Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

12. september 2001


Værste terrordåd nogensinde
*I går formiddag lokal tid i New York sank de to skyskrabere i World Trade Center, henholdsvis 415 og 417 meter høje, i grus efter at være blevet ramt af to kaprede passagerfly.
Omtrent samtidig blev et tredje passagerfly dirigeret ind i vestsiden af USA’s forsvarsministerium, Pentagon, i Washington, hvor en heftig brand brød ud i de dele af bygningen, som husede marineinfanteristerne og dele af hæren og flåden. Endelig styrtede et passagerfly nær Pittsburgh i den vestlige del af delstaten Pennsylvania.
Der var tirsdag aften dansk tid endnu ingen pålidelige samlede tabstal, og det var endnu uvist, hvem der egentlig står bag de koordinerede angreb.

Recession truer verdensøkonomien
*De rystelser, som ramte de finansielle markeder efter angrebet på USA, kan give voldsomme eftervirkninger for en allerede skrøbelig verdensøkonomi, mener analytikere.
Overalt på verdens børser styrtdykkede aktierne, mens oliepriserne steg med omkring ti procent.
Nervøse investorer flygtede fra aktier til sikrere obligationer, da usikkerheden bredte sig verden over efter angrebet.
»Dette kan udløse en recession,« sagde Mats Kinnwall, international cheføkonom i den svenske bank Handelsbanken.
Det toneangivende danske KFX-indeks faldt med 2,81 pct., i Frankfurt var aktierne ved 16-tiden faldet med 4,94 pct. og det franske marked i Paris var faldet 5,25 pct. i forhold til slutkursen mandag. I Frankfurt var aktierne umiddelbart før lukketid nede med 8,2 pct., i Frankrig og Schweiz var faldet på seks pct.
Da London-børsen lukkede, var faldet i aktierne på 4,23 pct.

’Bin Laden advarede om angreb’
*Den saudi-arabiske terroristleder Osama bin Laden advarede for tre uger siden om, at han og hans tilhængere ville udføre et uhørt angreb på amerikanske interesser, sagde en arabisk journalist med tætte forbindelser til ham i går.
Abdel-Bari Atwan, redaktør af det London-baserede arabisk-sprogede nyhedsmagasin al-Quds al-Arabi, sagde, at islamiske fundamentalister under ledelse af bin Laden »næsten sikkert« stod bag angrebet på World Trade Center.
»Det er højst sandsynligt islamiske fundamentalisters værk. Osama bin Laden advarede for tre uger siden om, at han ville angribe amerikanske interresser i et angreb uden fortilfælde, et meget stort et,« sagde Atwan til Reuters.
»Vi modtog personligt information om, at han planlagde meget, meget store angreb mod amerikanske interesser.«
Afghanistans Taliban-styre afviste i går, at Osama bin Laden, som opholder sig i Afghanistan er ansvarlig for angrebet.

Nyrup: Danmark i forhøjet beredskab
*Regeringen har »højnet Danmarks sikkerhedsberedskab«, oplyste statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i aftes på et pressemøde.
»Den danske regering har øjeblikkeligt iværksat en række foranstaltninger for at højne sikkerhedsberedskabet. Det har vi en række forudgående planer for,« sagde Poul Nyrup Rasmussen, inden regeringens sikkerhedsudvalg mødtes.
»Der er sket en ekstra stramning i disse timer,« sagde statsministeren med henvisning til, at politiet og forsvaret løbende følger situationen.
Poul Nyrup Rasmussen har samtidig besluttet at foretage en revurdering af det danske præventive og sikkerhedsmæssige beredskab. Han oplyste, at sikkerhedsberedskabet blandt andet er strammet for kongehuset, lufthavne, NATO-installationer samt »alle de øvrige, nødvendige sikkerhedsforanstaltninger«.

Telelinjer til USA brød sammen
*Mange danskere oplevede i går, at det var umuligt at ringe over Atlanten. Også Internettet var ramt af overbelastning på grund af terrorangrebet mod USA.
Tirsdag eftermiddag oplevede TDC, det tidligere TeleDanmark, 20 gange så mange opkald fra Danmark til USA som normalt.
»Konsekvensen for kunderne er, at det er langt sværere at komme igennem. Det er ikke muligt at udvide kapaciteten over Atlanten, men selv om vi kunne, ville det ikke hjælpe væsentligt, da telefonnettet i USA i øjeblikket er overbelastet i ekstrem grad,« sagde Per Rokkedal, servicedirektør i TDC i går ved 18-tiden.
På Internettet var de fleste nyhedssider både i Danmark og USA voldsomt overbelastet på grund af de mange, som søgte information om situationen i USA ad den vej.

Enorme erstatningskrav
*De store internationale forsikrings- og genforsikringsselskaber frygter de største erstatningskrav nogensinde efter terrorangrebene i New York og Washington. Det ødelagte World Trade Center er forsikret for 1,5 milliarder dollar, men erstatningskrav til forsikringsselskaberne vil også komme fra ejere af andre ødelagte bygninger, fra de to involverede flyselskaber og i form af det ukendte antal livsforsikringer, som vil komme til udbetaling efter tragedien. Aktiekurserne på to af verdens største genforsikringsselskaber Swiss Re og Munich Re faldt tirsdag henholdsvis 17 pct. og 15 pct. Forsikringsselskabet Allianz blev ramt først og mest direkte af alle - selskabet havde en afdeling med 400 ansatte i World Trade Center.

EU's ministeråd lukket
*De ansatte i EU’s ministerråd, der er EU-systemets besluttende organ, blev i går eftermiddag sendt hjem og institutionen lukket for resten af dagen. Ifølge Paul Reiderman fra Rådets presseafdeling er beslutningen om at lukke rådsbygningen, Justus Lipsius, truffet som en sikkerhedsforanstaltning som følge af de storstilede terrorangreb mod New York og Washington.

Ekspert: ’Uden fortilfælde’
*En af verdens førende eksperter i international terrorisme, den britiske professor Paul Wilkinson, kalder angrebet på World Trade Center i New York for en »meget alvorlig eskalering af terrorismen« i verden.
»Det er uden fortilfælde i terrorens historie, at der er blevet benyttet fly som selvmordsmissiler,« siger han.
»Dagens angreb er det dødeligste terrorangreb, siden angrebene på de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es Salaam i 1998, hvor der omkom flere mennesker end ved Lockerbie-ulykken,« siger professor Wilkinson i telefonen fra University of Saint Andrews i Skotland.
Wilkinson, der er forfatter til en række bøger om terrorisme og tidligere rådgiver for den britiske regering, betegner det som »meget bekymrende«, at der tages fly i brug ved selvmordsaktioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu