Læsetid: 6 min.

Det ondes ansigt

Angsten kan få os til at holde op med at tænke. Og den eneste inkarnation af det onde der findes er tankeløsheden, mente filosoffen Hannah Arendt
21. september 2001

Qlummen
Tror du, det var sådan, man følte det, da tyskerne gik ind i Polen,« spørger Dominique mig med rødrandede øjne. Hun er engelsk og jøde, hun står bag den eneste filmatisering, der findes af en Primo Levi-bog, og hun har endnu flere billeder på nethinden, end dem der har rullet over skærmen hjemme hos hende. Nyhederne har kørt uafbrudt siden den 11. september, »Jeg kan alligevel ikke sove,« forklarer hun. Vi fejrer en fælles vens fødselsdag, afdæmpet, i et vennelag med en blanding af nationaliteter og trosretninger, som pludselig virker så skrøbelig og kostbar. På den anden side af mig er det Mohammed, der indtrængende spørger mig: »Jamen har du hørt det Tine, Bush sagde ’korstog’, hvordan kan han finde på det, er han klar over, hvad han gør mod os arabere?«
Mohammed er en af dem, der altid bliver stoppet og kontrolleret af politiet, både på gaden her i Paris og i paskontroller, en af dem som mærkværdigvis ikke viser skyggen af bitterhed over det. Jeg synes hans ansigt ligner Alladins...

Dagen efter er det danske journalister, der er samlet ’uformelt’ hos kulturattacheen her ved den franske sæsons start. Jeg tager metroen derhen, og griber mig i at stirre mistænksomt på to velklædte mørklødede mænd, der har blå-hvid-røde Saint Germain-fodboldhalstørklæder på. Jeg ved, der er kamp i aften, men mine tanker besættes af en idé om, at det er en måde at klæde sig ud på. Jeg prøver at besværge tvangstankerne, men der er en angst der... er større end mig selv. Da jeg stiger ud, møder jeg en ven og kollega som siger: »Man kan da ikke drikke drinks, når man er midt i en krig.«. Det går ellers vældig godt. Vor allesammens ’Ib Rehné Cairo’ bliver naturligt midtpunktet, han har ikke kendt bin Laden, nej, men han har været i Ægypten med The Independents reporter Robert Fisk, der har mødt bin Laden adskillige gange og har skrevet et to siders portræt af manden i dagens Le Monde, som alle har læst. Pludselig udbryder Ib, tydeligt fortvivlet over det uforståelige ved situationen: »Jeg har været krigsreporter hele mit liv, og jeg hader krige. Og jeg kan stadig ikke forstå det ord i denne forbindelse. En krig er, når et land angriber et andet land. Fjenden har et ansigt.«

Ansigtet. Eller manglen på samme. Terrorister uden ansigt, som man prøver at sætte ansigt på, de smilende ansigter på de fotos der hænger overalt i New York, de dødes ansigter, Dominiques forgrædte ansigt, Mohammeds bekymrede, redningsfolkenes ansigter i tårnruinerne – min tanke strejfer filosoffen Levinas, der skriver om at starten på etikken netop er at stå ansigt til ansigt med en anden. Den anden.

Min kollega-ven fortsætter den analyse af situationen, som han allerede startede ved metroen. Han pumper uden ophør oplysninger om pakistanere og saudiarabere og amerikanere og talebaner og missiler og efterretningstjenester og olieledninger gennem sin sjæl, men der vil ikke komme en løsning ud, det er, som når man har givet et paradoks til en computer, som den ganske simpelthen må brænde sammen på. Han har glemt alt om, at man ikke må drikke midt i en krig, det er som om han går i opløsning for øjnene af mig. Jeg har aldrig set ham så bange.

Er jeg forvirret? Ja. Verden har flimret i over en uge. Kampen mellem det gode og det onde. Angsten. Det uforståelige. Fordømmelsen. Jeg stirrer på fotografierne af en mildt smilende bin Laden i Roberts
Fisks artikel i Le Monde, jeg synes han ligner Jesus, men nedenunder er der slørede videobilleder af maskeklædte mænd med våben og bomber. Jeg tænker over, at det onde har fået et ansigt, men også over, at det i samme øjeblik holdt op med at være et menneske. Det er billedet af en djævel og en dæmon, det er billedet af noget, der skal uddrives, noget radikalt ’andet’.
Min egen computerhjerne søger fortvivlet en udvej, sådan som jeg utilfredsstillet har gjort det gennem globaliseringsforklaringer og analyser af forfejlet amerikansk udenrigspolitik, det er som om det ikke er forklaring nok.
Jeg tænker: terror, ansigt, religion, totalitarisme, kapitalisme, dæmonisering, det radikalt onde, angst og mit rustne søgeprogram finder lyset i mørket: Hannah Arendt. Og hendes kryptiske udtalelse om, at det onde ikke kan være radikalt,
at det kun er det gode som kan være det. Jeg slår det op.
Det onde består i ikke at tænke. Der er flere måder man kan holde op med at tænke – skriver filosoffen Arendt, i bittert eksil efter anden verdenskrig, hvor hun søger at forstå det uforståelige, der er sket. Men ’måderne’ hænger sammen. Den ene er resultatet af de moderne produktionsformer – ja, kald det kapitalisme, globalisering eller lige hvad man vil – den afsondrer individet totalt, uden samfundsmæssig sammenhæng, uden et rum at tale i, uden ’polis’ som hun kaldte det. En moderne solipsisme, ’alene i verden’-tilstand, hvor der altså ikke i nogen dyb forstand er politik, der er ingen måde at individerne hænger sammen på, der er ingen, der hverken lever eller dør for hinanden, man har suveræn værdi, men man tænker aldrig ’sammen’ man er helt alene. For Arendt var det i en sådan ’ørken’, at nazismen opstod, som sammenhængsskabende, men i totalitær forstand.
Og det er så den anden måde ikke at tænke på: den totalitaristiske. Tanken er overladt til noget ’højere’, noget så sammenhængsskabende, at der ikke er den mindste sprække at tænke i. Religionen kan det nærmest pr. definition – ’religare’, at skabe sammenhænge. I de fanatiske udgaver er et ord et ord, og det er Guds ord, og så er der ligesom ikke noget at diskutere. Sådan bliver religioner sjældent ved med at være, der opstår stolte fortolkningstraditioner, det hele fyldes med menneskeligt meningsfulde sprækker for tale. For Arendt var det ikke religionen, der var det truende, da hun i 1951 skrev en artikel med titlen ’Terror og ideologi’, men totalitarisme af enhver art. ’Religion’ synes at have indtaget det tomme rum hvor den totalitære ideologi boede, en ny sprækkeløs religiøsitet, der lige nu udspringer af Islam, men kunne være noget andet.
Sådan. Et ånderum. Det politiske er stedet mellem to bevidstløsheder. Hannah Arendt fik i den grad på hatten for at gå hen og se på Eichmanns ansigt ved processen i 1961, hvor ’det ondes banalitet’ gik op for hende. Hun nægtede at gøre Eichmann til dæmon eller det onde selv, som hun skrev det ’talte han kun i klichéer’, hun nægtede at holde op med at tænke, og hun indså det skuffende og frustrerende i denne afdæmonisering: ’Tanken prøver at gå i dybden, at nå ned til rødderne og frustreres når den har med det onde at gøre, fordi den ikke finder noget. Deri består dens banalitet. Det er kun det gode, der har dybde og som kan betragtes som radikal’.
Man kunne tænke med Arendt, at bin Ladens menneskelivsforagtende bomber mod World Trade Center har vækket USA fra en mangel på politisk sammenhæng med resten af verden. Jeg vover at tænke det, selvom man næsten ikke må tænke, at der kan komme godt ud af det. Jeg holder vejret, jeg vil så gerne tro, at det var den ’frihed’ Bush talte om var angrebet: tankens frihed. Hvis det i den forstand er ’det gode’ Bush taler om, så kan man roligt tænke med og kæmpe med.
Men det onde, tankeløsheden, kan vinde på begge sider, og det synes netop at være bin Ladens kyniske målsætning. At den vestlige verden vender sig totalitært, stupidt, tankeløst mod ’de andre’; angsten indbyder så fristende til det. Jeg tror det er angsten for dette ’onde’, at alle mine gode muslimske, kristne, jødiske og agnostiske venner føler. De frygter den dæmonisering, der kan forvandle bin Ladens djævleansigt til frelser for den store del af verden, der er rede til den slags.
’Hvis dette er et menneske’, som Primo Levi skrev, da han ikke fattede, at hans bødler havde kunnet se bort fra hans ansigt. Det er måske endnu sværere at gøre det med bødlerne. Se på bin Ladens ansigt. Det er ikke et terrorikon. Det er et menneske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her