Læsetid: 3 min.

Med Nietzsche på podiet

Rüdiger Safranski, forfatter til en ny og meget omtalt Nietzsche-biografi, mødte torsdag sine danske læsere
29. september 2001

Forfattermøde
At Nietzsche skulle blive noget så sjældent som en populær filosof er, når man tænker lidt over det, en så overraskende tanke, at kun en Nietzsche kunne forudse det. Mens han skrev, var der i hvert fald ikke ret mange andre end ham selv, som anede, hvilken gennemslagskraft hans filosofiske dynamit skulle få på det tyvende århundredes tænkning. For selv om Nietzsches retorik er lige så spektakulær som hans overskæg, så er han svær at få hold på, og bag de bramfri ord skjuler sig ofte de mest sarte betydninger.
En af de første, der havde sans for hans geni, var Georg Brandes, og historien vil, at næst efter Kierkegaard er
Nietzsche blevet noget nær den mest læste tænker i Danmark.
Han blev oversat til dansk meget tidligt, landets antikvariater bugner med slidte udgaver af Således talte Zarathustra og alene inden for de sidste 10 år er der blevet udgivet mere end et dusin
Nietzsche-titler på dansk.

Nietzsches lidenskab
Det var derfor ikke overraskende, at Goethe-instituttet trak fulde huse, da forfatteren Rüdiger Safranski forleden præsenterede sin nye Nietzsche-biografi, der netop er udkommet på dansk.
Safranski er efterhånden også herhjemme blevet berømt som en formidler, der forstår at gøre tung tysk filosofi tilgængelig for et større publikum end normalt. Således også med Nietzsche. En biografi om hans tænkning har solgt godt siden udgivelsen. Men af en biografi at være fylder det biografiske stof i Safranskis Nietzsche påfaldende lidt.
»Det er ikke uden problemer at biografere netop Nietzsche«, forklarede Safranski sit publikum. »Nietzsche følte sig konstant truet af middelmådigheden, og han var en stærk, men også meget følsom kritiker af det, han kaldte ressentiment, altså nag.
Han betragtede biografier som et udtryk for en ressentiment-kultur, der reducerer den frie tanke til biografiske data. At skrive en Nietzsche-biografi i den angelsaksiske common sense-tradition ville være problematisk. Derfor valgte jeg at skrive en biografi om hans tænkning. For den vigtigste del af hans liv, fandt sted i hans tænkning. Tænkning var hans store lidenskab, og det skal man tage alvorligt.«

Tænkning som proces
Men hvis Nietzsches liv bestod af tænkning, så handler hans tænkning til gengæld om liv. Han var livsfilosof og potenserede begrebet om liv i en sådan grad, at selve hans tænkning kom til at ligne en selvstændigt muterende livsform.
»Nietzsches tænkning skal forstås som en proces. Man kan studere filosoffer som Kant og Descartes ud fra resultaterne af deres tænkning, og selv Schopenhauer beholder et bestemt verdensbillede. Men hos proces-tænkeren Nieztsche er alting i forandring. Han følte sig som et eksperiment i den vestlige tænknings laboratorium og sagde, at han var dynamit.«
Efter denne introduktion forsøgte Safranski med en blanding af oplæsning og fri improvisation at gelejde sit publikum gennem højdepunkterne i Nietzsches tankeproces fra Tragediens fødsel til Viljen til magt.

Nietzsche og nazismen
Denne rundvisning i Nietzsches mentale laboratorium bragte måske ikke så meget nyt om Nietzsche, men til gengæld viste den, hvordan hans tænkning opererer i en stadig forandrende spænding mellem polære kræfter.
Safranski fortalte om Nietzsches vanskeligheder med både at skrive om og med den dionysiske kraft, og pegede på denne dobbelthed som en årsag til, at man så ofte går fejl af Nietzsche. Samtidig advarede han mod tendensen til at tørre alle de politisk ukorrekte elementer i Nietzsches tænkning af på dennes søster. Ganske vist forvanskede Elizabeth Nietzsche en del af sin brors skrifter, så de bedre kunne tilpasses en nazistisk ideologi. Men med sine antidemokratiske og socialdarwinistiske tanker, appellerede han også selv til farlige politiske eksperimenter.

Biografisme er et våben
Bagefter var der spørgsmål. Og for en gang skyld var der ikke tid til den sædvanlige hvem-tør-stille-det-første-spørgsmål-på-tysk-tøven.
Der blev spurgt ivrigt om Nietzsches psykiatriske diagnose, om hans metafysik, og om der gemte sig ydmyghed bag hans megalomani. Safranski svarede beredvilligt, men undlod ikke i filosofiens tjeneste at berøre prekære spørgsmål om onani, syfilis og bordelbesøg.
En tilhører bemærkede, at Nietzsche ikke selv holdt sig for fin til at benytte sig af »kammertjener-biografisme« i sit opgør med faderskikkelsen Wagner. Til dette bemærkede Safranski: »Biografisme bruger man til at holde sig nogen fra livet.
Det er et våben. Og det forstod Nietzsche bedre end nogen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her