Pakistans militærchef og leder, præsident Pervaiz Musharraf, har lovet at samarbejde uforbeholdent med USA i bekæmpelsen af terrorisme. Men det bliver nødvendigt for Pakistan at foretage en kovending i sin politik omkring støtten til Taleban, hvis landet skal genvinde Vestens tillid og komme ud af sin nuværende diplomatiske isolation.
Præsident Musharraf står over for et akut dilemma, for ikke alene bliver han nødt til at slå ned på hjemlige, islamiske, ekstremistiske grupper, der støtter Osama bin Laden og Taleban, men han vil måske også blive tvunget til at stoppe disse gruppers støtte til Kashmirs selvstændighedskamp i Indien.
»Jeg ønsker at forsikre præsident Bush og den amerikanske regering om vores fulde støtte i kampen mod terrorismen,« sagde Musharraf torsdag.
»Pakistan har tidligere deltaget i det internationale samarbejde mod terrorisme og vil også gøre det for fremtiden,« tilføjede han.
Torsdag morgen sagde præsident Bush fra det ovale værelse, at han havde modtaget general Musharrafs udmelding om ønsket om at samarbejde med USA. »Nu skal vi finde ud af, hvilke midler vi skal tage i brug, og vi vil give den pakistanske regering mulighed for at samarbejde i jagten på de mennesker, der begik denne kriminelle handling,« sagde Bush.
Den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, har gjort det klart, at Pakistan ikke kan gøre så meget andet end at støtte USA, hvis landet fortsat ønsker at være en del af det internationale samfund. »Mens vi indsamlede oplysninger og overvejede, hvem der kunne stå bag angrebet, mente vi, at det ville være bedst, at gøre det klart for de pakistanske ledere, at vi ønsker og forventer deres fulde opbakning, hjælp og støtte,« sagde Powell på en presekonference onsdag.
Musharraf har brugt de sidste to dage på at rådslå med sine højst placerede generaler og i to korte tv-optrædender forekom han udmattet. Og det er indlysende, at han har al mulig grund til at være bekymret. Pakistan har en 3.200 km lang grænse til Afghanistan, og USA ville få brug for ubegrænset samarbejde med Islamabads militær og efterretningstjeneste, inklusiv luftrum og luftbaser, hvis de skulle angribe Afghanistan.
Men i løbet af de seneste syv år har Pakistan været den vigtigste forsyningskilde for militært materiel, brændstof og mad til Taleban, og pakistanske officerer har også rådgivet Taleban i militære spørgsmål. I samme periode har henved 60.000 pakistanske, islamiske studerende kæmpet i Afghanistan på Talebans side, tre fjerdedele af dem oprindelig fra religiøse skoler i Pakistan.
Henved 4.000 pakistanske, militante studerende kæmper på talebanernes side i Talebans uafbrudte og fortsatte angreb på
anti-Taleban alliancen i det nordvestlige Afghanistan. Derudover er der både militante fra Pakistan og Kashmir, der lader sig uddanne i Afghanistan, så de kan kæmpe i Kashmir.
Som et resultat af den førte politik er Pakistan blevet mødt med stadigt stigende international fordømmelse og isolation. For 11 dage siden besøgte lederen af Pakistans efterretningstjeneste, general Mahomood Ahmad, Washington D.C., og allerede på det tidspunkt før bombningerne i USA opfordrede amerikanske embedsmænd ham til at at ændre Pakistans samarbejdende politik over for Taleban.
Nu forlyder det fra pakistanske embedsmænd og vestlige diplomater, at Musharraf forsøger at overtale Taleban til at udlevere bin Laden, inden USA udnævner ham til synderen og begynder at angribe.
Ifølge pålidelige kilder holder højtplacerede i efterretningstjenesten nu intense drøftelser med Taleban-lederen, mullah Mohammed Omar, blandt andet for at overbevise ham om, at hvis ikke bin Laden bliver udleveret, vil USA også rette angreb mod Taleban-ledelsen. Den pakistanske ambassadør i Kabul, Arif Ayub, sendte i går en lignende utvetydig meddelse til den talebanske udenrigsminister, Wakil Ahmad Muttawakil.
Vestlige og pakistanske diplomater antager, at USA vil give
Pakistan »lidt tid, måske en uge« for at se, om Islamabad kan få vigtige indrømmelser fra Taleban. Men det forekommer ikke særlig sandsynligt på grund af det tætte bånd mellem mullah Omar og bin Laden.
Musharraf vil blive nødt til at gøre mere end bare at overbevise Taleban. Hvis ikke Taleban indvilger, bliver han nødt til at trække Pakistans anerkendelse af Taleban-styret som legal regering i Afghanistan tilbage, at fordømme Taleban og tvinge dem til at udlevere tusindvis af pakistanske soldater.
Musharraf vil også blive nødt til at slå hårdt ned på Pakistans islamiske ekstremister, som har støttet bin Laden og Taleban. Nogle af disse grupper får taktisk statsstøtte, fordi de også hjælper Kashmirs separatister, som uddanner sig i både Pakistan og Afghanistan. Pakistans uenighed med Indien om Kashmir er et centralt punkt i Islamabads udenrigspolitik.
Hvis Musharraf beslutter sig til at rette sig ind efter den amerikanske udenrigspolitik og et muligt amerikansk angreb på Afghanistan, vil han opnå stor støtte fra mange pakistanere, som har mere end nok af deres lands alvorlige økonomiske krise og den situation, som er forårsaget af de islamiske ekstremister og den hastige talebanisering af det pakistanske samfund.
I forrige måned modsatte neo-talebanske, palæstinensiske grupper i grænseområderne sig, at FNs Børnefond, UNICEF, gennemførte en indsats mod polio, da de anså den for at være anti-islamisk. Samme grupper har smadret tv-apparater og tvunget kvinder til at holde sig hjemme, ligesom Taleban har gjort i Afghanistan.
Under alle omstændigheder vil Musharraf også møde en reaktion fra islamiske partier, som vil beskylde ham for at gå i knæ for USA. Hidtil har de islamiske ledere forholdt sig roligt og fordømt terroristernes angreb i USA, men hvis de ser hæren foretage en kovending, som kunne få betydning for støtten til Taleban og befolkningen i Kashmir, kan de meget vel finde på at gøre gengæld.
Musharraf står mellem pest og kolera, og den vej, han vælger at gå, kan blive afgørende for den pakistanske stats levedygtighed.
»Dette er regnskabets time for Pakistan, som må beslutte om det vil være en del af det internationale samfund eller gå enegang med alle de risici, det indebærer for statens sammenbrud og isolation,« siger en højtstående pakistansk embedsmand.
Hæren skal tage svære beslutninger, stemningen er spændt til bristepunktet i Islamabad. Hærens 111. brigade, som stod bag det kup, der bragte Musharraf til magten for to år siden, har lagt en jernring omkring alle udenlandske ambassader, beboelser og kontorer, idet man frygter angreb fra pakistanske ekstremister.
Mange pakistanere har igen og igen peget på den åbenlyse modsætning mellem Pakistans politik at den støtter Taleban militært, men også tillader Taleban at huse terrorister og underminere det pakistanske samfund. USA har nu ikke givet Musharraf andet valg end at rette op på dette modsætningsforhold.
*Ahmed Rashid er pakistansk journalist, kommentator og forfatter til bøger om bl.a. Taleban-bevægelsen, herunder Taleban Militant Islam, Oil and Fundamentalism in Central Asia fra i fjor. Bogen blev til efter en række opsigtsvækkende møder med Taleban-bevægelsens øverste ledelse.
*Oversat af Gitte Lyngby
