Læsetid: 3 min.

Norsk træ

Nikolaj Lie Kaas er ikke overraskende forestillingens raison d’être og med stærkt birollespil er Det Kgl.s opsætning kun et par sving af beskærersaksen fra den totale revitalisering
10. september 2001

Teater
Teaterhistoriens norskeste turbulens, Ibsens Peer Gynt fra 1867, hører til de usalige, der kun kan (be)gribes til bunds via noteapparat og baggrundskendskab. Ophavsmanden befandt sig i en opbrudssituation fra desperat teaterdirektør til fuldtidsforfatter, og det kulturelle foregangsland Danmark havde lige fået bøllebank af tysken, mens resten af Europa så den anden vej – til forfatterens forbitrelse.
På de indre linjer fandt Ibsen delvis holdepunkter hos Hegel, og samtidigt tørnede dønningerne efter det romantiske lynnedslag – Oehlenschlægers pamfiliusfabel Aladdin – sammen med Ibsens surt akkumulerede kynisme. Altsammen – i kortversion – baggrundsmusik for det versepos, som Ibsen ’som i en vinrus’ skrev på sin flugt til Italien med den myldrende norske folketrosmytologi som underlag og det kristne værdisæt som delvist kompas. Mest styrer Polonius’ formaning til den bortrejsende Laertes; »To thine own self be true, then canst thou be false to any man.«
Den hovedperson, der kom ud af kaoset, er selvsagt ikke enkel. En antihelt og prøveklud, oprører og medløber, lystløgner og visionær, kærlig søn og hurtigkølende forfører, men først og fremmest opportunistiskt sin egen. Hverken kunstnerisk eller psykologisk helstøbt, men monomant sin egen ivrigste fortaler og spekulant.
Dette fantom har projektet Peer Gynt på agendaen, Peer Gynt i neon over fjeldtoppene, Peer Gynt på møntsiden, aktiemarkederne, verdenshistorien og – aldrig glemt – hjemme i bygden.
Trods mobning, mindreværd og mytomani i sit flag er det dog befriende umuligt at lægge den ydre taber og indre fantast Peer i freudiansk benlås, kunsten unddrager sig teorien og ’Peer’ er på én gang for sin ophavsmand selv bitter erfaring/selvopgør/omverdenskonfrontation og som konstruktion livsretning/livsvalg/type, snarere end en dramatisk person, der både hænger sammen, har indre liv og kan bringes til live.
Stykket er da heller ikke i første omgang skrevet til scenen.
Kort sagt: Nærmest uspillelig.

Maagaard tør
Når nogen alligevel en sjælden gang tør, er det som regel fordi de har den fødte Peer-spiller. Det Kgl. har Nikolaj Lie Kaas; yderligere forklaring overflødig. Kaas’ talent er i en vis forstand større og ældre end spilleren selv; at lykkes med Peer i Kaas’ alder er meget få beskåret, men talentets unge brusen, hans følsomhed, fysikalitet og instinktive sceniske fodfæste kommer tættere på en levendegørelse af den tunge sag, end man turde drømme om. Som Per flyver på bukken ud på de 10.000 favne, flyver Kaas på teksten – når poesiens duft for sjældent hænger efter dem, er det et led i den samlede nøgternhed, som stammer fra instruktøren. Der ellers kun lægger godt til kontoen med denne dødsforagtende satsning.
Maagaard har – tiltrængt – nyoversat med heldig hånd i de nødvendige moderniseringer og er gået til indstuderingen på den eneste måde, der er mulig i dag: Ved at skrælle vidtløftigheden ned på samme måde, som Peer skræller sit berømte løg.
På sin livslange turen verden rundt kikser Peer samtlige de moralske konfrontationer, forfatteren lægger ud for ham. Eller tørres grundigt, advares forgæves og misser de tilkastede chancer for rehabilitering.
Ibsens overkill af karakterer møder Det Kgl. med et usædvanlig stærkt spillende ensemble – fra Cecilia Zwick Nash’ åndenøds-kødelige brud og Grønklædte, Ole Ernsts insisterende Knappestøber og Lars Lipperts suverænt skræmmende Passager i scenografiens kup, sejlads under den åbnede turbinekuppel. Til Lene Vasegårds udstrålingsstærke Kari og Pen, Søren Sætter-Lassens filosofiske røgslør Begriffenfelt, Kristian Holm Joensens brudgom og tredje hjul i den internationale snyltertrio med Ole Westh-Madsen og Annika Johannesen, Birgitte Simonsens cigarethæse marcipanfristelse, Helge Scheuers Dovregubbe og – med sleben førstehjælp, da forestillingen til sidst falder i omdrejninger og de fireenhalv time begynder at mærkes – Benny Poulsens farlige, men uinteresserede Mefisto – Peer, selv som synder var du for gennemsnitlig !

Ikke så ringe endda
I den spillestærke vrimmel står Kirsten Olesens mor Aase og Sonja Richters Solveig blegt; den ene er lovligt olesensk, den anden lovligt spæd – ren og uskyldig og med en yndig sopran, bestemt, men lovligt anæmisk over for Kaas’ vildbasse.
Den scenografiske tænkning er Maagaards forlængede arm, ingen dekorationer, kun en poleret trævæg, norwegian wood..., få rekvisitter og stilrene trediverkostumer i bydgescenerne.
Et par klip mere med den store saks – væk med garnnøglescenen f.eks. – og Ibsen var sluppet slanket og forfrisket gennem radikaliseringen. Jeg tror ikke, det er muligt at gøre en naiv-kynisk motiv- og temastorm som Peer Gynt til gribende teater i dag, men tilnærmelsesvist hvast, vittigt, grumt og visuelt flot som i Turbinehallen er ikke så ringe endda.

*Peer Gynt af Henrik Ibsen. Instr., ovs. & bearb.: Jan Maagaard. Scen.&kost.: Lars Juhl. Komp.: Søren Sigumfeldt. Kor.: Bill Holmberg. Det Kgl. Teater, Turbinehallerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her