Læsetid: 4 min.

De misbrugte børn

Vidnesbyrd om Hitler-Jugend i god fremstilling af ungdommens vilkår i Nazi-Tyskland
4. september 2001

Ny bog
I sidste øjeblik bedrog han dem endnu engang, lige så konsekvent som han havde bedraget dem fra første færd. Den 30. april 1945, da den sidste reserve var sat ind for at udskyde det uundgåelige, tog han i førerbunkeren en tavs afsked med de nærmeste medarbejdere og trak sig så tilbage med Eva Braun. Inde fra det private kvarter lød lidt efter et skud, som de tilstedeværende ventede, men knap kunne høre for den heftige sovjetiske kanonild langt over betonloftet oppe i Berlins gader.
Adolf Hitler havde løjet for sidste gang. Føreren af det nazistiske tusindårsrige, der havde holdt i 12 blodige år, faldt ikke med våben i hånd mod de slaviske horder, således som han forlangte af sine landsmænd, unge som gamle, ja selv børnene, men knuste en giftkapsel mellem tænderne og skød sig en kugle for panden. Et folk og dets hele ungdom drog han og hans forbryderiske regime med sig i faldet. Havde det stået til diktatoren, burde alle til hobe være gået til grunde i nederlaget. Det tyske folk var ham ikke værdigt, når det tabte krigen og bukkede under for indtrængende magter. Det tyske folk og den tyske ungdom havde ifølge denne perverterede tankegang ingen ret og ingen fremtid og burde følgelig forsvinde fra jordens overflade.

Døden som mål
Tilbage stod de overlevende, som havde givet deres liv i pant til dette vanvid: »Vi er en generation uden hjemstavn og uden afsked. Vores sol er smal, vores kærlighed er grusom, vores ungdom er uden ungdom. Vi er en generation uden binding, uden fortid, uden anerkendelse.« Således beskrev Wolfgang Borchert, der selv var knap 18 ved krigsafslutningen, den dybe eksistentielle fortvivlelse der greb og prægede disse vragrester af en ungdomsgeneration, de af den der overlevede, fra det øjeblik – og for en dels vedkommende også før – den store illusion brast. Da lå Tyskland i ruiner, og Hitlers børn stod slagne og foragtede tilbage – stadig frygtet af verden omkring.
»I vore øjne skal fremtidens tyske dreng være slank og rank, hurtig som en mynde, sej som læder og hård som stål fra Krupp«. I disse og andre primitive formuleringer af det tyske, spartansk påvirkede ungdomsideal sammenfattede Hitler kravene til fremtidens tyske menneske, hvis opgave var erobrerens og herrefolkets i lydighed til døden for fører og fædreland – mål og mening med tilværelsen.
Historikeren og journalisten Guido Knopp har sat sig for at give et signalement af denne tabte ungdom, Hitler opfattede som den første af en lang række generationer, hvis opgave det var i uniformeret lydighed at erobre verden og først og sidst udrydde jøder og andre uværdige. Knopp har her fulgt sine tidligere udgivelser op: Hitlers hjælpere, Hitlers krigere, senere følger Hitlers kvinder. Bøgerne bygger på materiale, Knopp har indsamlet i forbindelse med en række tv-udsendelser i tysk fjernsyn beregnet på dem, der ikke er stiv i forudsætningerne for Det Tredje Riges historie. Serierne og bøgerne skal ses i forbindelse med den tyske »Fortidsforvaltning«. I den forstand er det godt gjort. Knopp gør opmærksom på, at disse udsagn i Hitlers børn er samlet i sidste øjeblik. Den generation, der voksede op i den nazistiske tugthus, hvad Tyskland rent faktisk var omdannet til fra 1933 ved ungdomsførerne Baldur von Schirachs og senere Arthur Axmanns mellemkomst, er ved at forlade skuepladsen.
Knopp registrerer disse smertefulde beretninger om en forførende, frygtelig tid, da en hel ungdom gik strækmarch hejlende og hadende den lige vej ud i katastrofen. I tilbageblik melder sig skammen, forbitrelsen, selvbebrejdelsen.

Medskylden
Hvorvidt Guido Knopp tilføjer nyt, hvad angår tolkningen af dette vældige magtapparats virke og funktion i Hitler-riget er tvivlsomt. Tidligere socialhistorier har gennemlyst organiseringen af nazi-ungdommen.
Knopps bog er ikke desto mindre nyttig for nye læsere, der her kan erkyndige sig om den overvældende beslutsomhed, råhed og hensynsløse målbevidsthed, hvormed nazisterne søgte at fremtvinge et nyt tysk menneske. Processen udfasede den humanistiske, tyske kultur til fordel for Nacht und Nebel-statens menneskeforagt.
Knopp gør hudløst opmærksom på Hitler-Jugends temmelig konsekvente medvirken ved folkedrabene både aktivt og i hjælpe- og støttefunktioner for morderne. Ansvaret klæber ved generationen, få kan hævde, at de ikke vidste, hvad der foregik. Skylden som sådan kan imidlertid altid diskuteres, eftersom indoktrineringen var så total og brutal at selv stærke måtte knække. I samme åndedrag må man slå fast at enkelte – som den illegale modstandsgruppe Hvide Rose i München – sagde fra og gjorde modstand og betalte den højeste pris.
Knopp har skrevet en absolut læseværdig fremstilling om denne side af civilisationssammenbruddet 1933-45, godt oversat af Anette Petersen. Det er en mangel, at der ikke er register og litteraturliste.

*Guido Knopp: Hitlers børn. oversat af Anette Petersen. 296 s. ill. Schønberg. Udkommer i dag

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her