Læsetid: 9 min.

Menneskeofringernes genkomst

Den kollektive drift med selvdestruktion er et motiv, hvis styrke vi i Vesten til stadighed undervurderer – men blev mindet om med terrorangrebet mod USA
22. september 2001

Essay
Jo hastigere en kommentar bliver fremsat, desto kortere vil i reglen også dens intellektuelle ’halveringstid’ være. Og dog formår intet at hamle op med aktualitetskriteriet! Men netop fordi ingen lige nu ved, hvordan dette her fortsætter, kan der være grund til at prøve at anskue situationen ud fra et udvidet perspektiv. En tysk tænker ved navn Karl Marx analyserede allerede for 150 år siden den proces, vi dag kalder globalisering, ganske grundigt. Det ville sikkert ikke være faldet ham ind at erklære sig ’for’ eller ’imod’. De eskalerende bataljer, der finder sted i byer som Seattle, Gøteborg og Genua ville han næppe have anset for andet end meningsløs skyggeboksning. Protesten imod en så massiv historisk kendsgerning kan have nok så ærefulde motiver, men selv i bedste fald kan den ikke fejre andre successer end at få transmitteret sin selviscenesættelse i verdensomspændende tv. Alene herved bliver det klart, at globaliseringens naive modstandere selv er en del af det, de bekæmper.

Den tyske tænker beskrev i sin tid globaliseringen som et rent politisk-økonomisk fænomen. Det var i året 1848 også det eneste mulige perspektiv, da verdensmarkedets ekspansion og de daværende kolonimagters politik dengang var de afgørende drivkræfter. I mellemtiden er denne irreversible proces kommet til at omfatte alle systemer. Fokuserer man udelukkende på den økonomiske udvikling, forstår man intet. Der findes i dag intet, der længere kan unddrage sig processen: Hverken religion, videnskab, kultur, teknologi, for slet ikke at tale om forbrugersamfund og medier. Derfor kan heller ingen af disse sfærer undgå fra tid til anden at måtte betale globaliseringens omkostninger.
Ikke blot talrige potentielle økonomiske tabere bliver berørt. Verdensmarkedet og dets finans- og vidensstrømme er over hele kloden udsat for at blive ramt af pludselige sammenbrud, nye våbentyper, computervira, nye epidemiske sygdomme, økologiske katastrofer, borgerkrige og grænseoverskridende kriminalitet. At tro, at noget som helst samfund på kloden formår at isolere sig fra disse permanente risici er grænseløst naivt. Blandt disse risici finder vi også terrorismen. Det ville være et under, hvis den og den alene skulle have undladt at operere efter global målestok.

Over for opfanatiserede masser har den moderne oplyste tidsalder længe holdt fast i forestillingen om, at et sådant fænomen blot er en ejendommelighed hos visse tilbagestående samfund. Mange har troet, at den uopholdelige modernisering på et eller andet tidspunkt ville få bugt med den slags, også selv om enkelte atavistiske tilbagefald i ny og næ nok ikke helt kan undgås. De totalitære regimers fremkomst efter Første Verdenskrig burde for længst have gjort det af med denne illusion. Alligevel lever den videre og har holdt sig frisk til vore dage – negativt i stereotype vendinger som ’den mørke middelalder’, forhåbningsfuldt i talen om ’udviklingslande’.
Nutidens morderiske energier kan imidlertid på ingen måde føres tilbage til nogen form for historisk tradition. Uanset om det drejer sig om borgerkrige i Balkan, Afrika, Asien eller Latinamerika, om diktaturer i Mellemøsten eller om de talrige bevægelser, der fører sig frem under islams banner – i ingen af disse tilfælde har man med arkaiske levn at gøre. Vi står tværtimod over for absolut tidssvarende fænomener, nemlig et reaktionsmønster, der er direkte affødt af verdenssamfundets nuværende tilstand. Det gælder lige så fuldt for den absolut ærværdige religion islam, der i lighed med ultraortodoks jødedom længe ikke har været i stand til at udvikle nye produktive ideer. Reaktionsmønsterets styrke har indtil videre udelukkende vist sig i den konsekvente negation af den moderne virkelighed, hvortil dette mønster paradoksalt nok netop selv er fuldkommen fastlænket.

Terrorens immanente karakter, viser sig uanset dens ophavsmænd ikke blot i aktørernes adfærd, men også i deres valg af midler. For så vidt er der tale om patologiske kopier af modstanderen i lighed med dem, som et retovirus fremstiller af en angrebet celle. Følelsen af, at angrebet kommer udefra, er bedrag, eftersom der ikke længere findes noget ydre rum for menneskelige og umenneskelige handlinger, der står uden for de globale sammenhænge. Truslen er så allestedsnærværende som kameraer, telefoner, Internettet og spionsatellitter.
Gerningsmændene bag terroraktionerne i New York og Washington repræsenterede ikke blot i teknisk forstand the state of the art. Inspireret af vestens symbolske billedlogik iscenesatte de massakren som medieshow. I den forbindelse fulgte de minutiøst skrækfilmenes og sciencefiction-thrillernes drejebøger. En så intim forståelse for amerikansk civilisation tyder ikke på nogen anakronistisk mentalitet. Mere end noget andet kaster dette forhold lys over gerningsmændenes formodede overbevisninger.

Der er ikke noget tilfælde, at der i første omgang herskede tvivl om bagmændenes identitet. Flere steder på Internettet blev USA’s højreekstremistiske miljøer beskyldt for at stå bag. Andre talte om japanske terroristgrupper eller endda om et komplot iværksat af et hemmeligt zionistisk netværk. Som altid i den slags tilfælde skyder konspirationsteorierne op som ukrudt. At sådanne konkurrerende fortolkninger florerer er en god målestok for, hvor smittende terroristernes vanvid er. Og dog indeholder de en kerne af sandhed, fordi de udtrykker, hvor udvekslelige terrorens bevæggrunde er. De fraseagtige, pseudointellektuelle ’bekendelsesskrifter’, som attentatmænd ofte efterlader, ligner i forbløffende grad hinanden i deres rungende tomhed.

De gensidige efterabninger, som vidt forskellige terrorgrupper griber til for propagandistisk at legitimere deres udåd, og de slående ligheder i teknik og fremgangsmåde, taler for sig selv. På spørgsmålet om, hvorfra den psykiske energi, der nærer terroren, kommer fra, evner ingen idelogikritisk analyser at give noget tilfredsstillende svar. Om påskuddene kommer fra venstre eller fra højre, om de handler om nationen eller sekten, om religion eller befrielseskamp, så udmunder de alle i det sammme handlingsmønster. Fællesnævneren hedder paranoia. Også i tilfældet med massedrabet i World Trade Center må man spørge sig selv, hv0r langt det påståede islamistiske motiv kan bære; en hvilken som helst anden begrundelse kunne lige så overbevisende have været bragt på bane.

At fÅ nogen form for vished for, hvad der egentlig rører sig i dette dunkle felt er utænkeligt. Alligevel er der noget, som praktisk taget alle terrorhandlinger, som vi kender til, har til fælles, og som er vanskeligt at overse. Der er den enorme grad af selvdestruktion, som aktørerne går efter.
Der gælder ikke blot for de konspirative grupper og de talrige krigsherrer, militser og paramilitære grupper, som hærger i store dele af Afrika og Latinamerika, men også for de såkaldte slyngelstater som Nordkorea og Irak. Sådanne diktaturer stiler i mindre grad mod tilintetgørelse af reelle eller indbildte fjender end mod at bringe ruin over deres eget land. Som endnu aldrig overgået pioner inden for sådanne bestræbelser må nævnes Adolf Hitler, der endda vidste sig sikker på at have et flertal af tyskerne i ryggen. I tilfældet Rusland krævede det syv årtier, før den totale kollaps var nået. Også Irak er stolt over sin egen undergang. Naturligvis forfølger også de mange ’befrielsesbevægelser’ samme mål: Algeriet, Afghanistan, Angola, Baskerlandet, Burundi, Cambodja, Colombia, Congo, El Salvador, Guatemala, Indonesien, Kashmir, Liberia, Nicaragua, Nigeria, Nordirland, Peru, Filippinerne, Rwanda, Serbien, Sierra Leone, Sri Lanka, Sudan, Tchad, Tjetjenien og Uganda – et gruens alfabet, der ingen ende vil tage.

Denne selvinvalideringens logik har også gyldighed for terrorangrebet på USA. For dens vidtgående og ødelæggende konsekvenser vil ikke komme til at ramme Vesten, men netop den del af verden, i hvis navn den hævdes at være udført. For millioner af muslimer vil aktionen efter alt at dømme få katastrofale konsekvenser. Ekstremistiske islamister jubler over en krig, som de aldrig vil kunne vinde. Ikke blot flygtninge, asylansøgere og indvandrere vil komme til at lide mere. Hele befolkninger fra Afghanistan til Palæstina vil stik imod al retfærdighed komme til at betale en enorm politisk og økonomisk pris for deres påståede stedfortræderes handlinger.
Den sandsynlige gengældelsesaktion vil utvivlsomt lige så lidt komme til at skåne uskyldige civile som det angreb, den er tænkt som reaktion på.

Nu er den kollektive drift mod selvdestruktion for ikke at sige selvmord ganske vist et motiv, hvis styrke vi i Vesten til stadighed undervurderer. At tænke tilbage på vor egen nylige fortid rækker tilsyneladende ikke det mindste til at gøre det ufattelige bare en anelse mere begribeligt. Derfor kunne det muligvis være passende at vove sig ud i en heuristisk sammenligning med nogle fænomener, der er mere samtidige og fortrolige. Et blik på avisernes kriminalistiske petitstof viser, hvor uimodståelig lysten til egen undergang kan være, selv i vore egne såkaldt højt udviklede samfund. Selv om narkomaner og skinheads målrettet forringer egne livschancer, og selv om hver dag byder på nye ’familietragedier’ og amokløb, så gælder det nu som før som etableret kendsgerning, at selvopholdelsesdriften er og bliver den vigtigste regulerende faktor for menneskelig handling.
Denne angivelige kendsgerning modsiges ikke desto mindre hver dag af nye modbeviser. Den narcissistisk krænkede skoleelev, som går amok med en kniv mod sin lærer og klassekammerater. Den hiv-positive, der dyrker sex med så mange partnere som muligt. Den mand, der i vrede over sin chefs urimelige behandling slår sig ned på taget af en høj bygning og skyder vildt om sig med sin medbragte salonriffel vel vidende, at han med sin massakre på tilfældige også besegler sin egen skæbne. Også i alle disse tilfælde er bevæggrunde af sekundær betydning – ja, ofte er de ligefrem gerningsmanden selv ubekendt.
Det individuelle dødstrip frembyder mange ligheder med terroristernes driftsstruktur. I begge tilfælde foretrækker de individuelle eller kollektive selvmordere, ganske uafhængigt af hvor virkelig eller imaginær den endeløse gru er, som de udsætter sig for, en død i rædsel fremfor ethvert alternativ. Hvad der varierer, er udelukkende deres handlingers dimensioner. Mens skinhead’en må nøjes med sin baseballkølle og brandstifteren med sin benzindunk, har vor tids avancerede og veluddannede attentatmænd både kapitalmidler, højtudviklet logistik foruden de nyeste kommunikations- og krypteringsmidler til deres rådighed – og i nær fremtid sandsynligvis også atomare, biologiske og kemiske våben.

Hvor forskellig gruens målestokke end kan være, så synes en og samme mekanisme at knytte alle disse gerningsmænd sammen. Deres frit flydende aggressioner er ikke blot rettet mod vilkårlige andre personer, men frem for alt imod dem selv. Hvis terroristen kan opstille et højere mål for sin handling, så er det kun så meget desto bedre. Det er i den forbindelse mindre vigtigt, hvilket fantasme han eller hun ligger under for. En hvilken som helst højere instans kan her gøre fyldest – det være sig en eller anden guddommelig mission, et eller andet helligt fædreland eller en eller anden revolution. I nødstilfælde kan den myrdende selvmorder sågar snildt klare sig helt uden sådanne retfærdiggørelser fra anden hånd. Terroristens ultimative triumf består i, at han hverken kan bekæmpes eller straffes, for det tager han sig selv af. Også den øverstbefalende i god afstand af fronten afventer i sin bunker øjeblikket for sin egen udslettelse; blot nyder han, som Elias Canetti indså allerede for over for et halvt århundrede siden, at alle mulige andre, heriblandt hans egne tilhængere, må gå i døden før ham.

For os, der helst vil blive hængende ved livet, er den slags svært at forstå. Også selv om den, der ingen lyst sporer hos sig selv til at gå amok, tilhører den overvældende majoritet, har han
i konfrontationsøjeblikket med den selvmordskærlige ikke en chance. Da der formodentlig går hundredtusindvis af levende bomber rundt, vil deres vold følge os ind i det 21. århundrede. Også menneskeofferet, denne vor arts urgamle skik, oplever på denne vis sin globalisering.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her