Læsetid: 4 min.

På randen af krig

Dagen hvor danskerne i gennemsnit så fjernsyn i knap tre timer
21. september 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Lad det være sagt med det samme: Jeg har ikke set fjernsyn i to år, og det giver både fordele og ulemper som tv-anmelder: På den ene side ved jeg ikke så meget om den seneste udvikling inden for mediet, på den anden side må man sige, at jeg går til opgaven med friske øjne. Således havde jeg haft fjernsyn knapt 24 timer, da New York blev udsat for terrorangreb.
Først føltes det som at se en spillefilm, man ventede bare på, at Kevin Costner skulle træde ind på scenen og med fed amerikansk accent sige: We will not tolerate this. Omsider kom så George W. Bush og sagde ikke de ord, men cirka det samme.
Han sagde: »We will hunt this enemy down« (like a dog). Det sidste sagde han ikke, men det hører næsten med til sætningen. Danske politikere talte om bestialske og barbariske handlinger, ord, der skal pege på det særligt dyriske ved terrorhandlingerne, men der er ikke noget særlig dyrisk ved at kapre flyvemaskiner og styre dem så præcist ind i to skyskrabere og et forsvarsministerium.
Der er ikke tale om handlinger, som kunne være udført af hverken løver, bjørne eller andre rovdyr, og selv om man må sige, det er overmåde kynisk og livsforagtende, så er det vel ikke dyrisk. Mogens Lykketoft kom tilmed til at lyde som en dommedagsprædikant, da han uden omsvøb kaldte gerningsmændene for sataner. Det var de muligvis, det er ikke godt at vide, de er døde.

Mennesker
Efter al sandsynlighed var der dog tale om mennesker. Mennesker af en hel anden politisk (og religiøs) observans end Mogens Lykketofts, men dog stadig mennesker og heller ikke skadedyr, som en anden dansk politiker har kaldt dem. I skrivende stund vides det ikke, hvem selvmordspiloterne egentlig var, men de må under alle omstændigheder være født ud af et dybt had til USA (muligvis et, USA selv huser): Et had til USA, som vi ikke mærker så meget til herhjemme, men som dog har været støt voksende i store dele af verden i mange år. Det kunne det have været interessant at høre noget om.
Hvordan kommer man til at hade USA så meget, at man vil ofre sit liv? Men det spørgsmål var det naturligvis alt for tidligt at stille tirsdag. DR1 var hurtige til at aflyse hele tirsdagens program, og skiftende kommentatorer med skiftende sans for dramatik var i studiet.
Nogle havde meget travlt med at erklære, at verden blev en helt anden, da flyver nummer to styrtede mod sit mål: Som om konflikter, der er blevet så fastlåste, at de fører til terrorisme og krig, er noget, der opstår, mens man ligger og sover. Konflikterne er jo, skønt muligvis mere synlige, ikke nye, og måske skulle man overlade det til historieskrivningen at afgøre, hvor meget den 11. september ændrede vores liv.
Undervejs strømmede det ind med sympatierklæringer til amerikanerne, og der var lange og udførlige reportager fra den amerikanske ambassade, hvor folk lagde blomster og tændte lys. Man skulle nok være meget hærdet, hvis man kom igennem det hele uden at fælde en tåre, og billedet af mennesker, der springer ud af World Trade Center og ud i den visse død, giver mig stadig en klump i halsen.

Hvad med Bagdad
Alligevel kunne jeg ikke lade være med tænke på, om jeg ville være lige så ked af det, hvis det hele foregik i Bagdad, og det ville jeg sikkert ikke. Det ville ikke røre mig på samme måde, for jeg kender ikke et eneste menneske i Bagdad, jeg har aldrig været der, og jeg har ikke den ringeste idé om, hvordan det er at leve der. Og det var også noget af det forstemmende ved at sidde klinet til skærmen sidste tirsdag.
Når det er i vores del af verden, er det et chok og en tragedie, men når det er i andre dele af verden, kan vi knapt huske, om det var 5.000, 10.000 eller 20.000, der døde. Om ti år vil jeg stadig kunne huske, hvor mange der døde i New York, men jeg fandt faktisk aldrig rigtig ud af, hvor mange der døde i Bagdad.
Ikke at de to ting skal sammenlignes, og det er heller ikke for at gøre amerikanernes tab mindre. Men uanset at man har både CCN, BBC og DR til sin rådighed, så er det billede, medierne tegner af verden, på en måde så lokalt: Det er den samme vinkel, det samme perspektiv, den samme historie, der skrives. I hvert fald kom det fuldstændigt bag på mig, at man den 11. september kunne høre en kommentator sige, at dette »var det værste, verden endnu havde set.«

Ønske om hævn
Nogle unge palæstinensere jublede over, at USA var blevet ramt af et terrorangreb, og bag det lå der vel det samme ønske om hævn, som det nu viser sig, at 80 procent af amerikanerne nærer. Lad dem smage noget af deres egen medicin, synes man at tænke. En meget naturlig følelse, men næppe velovervejet politik.
Poul Nyrup Rasmussen var straks ude og sige til de unge palæstinensere, at de skulle besinde sig: »Tramp ikke på vores følelser,« sagde han. »Vold kan man ikke hylde i vores demokratier,« sagde han. Problemet er bare muligvis det, at ’vores’ demokratier avler vold andre steder i verden. Et demokrati som det amerikanske har i hvert fald avlet vold i (hvis vi starter i den ende): El Salvador, Nicaragua, Chile, osv. osv.
Der bliver nok at tænke over, når støvet har lagt sig. Men så er fjernsynet nok bare hastet videre til andre nyheder i andre lande.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her