HO CHI MINH CITY »Jeg tænker ikke på krigen, og vi hader ikke amerikanerne. Det ligger i vietnamesisk mentalitet, at vi synes, at det er bedre at være venner og komme videre. Vi taler stort set aldrig om krigen,« siger Quynh Anh, mens hun gestikulerer elegant med sine lange, slanke hænder.
På bordet foran hende står en kokosnød med sugerør, som hun nipper til, mens hun taler. Hun er smuttet en times tid fra sit arbejde i et reklamebureau i det mondæne kvarter i Ho Chi Minh City, det tidligere Saigon.
Hun er en repræsentant for en ny generation, som er ved at vokse op i byerne i Vietnam. Født i 1973, uden nogen erindring om krigen med amerikanerne. Med en god uddannelse og en livsstil, som på mange punkter ligner den, vi kender fra Vesten. I besiddelse af et af de eftertragtede job i et udenlandsk ejet selskab. Og så alligevel solidt plantet i Vietnams historie og mentalitet.
Kvinder som Quynh og job som hendes er noget helt nyt i Vietnam. Hun tjener omkring 400 dollar om måneden langt over gennemsnittet. Til sammenligning tjener en skolelærerinde i hovedstaden med mange års tro tjeneste bag sig 60 dollar. Hun er gift med en vietnameser, hvis forældre i sin tid flygtede til Paris, hvor han voksede op. Nu er han tilbage i Vietnam, ansat i et fransk firma.
Mens hun taler, glider det brogede gadeliv forbi. Gadehandlere går rundt med kasser med cigaretter og light-ere, mens skopudserne har ringe kår her sydpå, hvor alle går i sandaler. Det er bedre i hovedstaden Hanoi, hvor et par velpudsede sko hører med til business-uniformen.
I Ho Chi Mihn City trænges motorcyklerne i en vild og farefuld forvirrring, hvor der bare for få år siden kun var cykler. Over pladser og fortove bærer kvinder med store hatte stadig rundt med åg med gryder og pander. Det er omvandrende gadekøkkener, som de altid er parat til at sætte ned og puste liv i. Mens andre kvinder slæber kæmpemæssige kurve med bananer, mango og ananas, som de meget tidligt om morgenen tager ind til byen for at sælge. Indimellem ses en invalid krigsveteran.
Firmaer skyder op
Det er kun fem-seks år siden, vietnamesiske reklamer begyndte at dukke op i byerne. Hvad skal man med reklamer, hvis der kun er et stats-ejet mærke at vælge imellem? Og hvem har råd til at betale for dem?
Men med åbningen af markedet og den økonomiske udvikling er firmaer som
Quynhs begyndt at skyde op i byerne, hvor mange har tv og middelklassen råd til at interessere sig for at købe motorcykler og smart tøj.
Hverken Quynh eller hendes venner interesserer sig for politik. Og de helt unge går på diskotek og taler heller ikke om regeringen.
»Min familie synes, at jeg er meget vesterniseret og frigjort. Men de har tilgivet mig,« griner Quynh.
»Jeg er ikke interesseret i politik livet bliver bedre og bedre, så hvorfor skulle vi bekymre os om det. Det var noget andet, hvis det hele blev dårligere. Jeg tror, at regeringen er god til at sørge for, at tingene går godt,« siger Quynh.
Rejser man de to tusind kilometer nordpå til regeringsbyen, Hanoi, ser billedet ud på samme måde. Heller ikke den 25-årige Trihn Hoang Linh fra Hanoi er synderlig interesseret i politik.
»Jeg har alt for travlt til at interessere mig for politik,« fortæller hun over en pizza og nogle hvidløgsbrød i en italiensk restaurant i en af Hanois driftige gader.
»Hvad jeg synes om demokrati? Jeg tror egentlig ikke, at jeg kunne tænke mig at stemme på forskellige partier. Hvorfor skulle jeg det. Det går jo meget godt i Vietnam og i forvejen stemmer vi jo hver tredje år til de lokale valg,« smiler hun.
Langsom og ufleksibel
Linh arbejdede efter universitetet først i en statsbank, så i et japansk firma og nu i en tysk bank. Her tjener hun 300 dollar om måneden. Til sammenligning tjener hendes far, der er arkitekt i det offentlige, 50 dollar om måneden.
»Statens institutioner, som der hvor min far arbejder, er alt for langsomme og ufleksible. Der er for meget papirarbejde. På mit job er vi blot to personer til at klare det, de i staten ville være fire eller fem om,« siger hun og tilføjer, at det nok også er derfor, det mest er unge, der arbejder i den tyske bank, hvor hun er ansat.
»Det bedste, der er sket i Vietnam, er Doi Moi,« siger Lihn.
Doi Moi er navnet på den nye politik, der fra 1986 fik Vietnam til at tillade en form for styret markedsøkonomi og forsøge at tiltrække udenlandske investeringer. Doi Moi gav i begyndelsen store udenlandske investeringer og en imponerende vækst på mere end ti procent om året. Men i de senere år er væksten faldet til omkring fire procent. Krisen i Asien og manglende reformer i Vietnam får skylden.
Lihn er også født efter krigen med USA og fortæller begejstret om, hvordan hele Hanoi hyldede Bill Clinton, da han var på officielt besøg i november sidste år.
»I dag har vi fuldstændig glemt den krig, og vi ser ikke skævt til amerikanerne mere,« fortæller hun.
Dengang man sultede
Quyhn i syd kan dog ligesom Linh i nord huske dengang først i firserne, da hun småsultede.
»Jeg kan huske, da jeg var lille, at der ikke var mad nok, ikke ris nok. Jeg boede i en lille by, og man fik en bog, som man skulle tage med, når man skulle købe ris. Så stillede man sig i en kø og ventede til det blev ens tur. Det kunne tage timer, før man kom til. Livet er meget bedre nu. Jeg taler tit med mine venner om det. De kan også alle huske fra deres barndom, at der ikke var mad nok,« husker hun.
Samme historie kan alle på hendes alder. De er netop født, så de kan huske tiden før 1986, hvor Vietnam prøvede at hele sårene efter krigen mod USA og styre landet med stærk centraliseret plan-økonomi samtidig. I 1986 gav man brugsretten til jorden til bønderne og gav folk lov til at beholde overskuddet af det, de kunne dyrke og sælge. Det var begyndelsen på den markedsøkonomi som nu præger en stor del af den vietnamesiske økonomi uden dog at være slået helt igennem.
»Min bedstefar er glad, krigen er overstået, alle hans børn har det godt, hans børnebørn har gode job. Han mener, at regeringen leder landet godt, og at der ikke bliver noget rod her i landet,« siger Quynh.
