. Han kunne ikke forstå, at folk ikke ville læse den eksisterende forskning: »Der findes mange bøger om det, du efterlyser.«
Jeg og mig
Den følgende åbne debat var karakteriseret ved brugen af stedord i første person ental. En karakteristisk indledning: »Jeg synes, at det vigtigste for mig...«. Der kom det ene isolerede partsindlæg efter det andet efterfulgt af den ene klapsalve efter den anden. »Min far blev stukket«, »Jeg var selv med i modstandskampen« etc, og først den syvende, der fik ordet fra salen adresserede et spørgsmål til panelet. Som ikke blev besvaret, fordi der lige var en mere på talerlisten, der fortalte sin personlige historie.
Den tidligere modstandsmand Kaj Kristensen fandt forargelsen over de 400 stikkerdrab forskruet: »Der døde 42 millioner mennesker i Anden Verdenskrig. Det var krig.« Og så blev der klappet højlydt. En anden modstandsmand, som også er interviewet i Efter drabet, Gunnar Dyrberg berettede, at når han gik tur i Mindelunden og så kors for de faldne under krigen, så ærgrede han sig, over »at vi ikke dræbte mange flere stikkere.« En udtalelse besvaret med klappende hænder.
Inden ordstyrer Hans Hertel takkede af og sagde, at det jo ikke var hans opgave at anmelde aftenens forløb, havde Kirschhoff betegnet diskussionen »som ført i aften« for »regressiv«. Billedet af de beskidte likvideringer som fremstillet af Øvig og Nissen var »forvrænget«. Da Johannes Riis forsøgte at takke paneldeltagerne og publikum, havde folk rejst sig og var på vej ud.
*Debataften om stikkerlikvideringerne, Rundetaarn, mandag
