Læsetid: 5 min.

Risikozone: Verden

Vi risikerer allesammen at være omvandrende symboler på noget, nogen ikke kan lide. Og hvad så?
14. september 2001

Vi risikerer allesammen at være omvandrende symboler på noget,
nogen ikke kan lide. Og hvad så?

Qlummen
Tv-billeder: World Trade Center, to stolte tårne, fallisk gennemboret af et fly på afveje, brudt i brand, kort efter sunket i grus og støv som en omvendt paddehat. Folk defilerer forbi den amerikanske ambassade, de kom fra Farum og Frederikssund for at lægge blomster og tænde lys, sågar en lille lyserød kanin så man. »Jeg måtte bare tage herind, vi måtte være en del af det,« siger de. Journalisterne siger: »Verden bliver aldrig den samme igen. Det vil være en dag, hvor vi alle vil kunne huske hvor præcis vi var, da det skete.«
Unge mennesker, der hverken har oplevet mordet på Kennedy eller Olof Palme føler det omsider: At her er de i kontakt med Historien. Noget har ændret verden. Og man var der! Man vil senere kunne sige: »Jeg tændte også et lys i mørket. Jeg var en del af Historien.«

Om det kan man hurtigt mene en hel masse. F.eks. at det er en ekshibitionistisk moderne mennesketypes måde at sige: »Se mig!« på. At trække lys fra katastrofen til sit eget ikke så overskrifts-fæhige liv.
Blot er den slags ikke specielt for moderne mennesker. Jeg kom til at tænke på én af mine yndligsscener i Holbergs Erasmus Montanus, hvor Jeronimus, Montanus’ kommende svigerfar, netop belærer den unge student om sammenhængen mellem det store og det små:
Jeronimus: »Formørkelser ere visse tegn, som sættes på Solen og Maanen, naar der skal skee nogen Ulykke paa Jorden. Hvilket jeg kan bevise ud af mine egne Exempler; saaledes da min Hustru foer til Himmels for 3 Aar siden, og da min Dotter Giertrud døde, var der begge gange Formørkelse tilforn. ... Da sidste Formørkelse skede, syntes Alting at være vel; men det varede ikke længe, thi 14 dage derefter fik vi Tidende fra Kiøbenhavn, at der var på een gang 6 rejicereed til Attestatz, Alle fornemme Personer, og blandt dem 2 Provstesønner. Hører man ikke Ondt på eet sted efter en saadan Formørkelse, saa faaer man det vist nok at høre paa et andet Sted.«
Til hvilket Montanus svarer: »Det er vist nok; thi der gaar aldrig nogen Dag forbi, der skeer jo nogen Ulykke i Verden. Men hvad disse Personer er angaaende, saa har de ikke behov at skylde paa Formørkelse; thi havde de læset bedre over, havde de nok gaaet fri.«
Det har Montanus jo ret i: At give samfundet eller himmelrummet skylden er sjældent en holdbar personlig strategi.
Men Jeronimus siger også noget interessant om almindelige menneskers behov for at føle sig som en del af det store derude. At hverdagens begivenheder også har en plads, når Verdenshjulet drejer. Sådan er simpelt hen den fortolkningspraksis, mennesker lægger ned over deres liv.
Forskellen på os og Jeronimus er især ydre: Vi får utrolig meget mere at vide, det går meget hurtigere, og store dele af verdens befolkning har adgang til de samme billeder samtidig. Derfor kan vi forbinde os med Historien, ikke bare med overtroen.
Da min mand, rastløs og oprevet, stod op igen natten til onsdag for at se mere fjernsyn, og med armen på vej ind i badekåben retorisk spurgte: »Hvorfor er det, man så gerne vil se de samme billeder igen og igen?« – ja, så tror jeg, det er udtryk for det samme: Man kigger og kigger og prøver at få mening i det, man ser.

Formentlig varer det længe før det lykkes. Ganske vist har det ikke været let at finde mennesker uden for Ramallah, som virkelig glædede sig over attentatet. Men det lykkedes onsdag aften at finde et par store drenge i Vollsmose, der mente, at det var løn som forskyldt for USA.
En dansk dreng med palæstinensisk baggrund sagde: »Sådan noget er vi udsat for hver dag.« Han har jo ret, for så vidt som palæstinensere, rwandere, østtimoresere, kinesere og masser af andre har oplevet noget tilsvarende og det, der er mange gange værre.
Alligevel er drengens »vi« bizart: Hvem har generet denne dreng, som så velnæret ud og var moderigtigt klædt i sin ’pop-jakke’, som min datter bemærkede? Generet ham så meget, at 10.000 intetanende menneskers voldsomme død er en passende gengældelse?
Jo, jeg ved godt hvad det er for et vi, han mener at være en del af, men godt tænkt er det ikke, og han ville tjene sin sag bedre ved at holde bøtte.
Men netop denne danske drengs bizarre ’vi’, hans »cyber-vi«, der forbinder ham usynligt med mennesker, hvis skæbne han reelt ikke deler, men pynter sig med som en falsk heroisme og påtaget offerrolle – dét si-
ger noget om den uberegne-lige verden, de næste måneder – år? – kommer til at tegne.
I en verden ledet af USA risikerer alle amerikanere at være omvandrende symboler på fjendebilleder, uanset hvad de personligt måtte mene. Og når NATO rykker samlet som nu, ja, så kan det samme gælde alle os andre: At man som hvidt, vestligt menneske, principielt – men dog nok ikke statistisk! – løber samme risiko som en hutu eller tutsi, da tingene gik blodigst for sig i Rwanda: At blive slået ihjel for at tilhøre en bestemt art. Som i blodhævnens og slægtsfejdernes dage. Trygheden er bristefærdig som en boble.

Men hvornår har verden nogensinde føltes tryg? Meget af det, der påstås om denne forfærdelige begivenheds enestående karakter er jo ikke sandt.
Politisk er det sket mindst to gange før, at USA er blevet presset ud af sin selvvalgte os-nok-isolationisme: I 1915, da sænkningen af passagerskibet Lusitania fremkaldte en amerikansk bølge af harme mod Tyskland. Og i 1941, da japanernes angreb på den amerikanske flådestation Pearl Harbor trak USA ind i Anden Verdenskrig.
Som Anders Jerichow sagde både i tv og her i avisen, kan USA ikke trække sig ud af verden, som Bush helst ville (og mange europæere med, af andre grunde.)
Ideologisk har verden gennem tiderne modtaget indtil flere grundskud:
*Kristen tillid til Gud brød sammen under jordskælvet i Lissabon 1755, som Lars Qvortrup skriver i dagens Virtuelle Rum.
*Tilliden til oplysning og fornuft døde i Første Verdenskrigs skyttegrave, hvor Europas unge sønner, brødre, fædre, ægtemænd og kærester blev dræbt – for de flestes vedkommende til ingen verdens nytte.
*Og Auschwitz, hvor det at være en velintegreret tysk skatteborger ikke var garanti mod at blive overfaldet, deporteret, myrdet...

Nu er også Vestens mennesker faldet tilbage i risikoens grundvilkår. Velkommen til virkeligheden.
Jeg ved ikke endnu, om der bliver krig, men hvis der gør, vil USA gøre meget for at vinde den. De skyldige går en hård tid i møde.
Men ellers gætter jeg på, at verden langsomt bliver sig selv igen. Måske bliver selv indenrigsflyvning en omstændelig sag. Måske bliver vi kropsvisiteret til sokkerne, bagage splittet ad. Måske serveres flymad skåret ud, så selv plasticknive og -gafler undgås.
Men om højst et par år begynder folk at brokke sig over det. Vestlige mennesker ønsker i virkeligheden ikke at leve i en politistatsagtig verden. De, der flygter fra diktaturer og voldsregimenter heller ikke.
Og det er faktisk præcis den fordel, almindelige mennesker har frem for
Historiens ansvarlige aktører:
Vi kan leve videre, næsten som intet var hændt, bare lidt mindre uskyldige. Hvad skulle vi ellers gøre?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her