Læsetid: 4 min.

En lykkelig historie

Peter Schepelern er redaktør på en dansk filmhistorie fortalt med suverænt overblik og stor skønsomhed
28. september 2001

(2. sektion)

Filmhistorie
Denne udgivelse er højst tiltrængt. Selv om litteraturen om dansk film er vokset betydeligt i omfang i de senere år, skal man helt tilbage til 1960 og Ebbe Neergårds noget luftige Historien om dansk film for at finde en større sammenfattende fremstilling af dansk filmhistorie.
Det har betydet, at synet på produktionen i årtier som 30’erne, 40’erne og 50’erne til stadighed har været præget af de overvejende litterære vurderingsnormer, der gjaldt for snart et halvt århundrede siden, da ’folkekomedie’ var et skældsord, som én gang for alle afskar en film fra seriøs behandling.

Happy ending
Men bogen afspejler ikke blot den »voksende forståelse af den danske filmskat som en værdifuld kilde både til nationens selvforståelse og til almindelig fornøjelse,« som Peter Schepelern skriver i sit forord. Den er også en i sjælden grad lykkelig historie, med en (foreløbig) happy ending, som dårligt kan overtrumfes af nogen dansk folkekomedie.
I bogens tidligere, mindre omfattende Kosmorama-udgave fra 1997 vejrede Schepelern morgenluft for den kvalitetsforbedrede danske film, men måtte dengang konkludere: »Vi venter således stadig på, at staten og de offentlige pengekasser indfører en større grad af ligestilling mellem kunstarterne. Måtte det komme i det næste århundrede.«
Det fromme ønske blev kort efter opfyldt med stærkt øgede bevillinger, og nu lyder Schepelerns (foreløbig) sidste ord i sagen: »Alt i alt kan det dog konstateres, at filmen efter 100 år omsider er ved at opnå ligestilling i den danske kultur.«
En risiko ved omfattende oversigtsværker om længere kunsthistoriske perioder er manglen på førstehåndsindsigt.
Stillet over for en uoverkommelig stofmængde koger historikerne ofte en tynd suppe på forgængernes resultater. Dette handicap snor 100 års dansk film sig elegant uden om ved at lade fem skribenter tage sig af hver sin periode, så synsfeltet for hver enkelt skribent indsnævres og skaber mulighed for personlig indlevelse.
Bogen udmærker sig da også ved en fortællelyst, der trods mængden af informationer levendegør stoffet. Den velskrivende ekspert Casper Tybjerg får 76 sider til stumfilmperioden, hvor dansk film havde sin gyldne internationale epoke fra 1910-14. Vaneforestillingen om 30’erne som en ren lalle- og farceperiode nuanceres veloplagt af Eva Jørholt, der også med indsigt kortlægger 40’ernes modning og lokale nyskabelser (sort film, sofistikeret komedie etc.)
Ebbe Villadsen navigerer sig fordomsfrit gennem 1950’ernes kuede hyggenygge-periode (og hager sig berettiget fast i en af de store undtagelser: Johan Jacobsens Blændværk fra 1955). Og Dan Nissen og Peter Schepelern leverer et stofmættet overblik over de sidste fire fortumlede tiår.

Beherskede vurderinger
Det er i det hele taget i overblikket, den sikre disponering af den store stofmængde, at bogen har en af sine styrker, og den gamle Vilhelm Andersenske opdeling i tiår fungerer forbløffende godt, selv om 1990’erne knækker over på midten, da Nattevagten og De største helte indvarsler en renæssance.
Der trækkes konstant linjer fra de enkelte film og genrer til produktions- og biografmiljøet. Nok er skribenterne æstetikere af gemyt, men i praksis også kulturskribenter, der forstår at indsætte film i samfundsperspektivet. Og heldigvis indrager de også i rigt mål dokumentar- og novellefilmgenren, samt visse toneangivende tv-serier.
Selve vurderingerne ligger i det farlige mellemleje mellem personlig stillingtagen og tilstræbt objektivitet, hvilket kan resultere i tandløshed. Da skribenterne i andre sammenhænge i høj grad har gjort sig kendt som mennesker med meninger, kan tilbageholdenheden sporadisk virke lidt kunstig. Men heldigvis har redaktør Schepelern langt fra pålagt væbnet neutralitet over hele linjen, og han holder sig da heller ikke selv tilbage (f.eks. i en skarp opridsning af Bille Augusts kunstneriske forfald).
Bogen slutter med en meget omfattende litteraturliste og en nyttig fortegnelse over samtlige danske spillefilm med premieredatoen anført (stumfilm dog kun i udvalg).
Her noteres det, at »man næppe kan opstille helt uangribelige og logiske kriterier i forbindelse med nationalitetsbestemmelse af især nutidens mange multi-nationale produktioner.« Løsningen har været at tage så at sige alt, hvad der lugter lidt dansk, med. Samt »de fleste dokumentarfilm af mindst 60 minutters spilletid med almindelig biografdistribution.«

Få fejl
Man kan så spørge, om en visning uden filmudlejer i f.eks. en af Grands små sale er »en almindelig biografdistribution«? Denne skillelinje er svær at drage. Fejl har bogen dog næppe mange af. Bent Christensen har ikke instrueret Ka’ De li’ østers?, som man kan forledes til at tro – det gjorde Ebbe Langberg. Det er misvisende at henregne Ole Roos’ stiliserede science fiction-film Manden der ville være skyldig blandt de realistiske problemfilm, og Susanne Biers svenske Pensionat Oskar er ikke en ren ’tv-film’, men biografvist og kun finansieret af tv. Og Schepelerns mani for sammenligninger løber i mine øjne af sporet, når han jævnfører I Kina spiser de hunde med et lille mesterværk som Coen-brødrenes Fargo.
Der mangler i mine øjne en fremhævelse af Svend Methlings og Carl Alstrups indsats i 1940’erne samt en mere præcis analyse af Bodil Ipsens status som auteur og ikke bare som personinstruktør og stilskaber. Men ikke mindst takket være en separat omtale af 136 særlig markante film lykkes det i langt de fleste tilfælde at få det betydningsfulde udskilt i den brogede sværm af navne og titler.

*Peter Schepelern (også red.), Casper Tybjerg, Eva Jørholt, Ebbe Villadsen og Dan Nissen: 100 års dansk film. 443 s. 449 kr. Illustr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu