Læsetid: 4 min.

Sandkassens eufori

Fantasien sluppet løs i kasematterne
17. september 2001

Udstilling
Regn i spande, stormende kuling og eneste ly forfaldne kasematter med luften tung af fugt, støv og død fortid: Masnedøfortet på årets første rigtige efterårsdage.
Masnedø gennemskæres af opkørslen til den gamle Storstrømsbro og øen blev befæstet i årene før Første Verdenskrig. Det lille fort ligger skjult mellem volde og består af en hovedlænge i to etager med et halvt hundrede små kamre ud fra en midtergang og et par udløberpassager som labyrintiske ormegange. Der er koldt, råt og klaustrofobisk, og samtidig er det en byggekunst, som i sin fattigdom gør brug af de klassiske grundformer: rette vinkler, cirkelslag og tøndehvælv.

Besat af 36 kunstnere
Henning Christiansen er – hjulpet af Lena Gerlach og Heine Skjerning – godfather for dette og sidste års Masnedø-udstilling udenfor reservatet. Mange af deltagerne er bosat omkring ø-havet, enkelte andre er inviteret fra Tyskland og Norge.
Henning Christiansen bidrager selv med et lydrum og hans gamle ven og fluxuskammerat, Bjørn Nørgaard har arrangeret et direktionsmøde af stole med gipspladefolk med kaktushår og urtepottefjæs.
Nogle kunstnere forholder sig direkte og nøgternt til det rum, som de har fået tildelt: Katya Sander har tøjret en rumknusende hvid ballon midt i sin lille køje og skrevet fragmenter af en samtale, der som resterne af en eksploderet tekst løber rundt på væggen og Fiber har udspændt fire wirer, som fastholder loftet og bærer gulvet.
Andre dramatiserer. Sonny Tronborg har mørklagt og tjæret et lille cirkulært rum for enden af en kort trappe. Man aner tilstedeværelsen af et De Chirico-agtigt stavær, men må nøjes med anelsen, for trappetrinene er dækket af et tykt lag fedt.
Mere romantisk er Inge Mahns ladeinteriør med høstredskaber og en væv, hvis trend er af groft sejlgarn og islættet af rejnfan, duftende mildt som hø, og Bo Karbergs vandland med sekskantede bikager, svømmende som åkander, der kunne bære en Tommelise (min overfortolkning), og en stor membran, som antyder, at det handler om bakterier set i et mikroskop. Mere dekorativ og rent æstetisk er Frank
Raendchens kartoffelstykke (300 kg) spredt over gulvet som en spydspids og truet af seks svævende kartoffelagtige kampesten, blødt, hårdt, tungt og let i spil. Også Ursula Reuter Christiansen har skabt et smukt interiør med væltede krukker og dertil et fotografi af en hjemløs i et bilvrag.
Der er ellers langt mellem de politiske og sociale referencer bortset fra historien om den danske soldat, som løskøbte en af Østens prostituerede, kommenteret af Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen samt Jacob Jacobsens verbale »Desorientering og sanselige manier...«

Stedets ånd
En mulighed har været at trække på fortets historie. Christian Smidt Rasmussen og Sonja Lillebæk Christensen lader det dukke op under et anlægsarbejde i 1998 og har samlet dokumenter til et historisk arkiv. De digter en beretning om drukne, norske søfolks angreb på fortet i 1928, mens Elle Klarskov Jørgensen beskæftiger sig med en mislykket operation »Chillblain«, som skulle være foregået i luften over »Masnedø og Herlev 27.12. 1941«. Noget blev reddet af en rød faldskærm, mens andet faldt i »sne« og en dametaske i København. Frank Tomozy gør sit lukaf til et museum og har med megen alvor installeret en mindestue for personen, Leonard Ossian Nielsen Thybjerg, 1863-1915, som var kunstner og opfinder, og udstillet hans genfundne møbler, hat, stok, støvleknapper og blodpumpepenslen fra hans Selv(mords)portræt.

De andre
Samtidig er der andre kunstnerne, der nærmest lader som var fortet et galleri, og præsenterer værker, videoer, fotografier og sågar indrammede akvareller
(Olav Christoffer Jenssen). De ignorerer stedet, og uanset kvaliteten af deres indsats, virker den mindre vedkommende.
Det gælder f.eks. A.K. Dolvens i øvrigt fremragende video »From his last winter« hvor to lukkede ansigter ligger vendt mod hinanden og eneste bevægelse er et blinkende øje. Heine Skjerning har bygget skulpturelle former og Torben Ebbesen har opstillet en mobile, hvor en honningfarvet valse med plastfilm langsomt vikler sig om et lille skilderhus af glas med en vissen gren på toppen, en poetisk version af naturens gang, afdækning og tilsløring. Her er noget for enhver smag: Ærbare scener fra sommerbunkesex på en gummibåd i skoven (Yvette Brachmann), udkast til haveby (Hans Peter Hagens), et kunstfarvet fotografi af ukunstlede blomster (Merete Ahnfeldt-Mollerup), dødens valmuer og spekulationer over de rumlige aspekter af brugen af sandpapir (Marie Markman) osv.

Hvad er det de vil?
Hvad er det, som gennem mere end en menneskealder, har fået kunstnere til med flid at opsøge ubekvemme steder? Den klassiske forklaring er at en fortsættelse af 60’ernes reaktion mod galleri- og museums miljø stadig er berettiget og relevant, men der er mere i det.
Der er de gratis associationer, historierne, som ligger i det fortidige, det nedlagte og forladte, stimulansen ved det ubekvemme og akavede, de forhåndenværende rums princip forbundet med friheden, det gratis og med en snert af nostalgi og romantik. Fantasien er frisat, det
er sandkassens eufori og
begrænsningernes muligheder.

*»Husrum« Masnedøfort 2001. Fortvej 8, Vordingborg. Daglig 10-17 Til 28.10. www.husrum.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her