Læsetid: 3 min.

Havde vi sex i går

Ingen i Big Brother-huset ved noget om World Trade Centers skæbne – og omverdenen ved ikke rigtigt, om tv-programdeltagerne har haft sex
19. september 2001

Absurd
Blandt de ganske få mennesker, som ikke ved besked om katastrofen i USA, er de tv-programdeltagere, der fortsat lader sig indespærre i Big Brother-huset i den københavnske sydhavn.
Ni mennesker sidder isoleret i uvidenhed om terror og krigsforberedelser. TvDanmark, der styrer reality-programmet, har bygget høje mure omkring huset for at undgå kontakt med omverdenen, og beboerne har hverken radio, tv eller aviser at orientere sig med. Programledelsen har besluttet ikke at fortælle beboerne noget om den tilspidsede verdenssituation – det ville jo være synd at spolere legen og risikere faldende reklameindtægter for bagatellers skyld.
Intet ved beboerne om omverdenen, som til gengæld ved alt om beboerne. Hver en krog i huset er overvåget af Big Brothers kameraer, og alle beboerne er tvunget til konstant at bære en tændt mikrofon. Ikke et kønshår kan knirke, uden at nå frem til de 62.000 12-20 årige, der regnes blandt de vigtigste blandt eventens trofaste brugere. Alt ser seerne i huset uden blinde vinkler. Eller gør de?

Horehus in spe
TvDanmark kæmper mod faldende seerinteresse her ved andenudgaven af programmet, der afvikledes første gang i foråret. Derfor har man slået på reklametromme og lovet sex i stride strømme. Beboerne er omhyggeligt udvalgt, så de udgør en småliderlig flok af frie fugle, der er klippet lige ud af en tandpastareklame. Det skulle ikke kunne gå galt, mente programchef Paul Gazan.
Fra første dag har beboerne da også nusset med hinanden, som deltog de i et ølejrkursus i kropsbevidsthed. Men se, om det er blevet til sex.
Heldigvis har to af deltagerne, Mik og Dina, erklæret sig som kærester, og de viser sig tit hånd i hånd. Men sex?
Pludselig sker der noget. I B.T., godtnok. Søndag den 9. september 2001 udkommer B.T. tidligt om morgenen til en pris af 12,50 kroner med følgende overskrift på forsiden: »Horehus«! Ja, De læste rigtigt: Ikke ’havehus’ eller ’Herrens hus’, men et gedigent og slimet h-o-r-e-h-u-s.
Ifølge B.T. har Dina og Mik (med M, som bladet klogt skriver) klokken fire forleden natten – desværre et tidspunkt, hvor alle de mindreårige seere for længst er faldet i søvn – ligget som skeer iklædt undertøj. Og Mik skal have sagt: »Jeg har fået lettet trykket, hvad med dig?«
Sensationen har kun sat sig svage spor i arkiverne på Big Brothers hjemmeside, hvilket har ansporet de lærde drøftelser, der siden har udspundet sig i frokostpressen med udgangspunkt i det eksistentielle spørgsmål: Havde de sex?
Som det fremgår af Miks i B.T. gengivne spørgsmål til Dina, var parret selv i tvivl, og seerne er selvfølgelig i tvivl, hvilket beviser, at Big Brother er en lærerig sociologisk udsendelse, fordi den afspejler virkeligheden:
Hvor tit er man ikke vågnet op med voldsomt dunkende hoved og en ukendt partner ved sin side og ubesvarede spørgsmål på læben: Havde vi sex i går? Jeg var stangstiv, men var det foroven eller forneden? Er du lettet?
Ja, man kunne gå så vidt som til at hævde – hvilket Informations ledende analytikere og chefer allerede jævnligt gør – at netop disse spørgsmål er det moderne risikosamfunds typiske grundparameter.
I lyset heraf virker det urimeligt, hysterisk og utilstedeligt, at de øvrige beboere har indstillet netop Mik og Dina til udsmidning i morgen. Hvilken misundelse, hvilket kortsyn her midt i fjernsynet, hvilken skam for den videnskabelige underholdning, at Mina eller Dik skal ud, ud af varmen, ud i efterårskulden fyldt med rædsels-tv, ud ligesom programchef og journalist Paul Gazan, der netop har forladt det synkende horehus til fordel for et direktørjob i noget så sexet som investeringsselskabet Calibre Invest. Jo, der er lys for enden af journalistikkens tunnel!

Absurd og blot surt
Absurd: Beboerne så ikke angrebet på New York på tv. Til gengæld så 100.000 mere end normalt Big Brother den sorte tirsdag, fordi TvDanmark var den eneste tv-station, som fastholdt sin oprindelige programflade til fryd for de katastrofemætte.
Og blot surt: Beboerne vidste intet om, at TvDanmark fredag den 14. september i medfølelse med ofrene for terrorangrebet på USA undlod at transmittere fra Big Brother-huset fra klokken 12.00 til 12.02.
Her kunne de trængende beboere have dyrket ugenert sex.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu