Centralt Dilemma
CDs gruppeformand, Peter Duetoft, befinder sig i en central position i partiet, efter at Mimi Jakobsen har gjort det klart, at hun aldrig vil være minister mere.
I en samtale med Information erkender Peter Duetoft, at CD på mange måder står i et vadested op til det kommende valg med en medlemsskare, der er skiftet ud flere gange siden partiets euforiske start og med en rolle foran sig som et mere normalt parti, der ikke er hægtet op på en karismatisk leder.
At alene Erhard Jacobsens kaniner og Mimi Jakobsens evne til at tale dansk har reddet partiet over spærregrænsen, er Duetoft dog ikke enig i:
»Det mener jeg aldrig har været relevant. De to har gjort noget ekstra og givet os nogle fine tal, men jeg mener bestemt, at partiet de seneste seks-syv år har vist, at det kan godt. Men det giver flødeskum på kagen, at Jakobsen er med.«
Der er opstået en kølig stemning mellem Venstre og det lille midterparti, efter at Venstre har signaleret samarbejde med Dansk Folkeparti på flygtningeområdet og efter Venstre-folks beskyldninger mod Mimi Jakobsen for politisk korruption i forbindelse med finansudvalgets bevilling til Red Barnet. Og senest i lyset af den spændte internationale situation har Dansk Folkepartis krigserklæringer til alle muslimer fået Duetoft til at se rødt.
Modsætningerne
Noget af det, CDs gruppeformand bruger tid på at forklare, er, hvordan et parti kan rumme så tilsyneladende uforenelige højre-venstre modsætninger som CentrumDemokraterne. På den ene side være for en stram retspolitik, for støtte til boligejere og erhvervsliv på den anden have en nærmest venstreorienteret holdning til det offentlige og skattebetalingen. Samt stå for en stærk internationalisme og EU-venlighed og rollen som flygtninge og indvandreres varme forsvarere.
Peter Duetoft ser selv CD som repræsentant for nogle borgerlige og menneskelige værdier, der er ved at blive udraderet i et markedspræget samfund.
»Jeg er født i 1950 og opvokset i et dybt borgerligt hjem. Jeg husker fra mine første leveår, at det ringede på døren til min fars og mors villa midt inde i Holbæk flere gange om ugen. Det var arbejdsløse, der vidste, at man altid kunne få en madpakke i Brogade.«
»Min far handlede med læder og fodtøj og var velstående, men han kom fra beskedne kår og vidste, hvad det ville sige at være fattig. Så han var stolt over at være en af største skatteydere i byen. Han hjalp små sadelmagere, der havde økonomiske problemer, så de ikke måtte gå fra hus og hjem. Hans holdning var, at selv om man havde tjent penge, berettigede det ikke én til at være ligeglad med alle andre.«
Christmas roterer
»Den form for borgerlighed savner jeg i dag. Jeg er dødtræt af en borgerlighed, der handler om, hvor vidt skatteprocenten er 38 eller 51. Og jeg er overbevist om, at Christmas Møller ville rotere i sin grav, hvis han hørte, hvad Venstre og Konservative render rundt og siger i dag. Vi har fået en økonomisk målestok for alle værdier i Danmark, og alt måles med grafer og talkolonner,« siger formanden for Folketingets finansudvalg.
»De menneskelige grundværdier hvilket fællesskab, man skal have med andre, og hvordan man hjælper andre uden for dette land diskuteres næsten ikke. Der skal ikke spyttes efter dem på gaden, ikke råbes efter dem. Hvis de opfører sig voldeligt, skal de straffes, hvad enten de hedder Brian eller Hassan, men vi må lade være med at sætte etnicitet på, hver gang den slags sker.«
»Det er det, der er et borgerligt synspunkt for mig. Det er ikke, om man privatiserer eller udliciterer. Men en flok borgerlige økonomer og liberalister med Anders Fogh i spidsen er blevet så grebet af, at de engang har læst en bog om økonomi, at de tror, økonomi er hele verden, og markedet er en religion. Men økonomi er kun et hjælperedskab.«
»Man kan godt være liberalist og samtidig uborgerlig det synes jeg, Pia Kjærsgaard er et godt eksempel på. Hun har ikke en dyt at gøre med det borgerlige Danmark, og Dansk Folkeparti er ikke et borgerligt parti. Højrefløjs-socialdemokraterne er langt mere borgerlige, end hun nogensinde har været.«
Så I har en vis sympati for Socialdemokratiet?
»Det har vi da. Jeg er en af de politikere, der roser Nyrup mest. Jeg synes, han er en god statsminister, der bliver angrebet på en død-unfair måde. Jeg er ikke enig med ham i alt men det er ikke det, vi taler om. Vi taler om, at han gør sit arbejde godt, og at han har den rundhed og det hjerte med, som man skal have som statsminister.«
Den enkeltes værdi
CD har mærkesager tilfælles med Socialdemokratiet. Men det har det også med Venstre, slår Duetoft fast.
»Sandheden er, at med mindre Dansk Folkeparti får kvalt V og K, ville forskellen mellem en VK-regering og en socialdemokratisk ikke være særlig stor. Nu frygter jeg, at de bliver hevet til hver sin side. Men man kan da godt sige, at Nyrups åbningstale kunne Schlüter lige så godt have holdt. Sådan er det, og det er sundt, for grunden til, at Danmark er stærkt, er at vi er et samarbejdssamfund og ikke et modsætningssamfund.«
Det var den snusfornuftige side. Men er CD ikke ved at udvikle sig til et holdningsparti, der er mere idealistisk betonet end de fleste andre?
»Jo, men vi svinger dog ikke fanen højere, end at benene kan nå jorden. Det bekymrer mig bare, at økonomitænkningen er så dominerende. Og jeg tror, det har sammenhæng med, at religionen stod stærkere, da jeg voksede op, og at man dengang i hjemmet faktisk blev opdraget til at opføre sig ordentligt over for andre samt at skolen også turde lære os nogle normer.«
»Jeg beklager, at religionen er svækket, for kristendommen handler jo om den enkeltes værdi,« siger Duetoft og peger på et diskret anbragt krucifiks:
»Jeg tror på det. Og skolen har i dag problemer nok med alle mulige andre ting til også at tage sig af normgivning. Endelig er det et problem, at den generation, der opdragede børnene til den totale frihed, glemte at fortælle dem, at der er nogle grænser i forhold til andre mennesker,« siger han.
*Dette er det sjette og sidste interview i serien om CD: partiets selvforståelse og fremtidsmuligheder. Tidligere artikler blev bragt 8., 10., 11., 15. og 18. september.
