Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

24. september 2001


Storsejr til polske eks-kommunister
*Polens reformerede kommunistparti får absolut flertal i det nye parlament efter søndagens valg, viste de polske tv-stationers meningsmålinger på valgaftenen.
Eks-kommunisterne i Den Demokratiske Venstrealliance (SLD) fik mellem 43,7 og 44,9 procent af stemmerne, hvilket er på grænsen til et absolut flertal i parlamentet, da en række mindre partier vil falde for spærregrænsen.
Ifølge målinger foretaget af tv-stationen TVP bliver det nye liberale parti Borgerlig Platform næststørste parti med opbakning blandt 11 procent af vælgerne.
Partiet domineres af en yngre generation af politikere med rødder i Solidaritetsbevægelsn.
Det militante, anti-europæiske bondeparti, Samoo Brona (Selvforsvars-partiet), fik omkring 10 procent af stemmerne og bliver det tredjestørste parti.
De konservative regeringspartier i Solidaritets Valgaktion AWS, der har været ledet af afgående premierminister Jerzy Buzek, nåede ikke over spærregrænsen på otte procent.

EU sender Tobin-skat i udvalg
*EU’s førstebehandling af Tobin-skatten på et finans-ministermøde lørdag endte med, at spørgsmålet blev sendt i udvalg. Det skal afstikke retningslinierne for et senere studie fra EU-Kommissionens hånd af skatten og andre måder at begrænse følgerne af valutaspe- kulation. Økonomiminister Marianne Jelved tror ikke på Tobin-skatten og opfordrede i stedet sine EU-kolleger til at opfylde målet om at bruge 0,7 pct. af deres BNP på udviklingshjælp.cobla

USA parat til at vælte Taliban
*Den amerikanske præsident, George W. Bush forbereder Taliban-styret i Afghanistan på at blive angrebet efter at have gentaget afvisningen af at udlevere Osama bin Laden. Den amerikanske nationale sikkerhedsrågiver, Condoleezza Rice, sagde søndag, at USA ønsker at styrte Taliban-militsen fra magten. Hun sagde også, at Talibans undskyldning om, at styret ikke kan lokalisere bin Laden, ikke hindrer et amerikansk angreb.
Det var første gang, at den amerikanske regering offentligt erkendte, at det vil arbejde aktivt for, at der kommer et nyt styre i Afghanistan.

SPD tabte valg i Hamburg
*Ved et regionalt valg i Hamburg søndag led Tysklands socialdemokratiske parti (SPD) og dets allierede i miljøpartiet De Grønne nederlag.
Ifølge prognoserne på valgaftenen vil den rød-grønne regering blive afløst af en centrum-højre-koalition, hvormed Hamburgs SPD mister regeringsmagten for første gang i 44 år.
De kristelige demokrater i CDU ventes at danne en koalition med det liberale FDP og et nystiftet lov-og-orden-parti, som enevældigt ledes af en omstridt dommer, Ronald Schill.
Prognoserne på valgaftenen gav SPD 37,4 procent, CDU 26,6 procent, Schill-partiet 17,2 procent, De Grønne 8,7 procent og de liberale 5,5 procent af stemmerne.

Danske soldater næppe i frontlinjen
*Danske soldater kommer næppe i frontlinjen for en krigsindsats mod terrorismen. Hverken under det angreb, USA forbereder her og nu, eller i forbindelse med mere langsigtede NATO-aktioner, skønner udenrigsminister Mogens Lykketoft (S).
Lykketoft understreger, at Danmark – som lovet – er rede til at involvere styrker i krigshandlinger, såfremt USA og NATO beder om det. Men han siger også, at et eventuelt militært bidrag fra Danmark i forbindelse med de mere langsigtede NATO-operationer, der er lagt op til, mest sandsynligt vil bestå i flådeovervågning som under Golfkrigen eller i afløsning af amerikanske, fredsbevarende styrker på Balkan.

Finanslov mærkes af terrorangreb
*Terroranslaget mod USA indebærer så store nye byrder for statskassen, at både regeringen og oppositionen bliver nødt til at opgive dyre mærkesager under de kommende finanslovsforhandlinger. Endnu har regeringen ikke overblik over ekstraomkostningen.
Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) siger til ritzau, at regeringen selv vil omprioritere sit finanslovsforlag for at få råd til de nye offentlige opgaver, som terroranslaget nu nødvendiggør, f.eks. for det civile katastrofeberedskab og for indsatsen mod terrorismen.
Han vil ikke give konkrete eksempler på, hvilke områder, regeringen mener, bør holde for – om borgerne f.eks. må vinke farvel til en forbedret barselsorlov. Som optakt også til valgkampen har både regering og opposition fremsat en stribe omkostningskrævende velfærdsforslag om bedre sygehusbehandling og ældreomsorg, skattelettelser eller forbedringer for de svageste samfundsgrupper m.m.

Gallup: Sikkert borgerligt flertal
*Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, kunne danne en borgerlig regering, hvis der var folketingsvalg i morgen. En borgerlig regering har ikke flertal alene med Dansk Folkeparti, men skal have støtte fra CD eller Kristeligt Folkeparti, som begge går tilbage. Det viser Gallups politiske indeks, som Danmarks Radio offentliggjorde lørdag aften.
Skønt regeringen og venstrefløjen er gået lidt frem den seneste måned, ville den borgerlige opposition råde over knap 55 procent af stemmerne og 94 mandater, mens regeringen og venstrefløjen står til godt 45 procent af stemmerne og 81 mandater i Folketinget.

10 fængslet for menneskesmugling
*Ni mænd og en kvinde er blevet fængslet i en sag om organiseret menneskesmugling og narkohandel. Det skete i et næsten 12 timer langt retsmøde i Hørsholm, hvor dommeren først kunne slukke lyset efter midnat natten til søndag. Samtlige fængslede nægter sig skyldige, oplyser anklageren, politifuldmægtig Anja Lund Nielsen.
Flere end 50 politifolk deltog i aktionen, som begyndte fredag først på aftenen i Københavns Lufthavn i Kastrup, og som fortsatte med en bølge af anholdelser og ransagninger lørdag morgen på flere adresser i Hillerød, Nivå, Kokkedal og Hørsholm.
I alt blev 22 mennesker anholdt, og politiet valgte at kræve de ti varetægtsfængslet ved grundlovsforhør i Retten i Hørsholm.

Dansk serie vinder tv-pris i Italien
*Den danske tv-serie Den serbiske dansker vandt lørdag aften en pris som bedste drama-serie ved afslutningen af årets Prix Italia-festival i Bologna, Italien. Prix Italia er ifølge DR TV for tv-verdenen, hvad De Gyldne Palmer i Cannes er for filmindustrien.
Serien handler om en yngre, kvindelig kulturredaktør ved et stort dagblad. Hun påtager sig at arrangere et halvofficielt besøg af en fat-wa-dømt iransk forfatter, som en serbisk lejemorder i mellemtiden bliver hyret til at dræbe. Manuskriptet er skrevet af Thomas Borgström på baggrund af Leif Davidsens roman – serien er fotograferet af Nicolai Brüel og instrueret af Jacob Grønlykke.

Otte bombedræbt i Bangladesh
*Mindst otte blev dræbt og 50 andre såret, da en bombe søndag eksploderede under et valgmøde i byen Mollarhat i Bangladesh, oplyser vidner og politi.
Bomben sprang, da parlamentskandidaten Sheikh Helaluddin fra regeringspartiet Awami-Ligaen skulle til at tale til de flere hundrede tilstedeværende tilhørere. Helaluddin slap uskadt fra bombeeksplosionen.
Ifølge politiinspektør Wahiduz Zaman døde seks af ofrene på stedet, mens de øvrige to døde på vej til hospitalet. 24 alvorligt kvæstede er bragt til hospitalet, og Zaman forventer, at dødstallet vil stige.

Violinisten Isaac Stern død
*Violinisten Isaac Stern, hvis musikalske karriere varede mere end 60 år, er død, 81 år. Jonathan Weil, talsmand for New York Presbyterian Hospital, har bekræftet dødsfaldet, men afvist at give nærmere detaljer.
Isaac Stern, der var født i Ukraine, kom som ung til Californien i USA for at studere musik.
Takket være sine usædvanlige evner, spillede Stern allerede som teenager sammen med prominente musikere som Pierre Monteux og Otto Klemperer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu