Læsetid: 5 min.

Racismens ATTAC

FN’s verdenskonference mod racisme er ikke et stykke papir. Det var også spotlight på racisme og etableringen af et stærkt globalt netværk af aktivister
10. september 2001

Racisme er et ømtåleligt emne. Det blev for alvor slået fast i løbet af den seneste uge på FN’s verdenskonference mod racisme, da over 150 lande fra hele verden satte sig sammen for at lave en politisk erklæring og en handlingsplan for bekæmpelse af racisme, diskrimination, fremmedhad og lignende intolerance.
Når man sætter sig et så ambitiøst projekt for, er det første spørgsmål, der uvilkårligt vil dukke op: Hvem er det så, der er udsat for racisme? Og i forlængelse heraf: Hvem er racisterne?
Disse meget grundlæggende spørgsmål lagde kernen til de forviklinger og uoverensstemmelser på konferencen, der fik USA og Israel til at udvandre på konferencens tredje dag, og som i visse øjeblikke truede med helt at afspore konferencen. At det ikke gik så galt skyldtes i høj grad den sydafrikanske, kvindelige udenrigsminister Nkosazana Zuma – der var konferencens præsident – som efter USAs og Israels afgang satte sig blidt, men tungt mellem de stridende parter. Her blev hun siddende til parterne blev enige, og konferencen herefter kunne slutte lørdag aften – et døgn efter den planlagte afslutning.
Det var en svær konference. For spørgsmålet om, hvem der er offer for racisme – og hvem, der er synderen – er i sagens natur uendeligt problematisk at give et entydigt svar på, når det handler om, at næsten 17.000 mennesker med hver deres unikke, men forskellige oplevelser af diskrimination og diskriminerende praksis skal blive enige om et fælles standpunkt.
At både ofre og syndere fandtes blandt de 17.000 mennesker gør et sådant standpunkt næsten endnu mere umuligt. Det var hele balladen om Israel-Palæstina-konflikten et levende eksempel på. Og det var således ikke underligt, at netop dén konflikt blev det allermest følsomme emne på konferencen.
Det samme gælder spørgsmålet om fortidens transatlantiske slavehandel og kolonialisme, der var konferencens anden store knast. Disse to store emner var derfor årsag til lange og seje forhandlinger i dag- , natte- og den 11. time, inden Nkosazana Zuma lørdag kunne erklære konferencens slutdokument for enstemmigt vedtaget.
Kompromiset på Mellem-
øst-spørgsmålet blev, at konferencen anerkendte palæstinensernes lidelser og ret til selvbestemmelse og et sikkert og trygt liv, men ikke udpegede
Israel som synderen. Det var ikke, hvad de arabiske lande på forhånd havde forestillet sig, men de gik med på formuleringen og accepterede slutdokumentet.
I slaveri-spørgsmålet blev der langt om længe også enighed. Her besluttede konferencen bl.a. at erklære den transatlantiske slavehandel for en forbrydelse mod menneskeheden, som synderne – heriblandt Danmark – burde sige undskyld for. Hertil kommer, at vestlige lande vil støtte og samarbejde med Afrika om at udvikle sig i en positiv økonomisk retning i fremtiden – det indebærer bl.a., at det internationale samfund skal overveje gældsslettelse.
Kritikere sagde lørdag, at slutdokumentet var for svagt. At der ikke havde været politisk vilje nok til at udforme et dokument, der virkelig rykkede. Og sammenligner man dokumentet med NGO’ernes slutdokument, er styrkeniveauet også til at få øje på. Det gælder især udpegningen af Israel som racist. Men det gælder også andre spørgsmål som f.eks. Asiens kasteløse folk. Enhver reference til kaste blev slettet i slutdokumentet, fordi man ganske enkelt ikke kunne nå at blive enige om den.

Men verdenskonferencen mod racisme var også andet og mere end bare et papir. Det var det hidtil største møde om racisme i verden – og det var første gang, at civilsamfundet i form af NGO’erne var inviteret med. Imens embedsmænd forhandlede papiret på de bonede gulve, blev der givet vidnesbyrd, diskuteret og søgt løsninger udenfor. Hver eneste dag tegnede sig for mindst tre internationale høringer, hvor konkrete problemstillinger fra virkelighedens verden blev taget op: Den voksende frygt for muslimer. Sorte indsatte på de amerikanske dødsgange. Aids, racisme og stigmatisering. Mediernes portrættering af indvandrere og indfødte folk.
Roma’er i Europa. Og mange, mange flere. Racisme kom med andre ord for alvor på verdens dagsorden. Ikke som ord på et stykke papir, men som konkrete og konstruktive erfaringsudvekslinger. Racisme kom også på verdens dagsorden i storpolitisk forstand. På grund af utrættelige aktivisters konstante fokus på konkrete problematikker – som f.eks. indfødte folks vilkår i Sydamerika eller den meget kontante diskrimination af dalitter (kasteløse) i Asien – blev søgelyset rettet mod de ansvarlige landes regeringer. Godt nok kom dalitterne ikke med på FN-papiret. Men de fik banet sig vej ind i bevidstheden på såvel Indien som de lande, der har bilaterale aftaler med Indien.
FN’s verdenskonference mod racisme blev også et nyt rum for nye spirende og globale netværk af mennesker, der med forrygende kampånd har sat sig for at åbne politikernes øjne for racisme og diskrimination, og som nu kræver konkret handling.
De første skridt blev taget i Frankrig, Chile, Senegal og Iran på de forberedende, regionale møder til NGO’ernes konference. De næste skridt blev taget i Durban under selve NGO-konferencen og gennem de mange uformelle møder, der blev holdt, hvor folk samledes for at diskutere lobbyvirksomhed overfor de delegerede på konferencen. 

Sorte brasilianere mødtes med afrikanere og sorte amerikanere og udvekslede erfaringer og e-mailadresser. De sortes globale forening imod de uretfærdigheder, de oplever, blev understreget og forstærket af, at amerikanske - og sorte – Jesse Jackson kom til Durban for at kæmpe med.
Palæstinensere og dalitter (kasteløse) fandt ud af at støtte hinanden i hver deres kamp. Og sydafrikanske Zulu-kvinder mødte chilenske Mapuche-indianere og kunne blive enige om, at de havde en masse tilfælles, og at de stod stærkere, hvis de stod sammen.
Ligesom den verdensomspændende anti-globaliseringsbevægelse, som i Danmark tegnes af ATTAC, der med voldsom kraft er slået igennem verdensbilledet, talte flere på Durban-konferencen om, at det samme er ved at ske for den spirende anti-racismebevægelse. E-mail og Nettet gør det muligt. Og vreden mod USA, der udvandrede fra konferencen, viste, at folk ikke længere vil finde sig i at få deres livsverden dikteret af hverken supermagter eller storpolitiske interesser.
Dét vidste regeringerne på Durban-konferencen. Derfor var det så vigtigt for dem at få vedtaget et slutdokument med konsensus – dvs. at alle var enige. Og derfor blev landene stædigt ved med at forhandle dokumentet, indtil en sådan enighed var opnået.
»Det er vigtigt for os at vise anti-globaliseringsbevægelsen, at der kan komme noget positivt ud af det internationale samarbejde,« som Louis Michel, Belgiens udenrigsminister og leder af EU-delegationen på konferencen, sagde til pressen, da EU valgte at blive på konferencen, efter at Israel og USA havde trukket sig.
Også de store institutioner som f.eks. Verdensbanken havde observatører på konferencen for 'at tjekke ud hvad der rører sig,' som en af disse observatører fortalte Information. Selv om racisme, diskrimination, fremmedhad og lignende intolerance har fået sin plads på verdenskortet med Durban-konferencen, kan landene ikke bare læne sig tilbage og slappe af. 
Der er kraft i de spirende folkebevægelser over hele verden. Og kampen mod racisme er nu blevet en global kamp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu