Ny bog
Søren Kierkegaard var optaget af at skrive pseudonyme forord, der foregiver at stå uden for en fiktion, de i virkeligheden er en del af. En vis Victor Eremita indleder således Enten-eller med at betvivle den filosofiske sætning, at det udvortes skulle være det indvortes og omvendt. For at forklare sin tvivl fortæller Eremita, hvorledes han blev forelsket i en Secretair. Der i denne kontekst ikke betegner en stenograferende skønhed med favorable attributter, men en kommode med en herlighed af forskellige skuffer.
Da Eremita efter at have investeret i Secretaiten en dag leder efter penge, slår han med en håndøkse på kommoden.Den totale Rystelse i Secretairens hele Organisation åbenbarer et hemmeligt gemme. Her finder Eremita to manuskripter: æstetikerens og etikeren, assesor Wilhelms halvdele af den bog, som Eremita udgiver som Enten-Eller. Eremitas pædagogiske pointe er, at man ikke ud fra secretairens udvortes kunne slutte til indholdet af den hemmelige skuffe. Det ligner et ligeså mirakuløst fund, når forlaget Hovedland i dag udgiver Søren Kierkegaards forlovede Regine Schlegel, født Olsens dagbog, som først 160 år efter den verdensberømte brudte forlovelse når frem til udgivelse. Skeptikere tilføjer, at det samtidig ligner et kommercielt mirakel, at dagbogen rammer markedet et års tid efter Joakim Garffs komplette biografi skabte bred opmærksomhed omkring personen Søren Aabye Kierkegaard.
Forelagt kopier af Regines håndskrevne forlæg forholder eksperterne på Søren Kierkegaard Forskningscentret I København sig radikalt tvivlende over for, om dagbogens udvortes titel skulle svare til den virkelige Olsens optegnelser. Ordet falsum har været nævnt og gentaget.
Fundet i bog
Belært af Eremita læser man naturligt Erik Søndergaard Hansens forord som mulig del af en mulig fiktion. Man bemærker, at lektor Nørregaard Frandsen i sit efterskrift skriver dagbogen ind i en horisont af moderne skønlitteratur. Hvad den brudte kærlighed angår, skriver Frandsen en sætning, som måske rummer en antydning: »Hvornår opnår kærligheden vel sin yderste, højeste karat af renhed? Det gør den, hvor den ikke er blandet af den ydre virkeligheds pligtsommelighed.«
I forordet giver Søndergaard et par oplysninger om, hvordan dagbogen kom i min families eje. Som ung medicinstuderende overværede Søndergaards farfar i 1896 en auktion over Regines mands efterladte bogsamling. Farfar Søndergaard kunne ikke dy sig for at ofre 80 øre på et to-bindsværk om Kong Christians den Andens Historie.
Men hovsa: som i et hemmeligt gemme lå et lille hæfte på 32 sider forputtet lige før trykfejlslisten i andet bind.: Regine Olsens dagbog. Herefter beskriver Søndergaard omhyggeligt hæftets format, fugtskader og Olsens penneføring. Ligesom Eremita var tvunget til selv at konstruere en kronologi i den uregerlige æstetikers papirer, har Søndergaard ud fra velkendte oplysninger om hændelser i blandt andet Søren Kierkegaards liv selv dateret en række af dagbogens optegnelser.
Som forklaring på det besynderlige forhold, at han først nu udgiver dagbogen, henviser Søndergaard til, at han som udlandsdansker bosat som consulting engineerer i Dubai har været væk i mange år. Og at man i hans familie egentlig troede optegnelserne bekendte i Kierkegaardinteresserede kredse. Men ved sin pension fik Søndergaard tid til at genopdage dagbogen. Desuden undrede det Søndergaard, at forlovelseshistorien sædvanligvis udlægges, som om det var ham, der i 1841 slog op med hende.
Dagbogen
Regine Olsens dagbog starter på fra 18-årsfødselsdag i 1840, springer efter fire sider frem til affæren med Kierkegaard i efteråret og slutter ved brudet den 11. oktober 1841. Den består af lidt under 50 meget tyndt beskrevne sider. Hun fortæller kortfattet om hverdagshændelser i København, der fremstår som en mindre købstad, hvor de fleste kender alle og enhver: »Jeg troede Kierkegaard var reist til Kalundborg, men Jonas passerede ham i Bredgaden
«
Bogen vidner om vaklen mellem Fritz, som hun senere giftede sig med og Kierkegaard. Olsen skriver uden melodramatiske ungpigemetaforer. Hendes drømme om en glorværdig karriere som diva udfoldes karakteristisk knapt: »Jeg kunde tænke mig at være Skuespillerinde ved et Theater.« Et steder føles en udvortes og indvortes Mathed. Når Kierkegaard docerer om, hvad det vil sige at spatiere, konstarerer Olsen:Jeg vil hellere spadsere.
Passagerne om filosoffen refererer ofte til velkendte breve, hvor han fremtræder som en gavmild, humørsvingende og temmeligt asocial tilbeder. Olsen tilføjer, at han er slem til at sige Uanstændigheder, men ikke flittig til at kysse hende.
I den af Joakim Garff fremlagte beskrivelse af brudet, forsøger Kierkegaard uden held i august 1841 at hæve forlovelsen ved at returnere sin ring. Dernæst kommer det til en konfrontation, som kulminerer med, at Kierkegaard udbryder:Så tag dog din Frihed. I dagbogen forskydes brudet præcis så meget, som man må forvente, når to mennesker oplever det samme: Jeg sagde til Søren, at nu har han sin Frihed. Til gengæld hævder Olsen, at Kierkegaard derefter forsøgte at gennemtrumfe en officiel version, hvor han havde forladt hende. Hvilket stemmer dårligt overens med Kierkegaards journaler, hvor han roser sig selv for heroisk at have manipuleret Olsen til at tro, at hun forlod ham.
Derudover er der meget lidt nyt i Regine Olsens korte dagbog. Hverdagsbeskrivelserne er ligeså kortfattede som hendes personlige overvejelser.
Dagbogen lever først for alvor i citater fra Kierkegaards breve: Han kalder min Kjærlighed en Comedieplakat og sig selv en Correcturlæser. Det eneste der mangler for at fuldende de 83 sider som Kierkegaardpastiche er, at udgiverens navn afsløres som pseudonym i en fiktiv fortælling.
*Regine Olsens dagbog. Udgivet af Erik Søndergaard Hansen, efterskrift af Johs. Nørregaard Frandsen. 83., 129 kr. Hovedland
