Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

28. september 2001


Finn Jørgensen, 75
*En af socialpsykiatriens største fortalere er død. Finn Jørgensen var fra 1967 overlæge ved Sankt Hans Hospital i Roskilde. Han blev lektor i socialpsykiatri ved Københavns Universitet og tog sig af mange af psykiatriens randområder, bl.a. i Mødrehjælpen, Kirkens Korshær, Kofoeds skole og revalidering. Han gik ind i arbejdet med unge og stofmisbrug, vold i familien, social nedslidning, isolationsfængsling og blev en af distriktspsykiatriens store inspiratorer. Han startede for mange år siden det af mange læger og socialarbejdere kendte og benyttede Vesterbroprojekt.
Videnskabeligt var Finn Jørgensen rationalist, han gik uden om luftige ideologier. Hans videnskabsteoretiske fundament var bl.a. Popper, dvs. at et idésystem skal være rimeligt modsigelsesfrit. Samtidig var hans idéer og projekter båret af empatisk indsigt. Han var ikke positivist og sagde, at »tal kan bruges til at tænke med, ikke til at skilte med«. Psykiatrien vurderede han med den amerikanske sociolog Talcott Parsons. Gensidige forventninger og fælles værdier vekselvirker og er med til at definere aktørernes roller. På den måde kom psykiatrien selv på briksen. Det forstod en række kolleger som venstreorienteret antipsykiatri, hvortil Finn Jørgensen sagde: »Det viser dansk psykiatris provinsialisme, at man kan blive bange for en stærkt højreorienteret sociolog«. Han var hverken antipsykiater eller brød sig om den selvtilstrækkelige traditionelle psykiatri.
Da Sankt Hans Hospital blev ramt af nedskæringer til skade for patienterne, forlod han i 1988 med et brag hospitalspsykiatrien. Siden fortsatte han sine socialpsykiatriske idéer og startede først SV-netværket og siden også Den Grønne Daghøjskole. Hans virke blev desværre brat afbrudt i forsommeren 1995, hvor han blev ramt af en apopleksi, som lammede og invaliderede ham.
Han gjorde sig tidligt gældende i den fagpolitiske debat på en måde, der enten aftvang respekt eller det modsatte. Han var selektiv i sin professionelle omgang og han hadede ’de dumme’, hvilket betød at han krævede klar faglig og holdningsmæssig markering. Han var fagligt utrolig alsidig. Ikke for at være alsidig. Men fordi han gik i dybden med noget, hvergang han så at der var et praktisk, politisk fagligt problem, det var nødvendigt at gå i dybden med. Da han med en kollega igen gik i fagpressen mod isolationsfængsling skaffede det ham den daværende Rigsadvokat på halsen. Da kollegaen blev harm og spurgte, hvad de skulle svare, sagde Finn tørt »Ingenting, han har med sit svar svaret for sig selv«. Han fandt ikke grund til unyttige slag i luften. Svær at komme ind på livet af. Behersket, klarsynet, med en ufattelig viden og overblik, med en sårbarhed og poesi, man kun fik lov at gætte sig til, parat til at hugge til når tiden var inde. Finn Jørgensen modtog adskillige priser for sit arbejde.Inf.

Karl Eduard von Schnitzler, 83
*I 30 år var Karl Eduard von Schnitzler DDR’s chefkommentator, der trodsigt søndag efter søndag dukkede op i tv-programmet ’Der Schwarze Kanal’ og svovlede mod den propaganda, der via vesttysk tv truede med at inficere ’arbejder- og bondestaten’ bag Jerntæppet.
Med alle tegn på afsky tog han fat på de fremførte vest-påstande – og tromlede dem flade med så forbitret en styrke, at seerne i DDR måtte le. Men sjov var ikke hans metier, von Schnitzler mente hvert eneste ord i sine i alt 1.519 udsendelser. Først i oktober 1989, et par uger før Murens fald, blev han pillet af programmet. Under de folkerige mandagsdemonstrationer hånede østtyskerne ham med råb om, at han skulle have en plads i Muppet Show.
Karl Eduard von Schnitzler var oldebarn af den tyske kejser Friedrich III, hans far var generalkonsul, en onkel bankier. Efter Anden Verdenskrig begyndte Schnitzler som medarbejder ved radioen i den britiske besættelseszone, men skiftede som overbevist kommunist til radioen i den sovjetiske zone. I DDR-regimet nød han stor anseelse som omvendt adelig. Måske skal forklaringen på hans forstokkelse også søges her – bruddet med familien var så fundamentalt, at der ingen vej var tilbage; hvis DDR gik under, ville hans liv være spildt.
Murens fald betød afslutningen på den glorværdige karriere, men ikke på hans overbevisning. Til sin død i sidste uge fastholdt han, at »DDR er det bedste, der er sket i Tysklands historie« – et synspunkt, han også fremførte, når skruppelløse medier i underholdningens navn gav ham adgang til avisspalter eller tv-studier.
Ordene »jeg tog fejl« kom aldrig over Karl Eduard von Schnitzlers læber. Han overgav sig ikke til klassefjenden. For ham var kapitalismen kun ækel, og end ikke virkeligheden kunne bringe ham på andre tanker. DDR’s stemme er tavs, men de svovlrige manuskripter fra ’Der schwarze Kanal’ er tilgængelige på internettet (http://dra.orb.de).wpr

Jørgen Paulsen, 92
*Forhenværende direktør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, Jørgen Paulsen, Hillerød, er død, 92 år.
Jørgen Paulsen blev cand. mag i 1934, og efter et år som gymnasielærer blev han assistent på Frederiksborg Slot og i 1938 museumsinspektør.
Fra 1953 til 1976 var han museets direktør, og det var under hans ledelse, at museet på Frederiksborg Slot udviklede sig til et populært udflugtsmål for almindelige mennesker med interesse for det historiske og nationale.ritzau

Samuel Z. Arkoff, 83
*Mere end 450 film nåede Samuel Z. Arkoff at producere i løbet af sine næsten 50 år med AIP – American International Pictures. Han var den ukronede konge af drive in-filmen, og sammen med sin partner James H. Nicholson forstod han at pirre publikums nysgerighed med opsigtsvækkende filmtitler og indhold, der spekulerede i sex og tidens trends.
AIP kom til på et tidspunkt, hvor filmbranchen fik en nedtur pga. fjernsynets indtog i dagligstuerne. Men Arkoff vidste godt, at teenagerne ikke gad sidde hjemme med forældrene og se tv. De ville hellere sidde i en drive in-biograf med armen om kæresten, og mellem ’56, hvor AIP blev stiftet, og ’72, hvor Nicholson forlod firmaet, havde de to opfindsomme filmfolk stort set teenagepublikummet for sig selv.
Næsten som på samlebånd producerede AIP gyserfilm (I Was a Teenage Werewolf (’57)), bikerfilm (The Wild Angels (’66)), surferfilm og bikinifilm (How to Stuff a Wild Bikini (’62)) – hele tiden ud fra Arkoffs filosofi om, at »man ikke skal bruge for mange penge på én film. Og de penge man bruger, skal man kunne se oppe på lærredet. Lad være med at spilde dem på skuespillernes ego’er eller på ligegyldige ting, som måske appellerer til fisefornemme kritikere.«
Mangen en skuespiller og instruktør fik deres første opgaver på en AIP-film: Michael Landon, Charles Bronson, Nick Nolte, Martin Scorsese, Woody Allen og David Cronenberg, for nu bare at nævne nogle få. Ligeledes fandt AIP plads til ældre skuespilveteraner, som de etablerede producenter ikke længere havde brug for, og gav dem en chance til: Vincent Price, Boris Karloff og Peter Lorre. CMC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her