Læsetid: 6 min.

Mens verden går under

Kort efter angrebet i USA indledte Björk sin koncertturné i Stuttgart
13. september 2001

Koncert
STUTTGART – Uden at jeg helt har gjort mig det klart, har jeg i virkeligheden nok drømt om den her tur, siden jeg var cirka 14 år. Dengang tog min far mig med til Iggy Pop-koncert i KB-hallen. Oppe på balkonen var lyden øresønderrivende høj, men det jeg mest af alt lagde mærke til var Informations musikanmelder, Gordon Inc, der sad på bageste række og tog noter på en bærbar computer. I det øjeblik forstod jeg, hvad det var at være tjekket.
Nu er det min tur. Når min ti timer lange togtur er overstået, er det mig, der skal sidde på et koncertsalsæde og tage noter til Björks koncert, starten af hendes længe ventede turné, tirsdag aften i Stuttgart. Når hun senere på turneen kommer til København, skal ifølge rygterne intet mindre end Det Kongelige Teaters gamle scene indtages – her i Stuttgart gælder det den også meget kultiverede Hegelsaal. Den genstridige islandske trold har desuden et godt live-ry, så der er god grund til at glæde sig.
I Hegelsaal er den sorthårede ungdom forsamlet. Der er helt udsolgt. Jeg prøver at danne mig et helhedsindtryk af publikum. Folk er pyntede på en skødesløs måde; flere ser ligefrem Björkagtige ud med sære kjole- og blomsterarrangementer. Ikke alle bærer det så godt som Björk. Læderjakker og læderbukser er helt klart overrepræsenteret, og en affarvet fyr, som har set min blok, stiller sig omhyggeligt foran mig i sin fine ’New Model Army’-jakke. Han har både metalkæde i læderbukselommen og hiphop-nøglebånd i jakkelommen. I 2001 er der tydeligvis plads til alt, og hans ven har til gengæld sat lilla hår sammen med en slags affaldspose om livet og ærmer af forrevent nylon.
Selv om publikum er blandet, er der dog ikke mange af de helt grønne teenagere iblandt. Björk er for folk i tyverne. Gerne folk, der blasert kultiveret ser ud, som om de går til koncerter hver dag og aldrig betaler billetten selv. I Danmark har jeg lagt mærke til, at det i visse kredse nu er blevet moderne at sige, at man er lidt træt af Björk. Ikke specielt på grund af musikken, men fordi stemninger altid udvikler sig sådan. Hvis for mange bliver enige, gælder det om at være imod. Og mange er enige. Det nye album Vespertine ligger nummer et på den danske cd-salgsliste, og her i Tyskland er Björk også et rigtig solidt navn.

Alting er spidst
Stemningen er summende forventningsfuld. Stilen er urban, nonchalant og selvsikker, men de nyfarvede hanekamme, stilethælene, fløjlsjakkesættene og smilene afslører, at i aften skal være en stor aften. Interessen samler sig om sedlerne på døren, hvor det meddeles, at det kun er tilladt at gå ind og ud af salen i pauserne, samt at medbragte ’Handys’ skal slukkes. Man noterer sig civiliseret reglerne. Det er meget sødt.
I selve salen er der direkte grimt. Hegelsaals dekorationer ligner store, kantede brækklatter, der er smurt ud over de bleggrå vægge. Alting er spidst, asymmetrisk og forstyrrende. Sceneopstillingen er til gengæld imponerende. Ud over de 20-30 pladser i orkestergraven, der er domineret af strygere, er der stillet et overflødighedshorn af lydfrembringelse op på scenen.
Lysene dæmpes, og da opvarmningsbandet Matmos går på scenen, må de vinke venligt til os for at markere, at de ikke er lydmænd. De indleder showet med at køre et tandlægebor på en lang rejse hen over huden på et af bandmedlemmerne, mens et lille kamera forstørrer billedet af boret op på et lærred. Det er enormt ubehageligt. Mange tilskuere går stadig rundt og leder efter deres pladser uden at opdage boret, der ser ud til at bore sig dybere og dybere ind i hans kød. I næste nummer har Matmos fundet et søgrønt fuglebur frem, som de spiller på ved at knipse. Bagefter saver de i det. Aldrig har 3.000 mennesker siddet så stille i Hegelsaal og lyttet til nogen save i et fuglebur med en nedstryger. Da Matmos begynder at krølle papir og slå på en brandslukker, begynder folk at udvandre. I en lind strøm klaprer de ud i foyeren, hvor store mængder sect og Stuttgarter Hofbräu skylles ned, mens alle venter på the real thing. Matmos’ medlemmer gnider på en hvid ballon.
Endelig holder de op, men kun for at komme ind igen efter pausen sammen med Björk og hendes orkester. Under hele hendes koncert sidder de i deres helt egen computerverden og skruer på knapper. Björk kommer ind i en sort version af den svaneham, hun havde på til Oscaruddelingen, og taget letter. Jeg kommer til at tænke på David Humes eksempel på induktionens (de empiriske følgeslutningers) fejlbarlighed: Man vidste med sikkerhed, at der ikke fandtes sorte svaner, indtil man opdagede sorte svaner i Australien. Så blev sandheden lavet om. Måske er Björk en slags eksempel på den musikalske induktions fejlbarlighed. Måske gør hun simpelthen hele tiden ting, som ikke fandtes i popmusikken før.

Hilsen til Gotham
For eksempel har hun i dag medbragt et grønlandsk kor af femten smukke inuitkvinder. De synger enstemmigt og danner sammen med de isformationer, der projiceres op på bagvæggen, en nordatlantisk bund for Björks stemme. Björks ben er barfodede som Cesária Evoras og stribede med knæk under knæet. De kæmpe skygger på væggene ligner flaksende fugle med mikrofoner. Hun lyder ikke som en fugl, men som Björk – helt spinkel og bomstærk på samme tid. På scenen hersker en afslappet, men samtidig dybt koncentreret stemning. Ikke noget med Britney Spears-koreografi her. Computerlydene integreres med de klassiske instrumenter under en dirigents ledelse, og harpen er det eneste instrument, der går igen.
Midt i sættet stopper Björk op og spørger med rystende stemme, om vi taler engelsk? Hun vil gerne »sende en tanke og en bøn til vores venner på en ø mod vest, Manhattan,« og gør det med Meredith Monks smukke ’Gotham Lullaby’. Jeg har kørt i tog hele dagen og aner ikke, hvad hun snakker om.
Jeg er allerede bekymret, fordi jeg skal nå et tog kl. 23.08, andet sæt slutter kl. 23, og jeg har allerede set vagterne stoppe en dame, der prøvede at komme ud mellem to numre. Alligevel beslutter jeg mig for at gå ind igen efter pausen. Björk vækker total jubel i en rød svanekreation (der findes da ikke røde svaner). Den yngste af inuitkvinderne træder frem og starter uden akkompagnement en guttural vekselsang med sig selv. Det lyder som en overnaturlig sælhundehosten. Computerdrengene kærtegner hinanden med ryggen til publikum, tilsyneladende væk i deres eget univers. Strubesangen går over i ’Venus as a boy’, og dørvagterne danser med hænderne over hovedet. De er de eneste, der får lov til at stå op. Hos alle andre er stemningen så varm, som den kan blive, når man skal blive siddende på sit sæde.
Jeg har ondt i maven ved tanken om at skulle rejse mig op og forstyrre koncentrationen i den irritable musiktrolds elverrige. I forvejen tør jeg overhovedet ikke tænde computeren og ligner derfor ikke i det mindste Gordon Inc. Til sidst faker jeg et mindre ildebefindende og slipper ud. Da dørene lukker sig bag mig, bliver Hegelsaal grim, kold og kantet igen.
Først på Stuttgart Hauptbahnhofs miserable McDonald’s ser jeg CNN-reportagerne fra angrebene på World Trade Center. »America under attack«. Brutalt rusket ud af den islandske elverstemning er jeg overbevist om, at Tredje Verdenskrig er brudt ud, og jeg er den eneste overlevende på den øde banegård. Selv om Björk og inuitkvinderne vel stadig står og synger i Hegelsaal, er det, som om de slet ikke hører til i den verden, jeg nu er i. Det bliver en lang togtur hjem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her