Læsetid: 8 min.

Mennesket er forunderligt fantasifuldt

For at være en god forsker skal man dels være ubændigt nysgerrig, dels have en vis legende tilgang til sit fag, siger seniorforsker ved Nordisk Institut for Asien Studier, antropologen Ida Nicolaisen
4. september 2001

Udforskning
Ida Nicolaisen valgte sit fag, fordi hun altid har været dybt fascineret af mangfoldigheden i menneskets livsformer, siger hun.
»Det er fascinationen af det anderledes, af kulturelle udtryk der har drevet mig, kombineret med en stor nysgerrighed. Jeg tror, at man for at være en god forsker dels skal være ubændigt nysgerrig, dels have en vis legende tilgang til sit fag.«
»Selv var jeg var tidligt sikker på, at jeg ville læse etnografi, som det dengang hed, og jeg har været ubeskrivelig lykkelig for faget, der er udfordrende men også vanskeligt.
– Hvorfor vanskeligt?
»Arbejdet er meget komplekst med mangeartede slags data. Der melder sig derfor intrikate metodiske og teoretiske problemer, også fordi vi jo grundlæggende henter vores data i en kommunikation. Antropologien har af samme grund hentet inspiration fra mange fag: Naturfag, økologi og samfundsvidenskab samt historie, arkæologi, sprog- og litteraturforskningen.«
– Jeg kan ikke rigtigt forestille mig, hvad litteraturforskningen kan bruges til?
»Man kan blandt andet bruge dens teorier om narrative strukturer. Antropologien har en stærk interesse i narrative strukturer, når man skal analysere kommunikationen i et givet samfund.«
– Kan vi komme til at forstå os selv bedre via antropologien?
»Det er indlysende vigtigt at vide noget om os selv og verden omkring os. Antropologien står centralt med sit bud på, hvordan mennesker organiserer sig og med analyser af kultur. Det er en viden, der ikke er blevet mindre central med globaliseringen.«
»Der er en fascination af de andre i os alle. Men det vi forstår verden med, er begrænset af de begreber, vi har: Vores sprog, vores klassifikationer, samt vores viden og interesse. Derfor vil en maler, en biolog og en arkæolog ikke se et dansk landskab på samme måde.«
»Når vi imidlertid bliver konfronteret med andre forklaringsmodeller, får vi mulighed for at hale os selv op ved håret. Vi kan blive klar over, at vores måde ikke er den eneste. Det giver os en chance for at tænke nyt og mere nuanceret om os selv og vores verden.«
Den viden, antropologer har, er også umiddelbart praktisk anvendelig, fortæller Ida Nicolaisen.

Antropologi på sygehuset
»Antropologien har ændret sig utroligt meget de sidste
årtier. Den har bevæget sig fra beskrivelser af traditionelle samfund i Den Tredje Verden til at beskæftige sig bredt med samfund og kultur i et globalt perspektiv. Vi kan med held arbejde i egne samfund med de metoder, der er blevet udviklet gennem de sidste 60 år.«
»Her i Danmark har vi blandt andet medicinske antropologer, der studerer, hvorfor det eksempelvis går galt på en hospitalsafdeling. Ved at studere sygdomsopfattelsen hos henholdsvis læge, patient og sygeplejerske, kan de sige noget om de misforståelser, der kan opstå. For eksempel kan lægens forståelse kollidere med patientens forventninger.«
»For 40 år siden havde man også en tyrkertro på, at økonomiske modeller var tilstrækkelige redskaber for planlægningen af udviklingsbistanden. Nu har vi lært, at det er mere kompliceret. Det er vigtigt at have analyser af de pågældende samfund og disses egenart hvad angår værdier og kulturelle opfattelser. Og det er en løbende proces.«

Alle ser CNN
»Verden har ændret sig. Når jeg siger, at arbejdet er svært, skyldes det blandt andet, at antropologien ikke som tidligere slår sig til tåls med at beskrive kultur som faste helheder, men i stedet forsøge at gribe processerne og den kulturelle kompleksitet. Målet vil altid være at kunne generalisere om de menneskelige samfund, men det er svært. Vi opererer med processer, der løber utroligt stærkt i dag. Det er vores drøm, at der skulle leve isolerede samfund rundt omkring, men i virkeligheden sidder de næsten alle rundt omkring og ser CNN og råber Saddam efter deres uartige unger.«
– Sker der en global homogenisering af kulturerne?
»Her må man skelne mellem forskellige planer. Vi får fælles kulturelt gods via IT og massekulturen. Men der er stadigvæk den menneskelige fantasi, ønsket om at udtrykke sig, forskelligheder i værdier og kulturbaggrund, som vil give sig egne kulturelle udtryk. Mennesket er forunderligt fantasifuldt. Jeg tror, det bliver et andet billede fremover, men ikke mindre heterogent.«
»Før kunne vi gå ud et bestemt sted og sige: ’Kulturen er sådan her i Japan, i Kina, på Hawaii’. Det gjorde vi i hvert fald. Nu er det meget mere komplekst.«
– Vil der ikke opstå en global underklasse, der kulturelt er berøvet sit grundlag?
»Her taler vi ikke om fremtiden, de nye klasseskel er der allerede. Der er dem, der kan bruge vidensamfundet og dem, der ikke kan.«
»Det er rigtigt, at man for en række folk kan tale om social, økonomisk og kulturel forarmelse. Når jeg før talte om mangfoldighed, var det for eksempel subkulturerne i det moderne samfund, jeg tænkte på. De virkelig udsatte er de såkaldte Fjerde Verdens folk, mindre etniske grupper. De er ufatteligt sårbare. Nogle klarer sig dog nok, men der skal politisk vilje til internt som eksternt.«
»Her taler vi imidlertid om en proces, der har været i gang længe, anført af den vestlige ekspansion. Men det er dansk aktiv politik at støtte indfødte, og det er et område, der har min store interesse, siger Ida Nicolaisen.

Forfadersjæle
– Hvordan arbejder du selv?
»De sidste mange år har jeg arbejdet med, hvordan kulturer, primært i Sydøst-Asien, kategoriserer deres verden forskelligt. Det er et arbejde, hvor analyser af kroppen og seksualiteten står centralt, fordi disse kategorier er så centrale for vores opfattelse af os selv i sammenhæng med andre.«
– Kan du give et eksempel på kategoriseringer, der er forskellige fra vore egne?
»Jeg har i lang tid arbejdet med Punan Bah-stammen i Malaysia. Når man tager på feltarbejde, kommer man med en række spørgsmål og teorier, som man afprøver vekselvis med, at man får ny information. På den måde når man efterhånden frem til knudepunkter, ’kulturelle kerner’, kunne man sige, eller spørgsmål, som folk på stedet i særdeleshed er optaget af.«
»I dette tilfælde udgjordes kernen af tanker om, hvordan mennesket bliver til, og hvad det egentlig er. Punan Bah ser det på to måder: Mennesket er for det første et fysisk væsen, skabt af mandens sæd og opfostret i livmoderen, hvor det næres af menstruationsblodet, som man jo kan iagttage udebliver, så længe kvinden er gravid.«
»Men barnet bliver først en person via at en forfadersjæl, der tager bo i det, og den kommer ikke med det samme. Derfor har Punan Bah et fuldkommen afslappet forhold til abort, og op til barnet er seks måneder, bliver det heller ikke begravet, hvis det dør.«
»For Punan Bah er begravelsen en meget vigtig handling, der skal sikre, at forfadersjælen hver gang vender uskadt og hel tilbage til himlen for efter et ophold dér at lade sig genføde (de tror, der er syv himle). Derfor er ritualet ikke vigtigt, hvis sjælen endnu ikke har taget bo i barnet. Men har den først det, sendes de døde til gengæld op til himlen med alt, hvad de har brug for: Tøj, mad, Samsonite-kufferter osv. Det meste af det økonomiske overskud går faktisk til begravelser.«
– Hvor længe er man ligeglad med de små børn?
»Indtil man kan mærke, at de har en bevidsthed. Men det lille barn skal være ved moderens bryst. Det stærkeste, man kan sværge ved, er moderbrystet.«
»De er absolut ikke-voldelige. Man må ikke slå børn – man må end ikke vække en sovende for ikke at skræmme sjælen.«
»Først, når man er klar over et folks kulturel kategoriseringer, har man en forståelsesramme, så man kan nå i dybden med deres forståelse af dem selv og verden omkring dem – og afledt heraf lære, hvordan man skal opføre sig.«
– Du har specielt arbejdet med nomader?
»Jeg startede som studerende med at arbejde med nomader, og jeg er i dag redaktør på større forskningsprojekt om nomadeforskning. Selv har jeg nyskrevet et bind om tuaregerne, ligesom jeg skriver om et folk i Tchad, jægerfolket Haddad, der lever i symbiose med nomadefolket Kreda. De lever i samme lejre og flytter bosted sammen. Kreda-kvinderne fletter Haddad-kvindernes hår, garver og kærner. Til gengæld får de beskyttelse – det er et område, hvor der altid er krig.«

Større dristighed
Antropologi er et utroligt populært fag i dag, fortæller Ida Nicolaisen.
»De unge har sans for, hvor verden bevæger sig hen, jeg tror der er et kolossalt behov for at forstå den iblandt dem.«
– Måske fordi de selv har været ude at rejse, før de begynder at studere?
»Ja, det er jo den moderne dannelsesrejse at tage til SydØst-Asien og Australien. De har været kloden rundt, og det ser jeg som en stor fordel.«
»Det er et vidunderligt liv at få lov til at forske. Livet igennem at få lov at stille nye spørgsmål. Det er en evne, der bør styrkes helt fra skolealderen, børns nysgerrighed må stimuleres. Det er så spændende at lære nye ting, at få lov at holde fast i dem, forfølge spørgsmål.«
– Kan forskningen så tilbyde de vilkår, du nævner?
»Der er megen god forskning i Danmark, antropologien kan bestemt være med internationalt. Men politisk bør man operere med en dristigere, meget længere tidshorisont. Jeg taler om 20-årige rammebevillinger i stedet for de tre-fem år, man i øjeblikket opererer med. Der er områder, hvor man må satse endda meget langsigtet, for et forskningsmiljø tager lang tid at opbygge og vedligeholde. Men det kræver samtidig valg, og det har vi svært ved. Det gør ondt, for det betyder også fravalg.«
»Det forundrer mig uhyre, at man ikke satser samfundsvidenskabeligt på at forstå Øst- og Sydøst-Asien. Det er der, det boomer, og det er der, vi skal afsætte vores varer i det næste århundrede. Det er derude, det vigtige kommer til at ske. Man burde satse på massiv forskning her. Ganske vist uddanner man dygtige sprogfolk, men ingen satser på den bredere samfundsvidenskabelige forskning, der er ingen steder, hvor man i dag kan henvende sig. Der bør planlægges meget mere dristigt - som i Sverige, hvor man har oprettet et Advanced Center of Graduate Studies med dette formål. Man skal turde det i lang tid. Og så skal man sikre plads for de skæve enkeltforskere.«

*Dette er den anden artikel i en serie interviews om forskningens vilkår i dag

FAKTA
Ida Nicolaisen
Antropologen Ida Nicolaisen er seniorforsker på Nordisk Institut for Asien Studier og næstformand i DANIDA-styrelsen. Hun er desuden redaktør på større forskningsprojekt om nomadeforskning, støttet af Carlsbergfondet et projekt, der udkommer i 16 store bind. Selv har hun nyskrevet et bind om tuaregerne, ligesom hun skriver om et folk i Tchad, jægerfolket Haddad, der lever i symbiose med nomadefolket Kreda. red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her