Læsetid: 3 min.

Menigheden helt rundt på kirkegulvet

Et jødisk gospelbrag gav en himmelsk stemning i Christianskirken fredag aften
11. september 2001

Gospologi
Hallelujah er kun et fattigt ord. Hah-leeeeeee-luuuuuu-jaaaaaaa. Anderledes når en gospelsanger tager fat. Da er ’hallelujah’ en spirituel håndgranat, der sætter fut i fejemøget og maner kirkegængerne ud på dansegulvet.
Således skete det, da en skikkelig lille menighed, med overvægt af kvindelige gråhjelme fra opstopperklassen, tog til gudstjeneste i Christianskirken fredag aften. Salmebøgerne var gemt væk. Der var ingen hændervridende præst eller degn. I stedet sad Klaus Menzer (trommer), Louis Winding (bas) og Aske Jacoby (guitar og glorie) klar under kirkens tårnhøje orgelværk. Meditativt ventende, mens folk fandt deres pladser på kirkebænkene. Folk med omtrent samme fornemmelse for menighed, som man finder ved et ophørsudsalg, og med lige så store forventninger. Ceremonien kan begynde.
Gospelsangeren Joshua Nelson kommer skridende ind fra backstage. Han ligner en Tempelridder i præstekjolen i perlebroderet, sort velour og hvid kraveflip. Tavs og dybt koncentreret sætter han sig ved flyglet og spiller en stille intro. Tunger af gospelakkorder bølger ud i kirkerummet. Så synger han.
»Som en drøm,« siger Informations medbragte gospolog, sangerinden Channe Nussbaum: »Det var en varm, sprød klang, et rigtigt ’Cry’, som jeg kun har hørt så ægte på slidte optagelser med gamle gospel-legender. Min indgroede jante-modstand forsvandt langsomt men sikkert.«
Med autenticiteten således slået fast, går Nelson i lag med ’an old slave song.’ Orkestret falder i, og Aske Jacobys guitar slår ud i forbløffende hillbillyriffs. Folk begynder at vugge hovederne – det eneste man kan vugge med på de hårde træbænke. Flere rejser sig. Taktfaste klapsalver ledsager Nelson på hans turné gennem gospeltraditionens klassikere.

Verden i sine hænder
En sang, der har holdt Frelsens Hær borte fra hitlisterne i et halvt århundrede, får her folk til at lette sig fra bænkene og bevæge sig ud i det åbne kirkerum.
»He’s got the whole world in his hand,” synger Nelson.
»Jeg oplevede det som umuligt at sidde stille,« fortæller Informations gospolog, som var blandt de allerførste, der tog del i fællesdansen i midtergangen.
»Det var mest hæmningerne over for de andre, der satte låg på.«
Men fedt var det immervæk, bedyrer fagkundskaben.
»Bare giv slip og giv los,« opfordrede Nelson.
Vi var flere, der i hemmelighed skulede rundt for at se, om der var tiltag til trance. Ingen dånede, men stemningen var himmelsk. Man havde kroppe. I kirken.
Publikum var tæt på at ende op som en form for regulær menighed. Måske bortset fra en mand, der mumlede ukvemsord, da Nelson for 217. gang råbte

’Praise the lord’.
Da det hele pludselig var forbi, var kirkerummets skær af søndagsseancer-derude-hvor-kragerne-vender roteret en halv Nelson i den bette del af publikums hjerne, hvor forskerne mener, at de genetiske anlæg for spirituelle oplevelser sidder.
Noget havde løftet sig i flokken. Nelson havde rokket ved begrebet kirke. Information og gospolog gik udenfor og diskuterede, hvordan en vaskeægte amerikansk gospelsanger som Joshua Nelson oplever den skandinaviske stivhed.
»Der var aldeles ingen stivhed,« kom det brysk fra en norsk tilskuer, der havde overhørt vores samtale: »Der var en fin stemning derinde!«
Vi gik ind for at høre Joshua Nelson egen vurdering.
»Man kan godt høre, at I aldrig har overværet en gospelkoncert blandt sorte menigheder i USA,« sagde Nelson: »Mange steder står folk helt stive og lytter. Der var faktisk godt gang i den her i aften, og forleden havde jeg en af mine vildeste koncerter i Sverige. Publikum gik totalt amok.«
Såvidt hollywoodskabte forestillinger om det hvide ud af de sortes øjne. Og for at gøre tingene endnu mere katolske er Joshua Nelson jøde. Han underviser i hebraisk om dagen og synger gospel i baptistkirker om aftenen.
»Jeg har ikke noget problem med Jesus. Hvis man virkelig sætter sig ind i jesu lære, så siger han ikke noget, som en rabbiner ikke har sagt før,« siger 25-årige Joshua Nelson, der har kaldt sig selv ’Ku Klux klanens værste mareridt: Jeg er sort og jeg er jøde.’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her