Læsetid: 5 min.

Mens vi venter på USA

Det kan tage lang tid, før USA er klar til den forestående militæraktion i Afghanistan
20. september 2001

USA’s militær vil næppe slå til mod Taleban og Osama bin Laden før om fire-fem uger. Det skyldes dels, at den amerikanske regerings viden og efterretninger om Afghanistans aktuelle situation endnu er ret begrænset – dels at USA endnu er ret uforberedt på at skulle udkæmpe en krig i et så vanskeligt et terræn og så fjendtlige politiske omgivelser.
Samtidig med at den amerikanske generalstab forbereder den forestående militæroperation, forsøger europæiske regeringer at overtale USA til kun at iværksætte et begrænset felttog med et begrænset antal landtropper. I modsat fald løber amerikanerne risikoen for at synke fast i det afghanske morads.
»USA’s væbnede styrker har ikke en eneste soldat eller officer, der taler pashto (hovedsprog i Afghanistan, red.). De vil først skulle hyre i hundredvis af pashto-
talende tolke. Alene dette viser, hvor langt tilbage amerikanerne er i deres forberedelser til en kommende landkrig i Afghanistan«, siger en højtstående vestlig militærembedsmand.
Pashto er det sprog, der tales af Afghanistans godt 10 millioner pashtunere, heriblandt Talebanerne i den sydlige del af landet, der formentlig vil blive den centrale krigsskueplads , når de amerikanske styrker indleder deres aktion for at pågribe bin Laden. Den amerikanske hær råder ganske vist over flere tolke, der taler persisk – et sprog, der er almindelig udbredt i de centrale og nordlige dele af Afghanistan. Men de vil næppe til være stor nytte, al den stund bin Laden med stor sikkerhed gemmer sig blandt udelukkende pashtotalende afghanere. CIA har ingen agenter posteret i selve Afghanistan, og det amerikanske udenrigsministerium har ingen kontakt på højt niveau med de anti-talibanske oppositionsstyrker i det nordlige Afghanistan. Der findes i USA under et dusin akademiske eller regeringsansatte eksperter i afghanske forhold, som til fulde forstår den afghanske befolknings komplicerede sammensætning i etniske grupper, rivaliserende klaner og religiøse fraktioner.
Washingtons eneste betydende efterretningskilde er rummets overvågningssatellitter, og de er ikke i stand til at skelne klart mellem talebanske og andre afghanske krigere, endsige mellem soldater og civile. USA er derfor nødsaget til at forlade sig på de efterretninger, landet kan få fra Afghanistans nabolande og sine allierede som eksempelvis Storbritannien. At indsamle og bearbejde alle disse oplysninger vil komme til at tage lang tid.
Afgørende for, hvor vidt USA kan få brugbare efterretninger om Taleban og bin Laden-gruppernes troppebevægelser vil være, i hvor høj grad Pakistans efterretningsvæsen, ISI (Interservices Intelligence), som hidtil har været Talebans vigtigste partner, vil være indstillet på at samarbejde med CIA.
Pakistans præsident, Pervaiz Musharraf, har ganske vist lovet at samarbejde helt og fuldt, men når man tager den eksisterende mistillid, der råder mellem de to efterretningsorganisationer, i betragtning, kan det meget vel være begrænset, hvor mange detaljer ISI er rede til at røbe.

De europæiske regeringer, der er USA’s nærmeste allierede, vil forsøge at gøre deres indflydelse gældende over for Washington og advare om farerne ved at indsætte store landstyrker i Afghanistan.
»Faren er, hvis den amerikanske regering er alt for optændt af sit ønske om en massiv og voldsom gengældelsesaktion og ikke tager højde for Afghanistans komplekse virkelighed og risikoen for at destabilisere hele området«, udtalte en europæisk diplomat i går. Europæiske forsvarseksperter og militærattacheer håber, at USA ikke vil forsøge at foretage en regulær invasion og besættelse af Afghanistan – et formentlig umuligt projekt, som briterne og den tidligere Sovjetunion har høstet bitre erfaringer ved at forsøge at virkeliggøre. De britiske og sovjetiske invasioner blev slået tilbage under store tab af menneskeliv af afghanske partisaner i henholdsvis det 19. og 20. århundrede.
I stedet for denne højrisikable strategi ventes USA at ville oprette militærbaser i Pakistan og Centralasien, hvorfra specialstyrker skal angribe særligt udpegede mål inde i Afghanistan, eliminere fjendens styrker og efter få dage igen vende tilbage til basen.
De amerikanske styrker i Pakistan vil blive posteret langs landets grænse til Afghanistan, dvs. i Balukistan og i North West Frontier Province, hvorfra der kun er 15 minutters flyvetid for troppetransporthelikoptere til flere af bin Ladens baser.

Amerikanske specialstyrker på stedet vil blive foretrukket fremfor brug af satellitbilleder til at guide de luft- og missilangreb, der vil blive amerikanernes hovedvåben i forsøget på at nedkæmpe grupperne af talebankrigere og arabiske soldater.
Størstedelen af USA’s krigsindsats ventes at blive rettet mod fire provinser i det sydlige Afghanistan: Kandahar, Helmand, Heart og Uruzgun. Et eller andet sted i dette område vil Talebans ledelse og bin Laden forsøge at skjule sig.
»Der vil absolut ikke være nogen pointe i at bombe provinsens byer, for de vil for længst være evakueret af både befolkningen og Taleban i det øjeblik, krigen begynder, og desuden er disse byer stort set ødelagt i forvejen,« bemærkede en europæisk regeringsembedsmand i går.
»USA vil måske også forsøge at erobre en flybase i selve Afghanistan og benytte den som brohoved for angreb inde i landet. Men at sikre en lufthavn vil kræve tilstedeværelsen af omkring 20.000 soldater alene for at bevogte den nærmeste periferi«, tilføjede han.
Sovjetunionen opførte flere stort anlagte flybaser i Afghanistan efter sin invasion i 1979, men de fleste af dem er omigivet af bjerge, hvilket gør landingsbanerne til nemme mål for Taleban-partisaner bevæbnet med raketudstyr.
Den sikreste luftbase ligger i Shindand, syd for Herat i det vestlige Afghanistan, og er i højere grad omgivet af ørken end bjerge. Samtidig vil USA være nødt til at hverve afghanere til at kæmpe på sin side, bevæbne dem og finansiere dem og sætte dem ind imod Talebans stillinger i de mange afsides liggende bjergkløfter og dalstrøg i Afghanistans bjergrige terræn. De afghanske anti-talebanstyrker, som hurtigt vil kunne erobre Shindand og Herat, såfremt USA stiller flystøtte til rådighed, bliver anført af Ismail Khan, som allerede har erobret store landområder fra Taleban i den nærliggende Ghor-provins. Men andre steder i det sydlige pashtun-bælte, der hvor Talebans vitale bastioner ligger, findes der for øjeblikket ingen modstandsbevægelse.

De amerikanske styrker ventes derfor at ville anspore de lokale pashtun-klaner til at forsøge at oprette en – en taktik, der også blev benyttet af briterne i det 19. århundrede. I det nordlige Afghanistan har Den Forenede Front (UF), der kæmper mod Taleban, allerede givet tilsagn om at stille 15.000 soldater til rådighed for den amerikansk ledede alliance, og med amerikansk luftstøtte vil den hurtigt kunne erobre alle større byer i nord. Talebans kampmoral i nord er i forvejen stærkt svækket. Bevægelsens soldater i området er langt væk hjemmefra og frygter at få afskåret alle tilbagetogslinjer mod syd. Imidlertid har UF kun en sparsom tilstedeværelse i pasthun-bæltet i syd, og det vil givet blive her, at krigens største slag vil komme til at stå.

*Ahmed Rashid er pakistansk forfatter og journalist

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu