Læsetid: 3 min.

O, at være en hund

Dorrit Willumsen har skrevet et blankt komisk mesterværk – et dobbeltportræt af hende selv og en tigerstribet granddanois
14. september 2001

(2. sektion)

Biografi
Bogen, hvor hunden er større end damen kom bogen til at hedde sidste weekend, da jeg (som led i kampen for at få lov til at læse den i stedet for billedbøger) viste den toårige forsidebilledet: Dorrit Willumsen, smuk og smilende hen over sin (nu afdøde) tigerstribede granddanois Tøs, som bogen Tøs – et hundeliv handler om. Både hund og forfatter ser lykkelige ud, blanke i pels og hår.
Den toårige fornemmede også, at jeg nød bogen. For Tøs – et hundeliv er ganske enkelt et lille komisk mesterværk, som forsiden antyder et dobbeltportræt af hund og menneske på niveau med Karen Blixens skildring af antilopekiddet Lulu i Den afrikanske Farm. Hunden er, sin størrelse til trods, et dybt feminint væsen, varm og moderlig, yndefuld og æstetisk bevidst, så den engang faldt i karpedammen, fordi den gik til side for en lilje.
Men bogen er også så skæg, fordi Willumsen her for første gang kører sin sans for det surreelle (Dukken Coppelia!) ud i ren deadpan-humor, hvor mennesker i vanvittige situationer forsøger at lade, som om alting er helt naturligt.
Bogens fortæller betragter nemlig både sin hunds, sin mands, sin søns og sin bils indflydelse på hendes liv som en form for naturkatastrofer, man lige så godt kan underkaste sig som regnvejr og togtider. Hvis hunden spiser de fine, franske støvler, skider på Vindroses nylagte forlagsgulvtæppe eller spolerer lærde interview og foredrag ved sin blotte kolossale tilstedeværelse og larmende kærlighedstilkendegivelser – ja, så lever man med det. Hvad ellers?

Mesterskab
Willumsens mesterskab i mild forundring og accept af afsindige forhold ses her, da hunden har trukket hende omkuld, og hun har hudafskrabninger over halvdelen af ansigtet:
»Der gik rygter om skilsmisse, mens mit ansigt skiftede farver, mere dramatisk end en kamæleon. Jeg begyndte i svulmende rødt. Så blev jeg blå, dybt blå. Det kunne ligne en meget hidsig øjenskygge, der var bare det, at den var flydt ned over hele venstre kind. Den sidste farve var forfærdelig. Den lignede karry tilsat tobak og passede ikke til noget som helst. Da det endelig var overstået, havde jeg langt færre rynker i venstre side end i højre. Men nogen egentlig ansigtsløftning vil jeg ikke kalde det.«
Ingen må dog kritisere det elskede dyr. Når en hundesagkyndig påpeger, at hvalpen for sin alder skulle have været større, erklærer fortælleren (150 cm høj) kampberedt: »Det skulle jeg også.«
Selv om familien Willumsen/Ørnsbo (mand og dengang 11-årig søn med forfatterfornavnene Jess og Tore) næppe helt er en Statens Husholdningsråd-familie, ja så er hundens tilstedeværelse trods alt en betydelig kaosfaktor. En dag får Jess (der oprindelig bestilte hunden) også nok og råber: »Nu må I vælge, hunden eller mig!«
»Hunden,« svarer kone og søn »med blanke, kyniske stemmer«. Både Jess og hunden blev dog boende (og for Ørnsbo-læsere er en 20-årig litterær gåde opklaret: Her er jo ingen ringere end ’Vapperen’ fra hans digte.)

Fremragende studie
Men selv uden hunden er huset åsted for hemmelige dramaer, som ville drive et menneske til vanvid – hvis ikke det netop morede hende. Jo værre, jo bedre.
Som når Willumsen med sin sans for farve, duft og bristefærdige billeder beskriver oprivende begivenheder i et akvarium med piranjaer »med udmærket tandsæt«, eller hvordan en fisk bider en smuk cylinderrose til cigaretskod, og rosen tager grusom hævn ved at udskille en gift, der lægger akvariet øde. Og så er der selvfølgelig svigermor, der på vej til en beskyttet bolig flytter ind i seks måneder...
Også for dem, som er oprigtigt interesseret i Willumsens forfatterskab, er Tøs en fremragende studie i forfatterholdning og -synsvinkel.
Willumsen investerer i hundens tanker og følelsesliv præcis som i Bangs og dronning Theodoras. Resultatet er et portræt fuldt af betagelse, beundring og, ja, misundelse over den ukunstlede, vilde skønhed og sanselighed hos et dyr, der lader hånt om alle civilisatoriske bestræbelser, men på den anden side sætter pris på, at andre har orden i tingene:
»Hun løber efter lugten af grillfester og vender tilbage med munden fuld af pølsebrød og servietter eller naboernes sko. Hun løber af glæde. Hun løber af alle kræfter. Hun løber hurtigere, end hun tænker. Hun løber simpelthen, fordi hun er en hund.«
Læs denne skønne, absurde, lille bog, lån den til børn og venner. Og brug den som indgang til humoren i et forfatterskab, der er kendt for så meget andet.

*Dorrit Willumsen: Tøs – et hundeliv. 126 sider, kr. 100. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her