Læsetid: 3 min.

Rokkede fjendebilleder

Koplevs Krydsfelt tog lytteren med til Kina
7. september 2001

(2. sektion)

Radio
Som nyslået radio- og tv-anmelder vil man jo gerne gøre det så godt som muligt, og derfor er der ikke gået mange timer, fra jeg er blevet ringet op af Information, til jeg sidder plantet foran radioen med papir og blyant: Tænk, hvis der allerede i samme sekund, man tændte for radioen, skulle være noget, man havde lyst til at anmelde. Men jeg taber lynhurtigt tråden.
Hvad er det egentlig for et program, jeg lytter til? Der er en masse uforpligtende stof vævet sammen af en masse forskellige stemmer, lidt om dette og hint, så musik, og så videre til noget andet, nye stemmer, nyt stof: Der er simpelthen sket det, at nogen har indstillet min radio på P3.
P3. Ikke for fastholdere. Det er ellers let at blive forvirret i disse dage, hvor alle programomlægningerne finder sted. F.eks. rykker det meste af P1’s gamle morgenprogram over på P2 for at give plads til den nye morgenradio på P1. Genudsendelserne bliver der også rykket rundt på, f.eks. skal »Koplevs Krydsfelt« ikke længere genhøres om lørdagen, men samme aften, så ved De det.

Ligefrem spørgestil
Genstanden for denne anmeldelse er netop »Koplevs Krydsfelt«, som sidste torsdag blev gæstet af handelsråd ved den danske ambassade i Peking, Carsten Boyer Thøgersen. Koplevs spørgestil er ligefrem. Carsten Boyer Thøgersen spurgte han f.eks.:Hvorfor skal vi egentlig interessere os for kineserne? Eller: Mellem os sagt, hvordan er de egentlig, de kinesere? Ikke et let spørgsmål, når man tænker på, at der er 1,3 milliarder af dem.
Faktisk fortalte Carsten Boyer Thøgersen, at kineserne udgør 22-23 procent af verdens befolkning, og så er det jo rystende, så lidt Kina fylder i det danske mediebillede. Tænk, hvis vi vidste lige så lidt om amerikansk levevis.
Der er ikke noget bedre end at få rokket ved sine fjendebilleder og opdage, at verden er større og rigere, end man lige gik omkring og troede, og derfor nød jeg hvert øjeblik af Thøgersens beretninger fra Kina.
Jeg var lige så overrasket som Koplev, da Thøgersen fortalte, at der er mere reklame i kinesisk fjernsyn, end der er i dansk fjernsyn, og jeg vidste ikke, at flertallet af de kinesiske aviser er underlagt markedskræfterne og således ikke bare gengiver lange referater af det sidste møde i partiet.

Kommunistisk periode
Da Thøgersen fortalte, at der faktisk er en offentlig debat om tortur, og hvordan man slipper af med den (i et så stort land sker det ikke fra den ene dag til den anden), var jeg lige ved at blive flov over min egen uvidenhed.
Hvad havde jeg forestillet mig? 1,3 milliarder mennesker som aldrig talte sammen? Thøgersen undgik på ingen måde de ømme punkter i portrættet af Kina, men hvad det drejede sig om her, var knap så meget, hvad man eventuelt kan fordømme ved Kina, som det drejede sig om, hvad der overhovedet foregår.
I den forbindelse var det også interessant at blive mindet om, at marxismen og leninismen er en vestlig – og langtfra nogen østlig – opfindelse. Thøgersen foretrak faktisk at tænke på Kina som et kejserdynasti, ét, som i en periode kunne kaldes kommunistisk. Alt sammen uhyre interessant. Bare han ville medvirke i nogle flere radioprogrammer.

*Katrine Marie Guldager er forfatter og vil fremover anmelde radio og tv i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her