Læsetid: 3 min.

Sanseligt og åndfuldt

Endelig fik man lejlighed til at udleve trangen til at råbe bravo over balletkunst på en dansk scene
24. september 2001

Balletgalla
Hvorfor kan Danmark ikke skabe et miljø for sine balletdansere? Når man i årevis har lidt med Den kongelige Ballets deroute, skal der en aften i Tivoli til at vise, at vi har vidunderlige danske dansere, der brænder for kunsten, og har kløgt nok til at give udtryk for deres tyrkertro på ballettens lødighed. Det er danseren Johan Kobborg, vi kan takke for et intelligent program med både helt unge og mere erfarne stjerner, som viste, at denne kunstart, som nok kan være i krise og føles uvedkommende, ude af takt med tiden, trods alt har elementære fascinationsmuligheder, der til hver en tid kan få blodet til at rulle raskere i publikums årer.
Kobborg kommer fra Den Kongelige Ballet, men har i de senere år gjort en strålende, kritikerlovprist karriere i den engelske nationalballet. Omkring sig har han samlet nogle af de mest lovende unge dansere i verden, og ikke mindre funklende stjerner med udgangspunkt på Det Kongelige Teater. Det er en national skændsel, at man ikke har kunnet drive den danske nationalscene således, at kunstnere som Kobborg, Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff har haft muligheder for at udvikle deres begavelse herhjemme. Hvad Hübbe og Schandorff får ud af Balanchine er så medrivende, så begavet og så billedskønt, at man ikke forstår, hvorfor så store kunstnere ikke har fået et repertoire lagt an på deres talenter. Hvordan kan man forsvare, at Den Kongelige Ballet ikke gav Hübbe balletmesterposten? Hvorfor fandt man ikke en serie koreografer, der blev nutidige Balanchine’r for Silja Schandorff?
Man må takke Johan Kobborg for at stå bag en så brillant demonstration af ballettens energier som den gallaforestilling, der i weekenden kunne ses i Tivoli. Hans udenlandske dansere var også formidable, ikke mindst den stakkels cubaner Rolando Sarabia, der viste de mest delikate og virile piroutter i Don Quixote-pas de deux’en med den charmerende Tamara Rojo som partner. I hans anden solo sprang han lige ind i en frygtelig skade og måtte efterlade den dygtige partner alene på scenen med umådeligt mange pirouetter. Vi led frygteligt med dem –
og fornemmede ballettens umenneskelige fysiske krav.

Pigeynde og erotik
Aftenens vidunderlige gave var dog mødet med den purunge, rumænske danserinde Alina Cojocaru, som man gerne ville følge hver aften i hendes kommende danseliv. Hun var Johan Kobborgs partner først i Bournonvilles Blomsterfesten i Genzano, og man har sjældent set noget så yndigt i denne pas de deux, som vist nok slet ikke er så meget dansk kulturarv, at det gør noget – det meste er stjålet i Wien. Med en naturlig ynde, der legede trin og pigelig undseelig forelskelse frem, viste Alina Cojocaru, at det ikke er nationaliteten, den danske indfødsret, der gør Bournonville danseværdig i dag. Kobborg selv dansede som den engel, vi kender i dette repertoire, men lod os også følge med ind i Kenneth MacMillans sanselige univers sammen med sin betagende, rumænske Manon. Lad os få dette drømmepar tilbage snart på Det Kongelige
Teaters scene!
Aftenens program var en tiltalende blanding af russisk bravour – Ivan Putrov fra Kiev kom heldigt igennem himmelspringene – og Balanchines funktionalistiske klare form i Agon og den vidunderligt musikalske Duo Concertant. En vildt fascinerende og meget syg svane døde sin makabre død i Muriel Maffrés skikkelse, mens Tim Rushton havde sendt Andrew Bowman på vanitas-jagt efter det forkrænkelige. Bravi, bravi - touche og roser til alle!
nInternational balletgalla. Tivolis koncertsal, 22. og 23. sep. Kunstnerisk leder: Johan Kobborg. Producent: Alexander Meinertz. Værker af Fokin, Balanchine, MacMillan, Tim Rushton m.fl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu