Læsetid: 9 min.

Radio med sigtekorn

Hos Danmarks største kommercielle radiostation er opskriften på god radio helt enkel: man ringer til lytterne og spørger, hvad de vil have. Ordet ’forretning’ synes at genlyde fra væggene i The Voice’s hus i Magstræde, København
7. september 2001

(2. sektion)

Reportage
»Knep en ged!« lyder det, da fotograf Holsting og jeg træder ind i studiet. Promotion-assistent Pia Dahl, der er vores guide, nikker opmuntrende og samtidig beroligende til os og vinker os hen bag mikrofonerne, hvor Charlotte Vigel med Lars Hall som bagstopper er i gang med The Voice’s eftermiddagssending. Ellers bliver vi totalt ignoreret. På eftermiddagsfladen skal radioværten nemlig både producere og tale i mikrofonen, og det har Vigel ikke gjort før. Selv om der er tid til en smøg, er koncentrationen total.
Studiet er fuldt af skærme og apparater. To computere viser dels det aktuelle indslag og dets tidsforbrug, dels en lang liste over, hvad der skal indgå i dagens program. Intet er overladt til tilfældighederne, og alligevel kan alt gå galt. Lige nu skal Vigel koordinere med sit Street Team, der står nede på gaden og venter på, at folk henvender sig til dem med en vittighed.
Problemet lige nu er, at sendeudstyret ikke virker. Manden på gaden må fortælle sin vittighed i Bjørns mobiltelefon. Den handler om en blondine, der skal have olie på sin bil, fordi stangen ikke er lang nok, og den er ikke det mindste sjov. Vigel cutter ham hurtigt af og koncentrerer sig om knapperne. Charlotte Vigel sender ikke helt live. Alting forproduceres cirka ti minutter før, det går i æteren, og derfor står hun selv og klipper sine speaks til på det lille klippeboard, mens reklamer, speaks og musik kører ud i højttalerne. Når hun altså ikke tager imod lytterønsker i telefonen eller diskuterer med Lars Hall, hvordan de nu skal komme ud af Jennifer Lopez-nummeret, som der altid er problemer med.
»Om morgenen er der virkelig gang i den,« fortæller hun, da hun endelig får tid til at kigge op. »’Vangsø’s vækning’ sender live, og de er fem mennesker i studiet.«
Så vidt jeg kan se, er der også halvtravlt lige nu. Vigels fingre flyver over knapperne, og elementerne klippes og klistres i en rasende fart. Hun må indrømme, at udsendelsen er enormt stressende: »Du er kommet på et godt tidspunkt, hvis du skal have noget radiostemning.«

Jingles på kassettebånd
De danske lokalradioer startede som en forsøgsordning i 1983. Den 8. juni 1984 var The Voice i æteren. Baron Otto Reedtz-Thott havde været i USA og hørt musikradio og undrede sig over, at der ikke fandtes noget lignende herhjemme. Selv om sendetilladelserne kun blev givet til stationer med erklæret lokal forankring, var der ingen tvivl om, hvad Voice gik ud på fra starten: musik. Radiovært Dan Rachlin var 20 år dengang, og han havde været søvnig gennem hele gymnasiet, fordi han lå hver nat under sin dyne og hørte Radio Luxembourg, mens han undrede sig over, at der ikke var nogen danske stationer, der spillede musik bare for at spille musik. Rachlin tænker tilbage:
»Dengang var radio et miskmask af lidt musik og så noget halvhjertet journalistagtigt fyld udenom. Da vi startede The Voice, var vi alle sammen helt uprøvede. Vi sad 10 mennesker og øvede op til den første sending, og det bestod i, at vi simpelthen øvede os i at sætte en plade på grammofonen og i at indspille vores jingles på kassettebånd. Det var fantastisk.«
Fem år senere blev det tilladt at sende reklamer i radioen, og det var dengang, branchen eksploderede. Direktør Henrik Knaack er Voice’s forretningsmand i dag, men startede karrieren med at lave sin egen radiostation i Tåstrup i ’83.
»I starten var det ét stort virvar af græsrodsradioer, og alle kunne komme ind fra gaden og lave radio. Det var sjovt, og vi er i øvrigt stadig meget glade for græsrødderne. Men fra ’88 var der kun én måde at lave radio på for os,« erklærer Knaack. Da reklamer blev tilladt, blev radio nemlig en forretning.
I dag er kommerciel radio en kæmpe forretning, og The Voice er med op mod en million ugentlige lyttere størst af dem alle. Faktisk er ’forretning’ det ord, jeg hører mest i løbet af mit besøg hos The Voice i Magstræde.
Ordet synes at genlyde fra væggene i det store hus, der er arbejdsplads for 60 medarbejdere fra redaktion til marketing og direktion. Det går også igen, når Voice-folkene skal forklare, hvordan de kan tage især de unge lyttere fra Danmarks Radio, som i de yngste målgrupper må se sig truet og slået af de kommercielle radiostationer.

Lytterne er ligeglade
Programdirektør Hans van Rijn forklarer: »Det er meget enkelt. Vi spiller det, folk gerne vil høre. Vi prioriterer lytterne først i stedet for at sidde og lave programmer til egen underholdning som visse andre. Du må huske på, at folk er ligeglade med radio. Det er bare et gratis tilbud i en tid blandt en masse andre. Vi skal gøre dem glade, lige så snart de tænder, ellers drejer de videre til en anden kanal. Vi laver ugentlige, månedlige og årlige undersøgelser af, hvad lytterne gerne vil have. Det foregår blandt andet ved, at vi ringer folk op og spiller en række omkvæd for dem. Så kan de fortælle os, hvad de synes om det, de hører.«
Jeg ser for mig, hvordan en studentermedhjælper fra Gallup planlægger min radioflade for mig med fru Hansen fra Bagsværd i røret, og spørger, om folk ikke nogle gange gerne vil have noget, som de ikke vidste, de ville have, på forhånd? van Rijn:
»Jo, men det skal de bare ikke have hos os. For vi skal lave business. Ingen arbejder med værter, der sidder og udvælger yndlingsmusik længere.«
Knaack glatter ud: »Men du har da ret for så vidt, at vi skal kryptere, hvad folk mener, når de siger, at de gerne vil have underholdning om morgenen. Så laver vi vores bud, som er Vangsø’s vækning nu og var ’Kaos Krew’ tidligere. Derefter må det jo være op til lytterne, om vi har valgt rigtigt.«
– Musikalsk er radio blevet meget ens?
Knaack: »I gamle dage ville DR gerne præge lytterne og opdrage dem, og det har vi aldrig villet. Men i dag går alle ud og spørger lytterne.«
van Rijn: »Hvis DR er magen til os, skal de ikke have licenspenge.«
– Men har I mærket noget til, at P3 er blevet mere lokalradioagtig?
Knaack: »Næ. Vores lyttertilslutning har været stabil de sidste par kvartaler. Men som direktør ville jeg da ønske mig, at der var fri konkurrence. Hvis vi kunne få lov at lave det, vi gerne ville, ville vi være fuldstændigt ligeglade med, hvad DR lavede for licensen. Du aner ikke, hvad vi skal søge af tilladelser og underlægges af krav. Radio er et af de mest regulerede medier i Danmark overhovedet.«
Mads Vangsø, der blandt andet har lavet radio på DR og »Big Brother« på TV Danmark, må være manden, der kan forklare mig forskellen på DR og The Voice. »Først og fremmest, at det her er rendyrket underholdning. Tempoet er højere, og det er mere fragmenteret. Men som vært synes jeg ikke, der er forskel på, om jeg sidder på en licensbetalt eller kommerciel radiostation. Personligt er jeg totalt ligeglad med, hvor pengene kommer fra, bare de ikke kommer fra Sicilien. Så ville jeg nok tænke mig om en ekstra gang,« konkluderer Vangsø kryptisk.

Lydtapet
Dan Rachlin, som efter en pause er vendt tilbage til Voice Danmark for to uger siden, er på vej ind til sin eftermiddagssending på Voice’s ældre storesøster Pop FM, der spiller musik for de 25-39-årige med mottoet »Musik du kender«. Mediepersonligheden Rachlin befinder sig i den sære situation, at han i en alder af 37 er old news. »Det er da en ret mærkelig fornemmelse, når jeg samtidig ser skuespillere på min egen alder blive udråbt til de nye, unge håb.«
– Er det også en mærkelig fornemmelse at skulle sende på den ældre kanal nu?
»Det har jeg det helt cool med. For mig er musik en essentiel ting, og jeg hører en masse gamle idioter, selv om jeg også er fascineret af det nye. Jeg tror ikke på et radioformat, hvor man spiller Peter A.G. lige efter Limp Bizkit. Popmusik er i bund og grund ikke langtidsholdbart. Det er brug-og-smid-væk, og utrolig meget af det bliver fabrikeret til at ramme en målgruppe lige i mellemgulvet. Nogle år efter er det glemt, og det er der ikke noget revolutionerende i. Det er en helt naturlig udvikling, at man målretter sine udsendelser til forskellige aldersklasser.«
– Savner du at kunne vælge musikken selv?
»Dengang vi selv valgte alt, fra musikken, til hvor længe vi ville snakke, var det nogle gange fantastisk og nogle gange pinagtigt. Men Voice har haft musikstyring siden ’94, og radio bliver i det hele taget brugt til noget andet i dag. Dengang tror jeg ikke, jeg ville have været så begejstret for at få at vide, at jeg lavede lydtapet – i dag synes jeg, det er okay. I en radioverden, hvor alle spiller stort set de samme hits, kan det ikke være musikken, der afgør folks valg. Jeg tror, tendensen er, at værter skal være personligheder, og det er jeg jo, på godt og ondt.«

Sweepere og tracking
Fra det relativt rolige Pop FM-studie vover jeg mig igen gennem det, der ligner helt almindelige kontorlokaler bortset fra de bare damer på væggene, ned i kælderstudiet til Charlotte Vigel og Lars Hall.
Her er askebægerne ved at være fulde, og Vigel og Hall ser klatøjede ud efter tre timers sending. De har for meget overtid og smider for mig uforståelige begreber som ’sweepere’ og ’tracking’ i hovedet på hinanden, mens de diskuterer, hvad de kan klippe fra. Vigel bander, fordi hun ikke kan komme ind i »Ride With Me« med Nelly, hvor rapperen bliver ved med at rappe og ikke er til at skrue ned for på en pæn måde.
Jeg sætter mig hen i et hjørne og gør mig usynlig, men Uffe Holm, der skal i æteren lige om lidt, har spottet mig og kommer væltende ind ad døren: »Interviewer du dem? Så skal du have med, at Charlotte har været prostitueret på Bornholm!« Vigel griner, træt og venligt, og Uffe Holm vælter ud igen. »Du sidder ikke og noterer det her, vel?« spørger Vigel, og jeg giver hende et opmuntrende og samtidig beroligende smil.

Lytterne i tal
*The Voice og Pop FM er ejet af Nordisk Radio Reklame, som igen ejes af den internationale mediekoncern SBS Broadcasting, der også ejer TV Danmark. Derfor for eksempel samarbejdet om Big Brother.
Den næststørste spiller på markedet for kommerciel radio, Radio2/Uptown, ejes af det amerikanske selskab Clear Channel, der også har købt Danmarks største koncertbookere, det tidligere DKB – og Radio Uptown er nu ’The Concert Station’. lfk

*Ifølge Gallups seneste lyttertalsopgørelse, som gælder 2. kvartal 2001, er der 2,3 mio. danskere, der i løbet af ugen stiller ind på P3.
I sammenligning hermed kommer 2,8 mio. forbi en kommerciel radiostation, mens Danmarks Radio totalt besøges af 3,7 mio. danskere i løbet af en uge. Lige under 1 million stiller ind på The Voice. lfk

*Gør man tallene op efter alder, ser lytterfordelingen anderledes ud. I målgruppen 15-30 år sidder The Voice alene (uden Pop FM) på 405.000 ugentlige lyttere, mens P3 har 619.000. Og laver man målgruppen om til de 12-20-årige, står The Voice relativt endnu stærkere med 216.000 ugentlige lyttere mellem 12 og 20 år mod P3’s 244.000.
Hertil kommer de øvrige kommercielle radiostationer, hvoraf mange satser hårdt på den samme unge målgruppe som The Voice og P3. lfk

*IFPI’s airplaychart er ikke en pladesalgsliste. Den samles ved hjælp af en række antenner rundt om i landet, som overvåger et dækkende udvalg af de danske radiostationer. Antennerne er tilknyttet en computer, som registrerer, hvor mange gange en given sang bliver spillet på en given station.
Hver uge indsamles computernes data, og man sammenligner antal afspilninger med antal lyttere på det givne tidspunkt. Til sidst får man en opgørelse over, hvor mange gange en sang er blevet hørt i radioen. lfk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her