Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

27. september 2001


Bush nedtoner storkrigs retorik
*USA nedtoner nu forventningerne om et storstilet militært angreb på Afghanistan. Den ophedede retorik fra dagene efter terrorangrebene synes dæmpet. Meget tyder på, at den amerikanske regering i første omgang vil koncentrere sig om at få fat på den hovedmistænkte Osama bin Laden, og at fremkalde intern modstand mod Taleban-styret. »Det er i sagens natur ikke noget, der kan klares ved et massivt angreb eller invasion,« siger USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld. »Problemerne er meget mere subtile, nuancerede, vanskelige og utydelige.«

Gaza: Enighed om våbenhvile
*Den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, og Israels udenrigsminister, Shimon Peres, blev under et længe ventet møde i går enige om at gøre et nyt forsøg på at arangere en permanent våbenhvile, som kan være med til at bedre USA’s bestræbelser på at etablere en global alliance imod terror. Under mødet gentog lederne deres vilje til en såkaldt våbenhvile-til-forhandlinger-plan, som skal bane vejen for blandt andet en ophævelse af den israelske blokade af palæstinensiske områder. Arafat og Peres blev også enige om at holde et nyt møde »inden for en uges tid« i bestræbelserne på at forvandle den nuværende, skrøbelige våbenhvile til en mere permanent ordning.

USA’s Kabul-ambassade brændt
*Demonstranter i Afghanistans hovedstad, Kabul, brændte i går USA’s tomme ambassadebygning i byen af, efter at USA’s præsident, George W. Bush’ anti-terrorkoalition havde sendt nok et ultimatum afsted til Afghanistans regerende Taleban-milits. Samtidig fokuserede FN’s Flygtningehøjkommisariat og andre nødhjælpsorganisationer fortsat på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan, hvor der er frygt for, at måske op imod to millioner sultne og bange flygtninge vil komme strømmende til, hvis USA angriber Afghanistan.

’Terrorisme stopper ikke vækst’
*»Terrorister kan ikke vinde mod verdensøkonomien, fordi grundlaget for vækst og velstand er intakt i både Tyskland og i Europa og det øvrige udland. Der er ingen grund til pessimisme,« sagde forbundskansler Gerhard Schröder i går. »Der er ingen grund til frygt, fordi den politiske, kulturelle og økonomiske elite klart har vist, at terrorisme hverken kan skade samfundsordenen i den frie verden eller skabe tvivl om den frie verdensøkonomi på længere sigt,« tilføjede den tyske regeringschef.

Muslimer planlagde angreb i Paris
*Syv muslimer blev sent tirsdag varetægtsfængslet i Paris. De mistænkes for at have planlagt et selvmordsangreb mod den amerikanske ambassade i Paris. Det oplyste en fransk domstol i går. De syv mænd beskrives som radikale muslimer med tæt forbindelse til Osama bin Laden.
Mændene blev anholdt fredag. De blev begæret fortsat varetægtsfængslet sent tirsdag aften af franske anti-terrordommere. Da politiet slog til mod de mistænkte, var de ifølge politiet i gang med at ødelægge dokumenter, disketter og mobiltelefonchips. Anonyme politikilder sagde desuden, at der var fundet manualer til, hvordan man flyver helikopter.

Dyster prognose fra Valutafonden
*Den globale økonomi befandt sig allerede før terrorangrebet på USA på randen af en egentlig recession, men efter de blodige begivenheder i New York og Washington 11. september er situationen endnu mere alvorlig. Det fremgår af den halvårlige World Economic Outlook fra Den Internationale Valutafond (IMF), som blev fremlagt i går. Valutafonden regner nu kun med en global økonomisk vækst i år på 2,6 procent, hvor forventningen i april lød på en økonomisk vækst i 2001 på 3,2 procent. Sidste år var det økonomiske tempo i verden som helhed på hele 4,7 procent.

Ekskommunister opnår ikke flertal
*Det lykkedes ikke for koalitionen af ekskommunister og socialister i Polen at opnå absolut flertal ved søndagens valg, men de blev dog største blok med en anelse over 41 procent af stemmerne. Det oplyste den officielle valgkommission onsdag. Ekskommunisterne, som er identisk med det socialdemokratiske SLD, indleder sammen med socialisterne fra partiet UP i dag koalitionsforhandlinger med de øvrige partier i parlamentet. Valget var et knusende nederlag for den siddende polske premierminister, Jerzy Buzeks Solidaritet-AWS-regering. Buzeks egen koalition bliver slet ikke repræsenteret i det nye parlament. Hans højrekoalition fik tilslutning fra 5,6 procent af vælgerne.

Høyre opgiver statsministerpost
*Lederen af det konservative norske Høyre, Jan Petersen, kryber til korset og indleder forhandlinger med Kristelig Folkeparti og det stærkt reducerede Venstre. Han opgav kravet om at blive statsminister for igen at få gang i drøftelserne om et samarbejde med de to midterpartier. »Det smerter, og det koster,« sagde Petersen i går. Han håber, at Høyres offer vil blive tilstrækkelig værdsat af de to andre partier i de sonderinger, som han håber, vil komme hurtigt i gang igen. Høyre regner nu med at nøjes med udenrigs- og finansministerposterne, hvad angår de tunge poster i en regering.

Sverige knytter forsvar tæt til NATO
*Sverige vil i fremtiden basere sit forsvar på et meget tæt samarbejde med NATO og ikke mindst sine to nordiske naboer, som er med i alliancen. Det sagde den svenske forsvarschef, general Johan Hederstedt i går. Han mente, at den holdning ikke kommer i konflikt med Sveriges fortsatte neutralitet, men snarere er et klart udtryk for, at verden har forandret sig markant siden afslutningen på Den Kolde Krig. »Vi indgår i EU’s krisehåndteringsstyrke og i NATO’s samarbejdsprogram med Rusland, Partnerskab for Fred, og vi har afsat en milliard svenske kroner til interoperabilitet.«

’Fyr Nielson efter terrorbemærkning’
*Den danske EU-kommissær, Poul Nielson, kræves fyret efter, at han i sidste uge udtalte, at USA’s »brovtende norm-imperialisme« havde skabt det had, som førte til terrorangrebet mod USA. Et tysk kristlig-demokratisk medlem af EU-parlamentet, Armin Laschet, sagde tirsdag, at Nielsons bemærkninger var »skandaløse« – og opfordrede samtidig EU-kommissionens formand, Romano Prodi, til at afskedige Nielson. Selv sagde Nielson, at han var blevet misforstået. I følge en pressemeddelelse, er bemærkningen, der faldt under et interview i Politiken, blevet fordrejet og taget ud af sin sammenhæng.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu