Læsetid: 3 min.

Osama bin Laden i søgelyset

Efter gårsdagens angreb kastes de første mistanker på islamiske grupper
12. september 2001

Af Sidsel Nyholm og HANS HENRIK FAFNER Informations korrespondent

Mistænkte
TEL AVIV – Kort efter gårsdagens terroraktioner i USA begyndte spekulationerne om, hvem der kunne tænkes at stå bag. I aftes havde ingen endnu taget ansvaret, og teorierne strakte sig fra palæstinensiske ekstremister til statslige aktører. Flere rettede blikket mod »FBI’s fjende nummer et«, milliardæren og terroristen Osama bin Laden, hvis aktiviteter, ifølge kilder, umiddelbart passer ind i det større billede.
»Osama bin Laden advarede for tre uger siden om, at han ville angribe amerikanske interesser, i et meget stort angreb,« hævder Abdel Bari Atwan, redaktør af London-dagbladet al Quds al Arabi, til Reuters.
»Det er med stor sandsynlighed islamiske fundamentalisters arbejde,« siger han.
»Der er ingen tydelig adresse at sætte på dette indtil videre, men forbindelsen er særdeles troværdig,« siger professor Eitan Gilboa fra det israelske Bar Ilan Universitet.
»Osama bin Laden tager sædvanligvis ikke noget direkte ansvar for sine handlinger, men nøjes med at lade antydningerne hænge i luften.«
I en kommentar afviste Taleban-styret, at Osama bin Laden skulle være i stand til atudføre et angreb af gårsdagens dimensioner.
»Hverken vi eller Osama bin Laden er i stand til at udføre den slags,« sagde Taleban-styrets øverste leder mullah Mohammad Omar.
Osama bin Laden har stået øverst på FBI’s liste over eftersøgte personer siden angrebet på amerikanske mål i Kenya og Tanzania i august 1998.
I maj i år noterede USA’s udenrigsminister Colin Powell fremskridt i kampen mod international terror, og konkluderede i en analyse, at Bin Laden ikke længere ansås som en global trussel. Allerede i juni skiftede tonen imidlertid, og USA advarede landets ambassader og militære forlægninger om øget risiko for nye angreb fra islamiske terrorister. Amerikanerne frygtede hævntogter fra bin Laden, efter at en New York domstol havde dømt fire bin Laden-tilhængere skyldige i bombningerne af de to amerikanske ambassader i Afrika.

Mellemøstlig mistanke
Osama bin Laden var også arkitekten bag den kraftige bilbombe, som i februar 1993 fik fundamentet under World Trade Center til at ryste.
I februar 1998 udsendte Bin Laden et fatwa, hvis hovedindhold er, at »det er enhver muslims pligt at dræbe amerikanere og deres allierede, uanset hvor de befinder sig.«
Fra sit afghanske hovedkvarter arbejder Osama Bin Laden med aktiviteter, som har forbindelser i hele Mellemøsten. Han tillægges ansvaret for en gidseltagning i Yemen i december 1998 og formodes at have været økonomisk bagmand for attentatet i det egyptiske turistmål Luxor, hvor 62 blev dræbt i 1997. Flere palæstinensiske grupper er tidligere blevet sat i forbindelse med bin Laden. En måned før intifadaens start for knap et år siden anholdt israelsk og palæstinensisk politi 23 medlemmer af PFLP, Folkefronten for Palæstinas Befrielse. De var under mistanke for at stå i forbindelse med bin Laden, hvilket adskillelige også indrømmede, og flere gange under intifadaen har bin Laden været mistænkt for at have en finger med i spillet.
I det besatte Østjerusalem og flere steder på Vestbredden var unge palæstinensere i går aftes på gaderne og uddelte karameller med råb om, at »den hellige jihad er igang.«
»Jeg tvivler nu på, at PFLP eller andre palæstinensiske grupper står bag angrebet, da det ville koste dem alt. Reaktionen er nok snarere et udtryk for deres frustrationsniveau,« siger lektor på Carsten Niebuhr-instituttet, Michael Irving Jensen, der netop har afleveret en afhandling om palæstinensisk politik.
Palæstinensernes selvstyreformand Yasser Arafat sendte straks efter nyheden sine kondolencer til præsident George Bush, mens den islamiske Hamas-gruppes åndelige leder, sheikh Ahmed Yassin distancerede sig »fra terror af nogen art«, men tilføjede samtidig, at »tiden er inde til at gøre regnskabet op.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her