Læsetid: 7 min.

Fra Shellhuset til World Trade Center ...

Hvis vi glemmer Kyoto og Durban og de gustne overlæg omkring olie og livsstil, hvis vi kort sagt giver en total opbakning til amerikansk politik, mister vi endnu mere af den europæiske sjæl
15. september 2001

Telefonen ringede ved halvfiretiden i tirsdags. En kær ven sagde både roligt og forpustet, at jeg hellere måtte åbne for tv, den var helt gal i New York.
Søndag aften havde jeg på endnu en af DR’s besynderlige, nye kanaler fulgt med i en temaaften om New York. Og tirsdag eftermiddag sad jeg så og dagdrømte og tænkte: Okay, jeg har aldrig haft lyst til at besøge USA, men måske var New York værd at se. Så hvis jeg nu fik Tagea Brandts Rejselegat, kunne jeg bruge en uge dér og senere tage til Vancouver og Alaska. Og videre til Japan, hvor jeg aldrig nåede at se den nordligste vulkansprudende ø, Hokaido.
Så jeg åbnede for tv og blev siddende til lidt efter midnat.
Jeg har kun adgang til tre kanaler, og i alle timerne dér i køkkenet foran skærmen savnede jeg hverken CNN eller BBC, jeg tænkte ikke et øjeblik på at zappe – DR tv havde styr på både rædslerne og kommentarerne, lutter anstændige, tænksomme mennesker i studiet, ingen skrigen op og sensationsmageri, det var DR, når stationen er bedst. Første gang, jeg så billedet af passagerflyet, der banker ind i tårnet – skjult bag det forreste tårn – slog det mig, hvor meget det mindede om billederne fra RAF’s raid på Shellhuset under Anden Verdenskrig.
Som med mordet på Palme
Og senere, da optagelsen igen blev vist, tænkte jeg uvilkårligt tilbage på en dag midt i 1980’erne, hvor jeg tilfældigt havde åbnet for tv under et besøg hos den ven, der havde ringet ved halvfiretiden. Koblingen tilbage til mordet på Olof Palme var stærk: Vi havde siddet der på en stille villavej i Hellerup og følt det hele skride ud, og den fælles rædsel blev endnu en af de mange tråde, der bandt os sammen i et meget smukt venskab.
Da vi snakkede sammen onsdag formiddag, havde min ven haft den samme koblingsoplevelse.
9. april 1940 vågnede jeg ved lyden af flymotorer over Rold Skov. I Rødovre i begyndelsen af 1960’erne fik jeg et gammelt 17-tommers tv i fødselsdagsgave, og det første, jeg så, var amerikanske studenter løbe for livet i the deep south, fordi de ville hjælpe de sorte fattige til at blive registreret som vælgere. Cubakrisen, hvor frygten for atomkrig red os som en mare overalt i godt en uge. Mordet på John F. Kennedy nåede mig via telefon og senere radio (på Skt. Hans Torv). Vietnamkrigen – og Watergate – fulgte jeg fra Indre By og Farum.
Murens fald, kuppet mod Gorbatjov og Sovjetunionens sammenbrud oplevede jeg i min landsby i Nordvestjylland.
Og der er alle de andre katastrofer – folkemord i Afrika og Cambodia, Balkans opløsning, jordskælv og vulkanudbrud, Svinebugten, Biafra, Tjernobyl – hørt, set og oplevet forskellige steder i Danmark via radio, tv og aviser.
En af vennerne kommer forbi. Han har et videobånd på derhjemme og blir ikke længe. Vi føler begge to, at katastrofen vil forlænge den amerikanske dominans. Også han har tænkt på billederne af raiden mod Shellhuset.
Og hvorfor forstår amerikanerne ikke, at ingen er usårlig? Han ryster på hovedet og går.

Er jeg blevet forhærdet?
Det håber jeg ikke er tilfældet. Men spekulationerne over, hvem der får intens mediedækning, og hvem der glemmes, hvordan katastroferne og lidelserne blir formidlet – selve forholdet mellem hvorfor noget sker, og hvordan det dækkes – tror jeg, man bør holde sig fra i disse dage.
Det skulle fremgå, at jeg sidder inde med mere end et halvt århundredes levende erfaring med hærgen, chok, frygt. Jeg har lært en hel del om, hvordan man klarer sig igennem rystelserne, så det er muligt at klare morgendagen og bekæmpe den inderlige, infantile trang til at gå i seng og trække dynen op om hovedet og glemme verden.
En del af den lærdom handler om at huske tiden og stedet for chokket og huske, hvem man oplevede det sammen med.
Netop med svenske venner har jeg diskuteret det fænomen, at svenskerne og amerikanerne ikke har haft udenlandske soldater trampende rundt i deres byer i nyere tid. Krigens traumatiserende virkning på civilbefolkningen er fremmed for dem, så de har en tendens til at være kloge på andres vegne, noget af et irritationsmoment i visse diskussioner.
Den almene usikkerhed efter Murens fald og Den kolde Krigs ophør har dog haft nedslag selv i krigsmæssigt relativt uerfarne nationer.
Men jeg fornemmer en uvilje i medierne mod at medtænke betydningen af Den kolde Krigs ophør i dækningen af terroraktionerne i USA. Retorikken med ord som fri og demokratisk ruller rundt i politikerudsagn og journalisters sprog på en måde, der minder mere om koldkrigsretorikken end henviser til f.eks. den arabiske verdens mangel på pressefrihed, dens diktatorer og puritanske familiedynastier.
Og det er jo synd. For amerikanerne. De er den store fjende, shaitan, hadobjektet par excellence, men f.eks. har vældig mange vrede og afmægtige muslimer meget lidt at takke deres egne ledere for. Hvorfor ikke stille dem til ansvar? Jeg bor få kilometer fra en flygtningelandsby, hvor mange muslimer befinder sig netop dér, fordi deres politiske styre er umuligt at leve under, hvis man ikke orker at få flere huller i sjælen. For ikke at tale om flere fængselsdomme og mere tortur.

Synd for amerikanerne
Ja, det er synd for amerikanerne. Eller rettere for amerikanske borgere uden synderlig interesse for eller viden om omverdenen. Ganske vist kan jeg blive aldeles ophidset over en supermagt, der fortæller andre nationer og folkeslag, hvad de skal gøre uden egentlig at vide særlig meget om alle de her idiotiske udlændinges historie og livsvilkår. Men jeg minder mig selv om, hvor svært det er at have magt. Vær langmodig, siger jeg til mig selv.
Og tænker tilbage på Svinebugten, Cubakrisen, Kennedy-mordet, Vietnam og Watergate – altsammen rystelser i det amerikanske samfund, der var dystre ansporinger til national selvransagelse. Som terrorangrebet i tirsdags er det.
Men hvad gør den amerikanske borger midt i den globale højrebølge, transnationale corporationers gungrende fremmarch, Hollywoods historieforfalskning og hundreder af millioner, som lever på sultegrænsen, og som ingen kan holde ud at tænke på? Man falder selvfølgelig tilbage på det, man føler og kender. Hvad enten det har forbindelse med den nye virkelighed eller ej.
Tony Blair træder frem som den første af vennerne – med perfekt timing – og tilbyder al mulig støtte og solidaritet og samarbejde. Jeg har aldrig før set ham på skærmen uden et smil. Dette har ramt os alle, siger han. Senere følger andre europæiske statsledere efter med tilsvarende løfter.
Jeg sidder der i køkkenet foran tv-skærmen og tænker – jamen, hvad forestiller de sig? En deltagelse i amerikanske hævntogter? Det er da ikke dét, NATO skal bruges til!?
Det er det heller ikke. Blairs tilbud i første omgang er et signal til Bush-administrationen om at tage det roligt, helt roligt. I frygten for amerikansk enegang på hævnens mark lægger han ud med en blanding af medfølelse og politisk omtanke.
Så nu er vi tilbage i den moderne, europæiske politiske virkelighed, hvor de historiske erfaringer adskiller sig fra amerikanernes, og hvor signalværdier betyder mere end den konkrete politik. Jeg kan ikke lide den, men forstår lidt af den.
Asymmetrisk krigsførelse, som terroraktioner også kaldes, førte til et endnu ukendt antal døde, et magtsymbol lagt i grus, et andet magtsymbol såret. På den baggrund af lidelse, død, fortvivlelse og tab og rædsel – billedsat som ingen anden terroristaktion i historien – på dén baggrund foreslår en Bruxelles-korrespondent at glemme Kyoto og Durban. Men hvis vi glemmer Kyoto og Durban og de gustne overlæg omkring olie og livsstil, hvis vi kort sagt giver en total opbakning til amerikansk politik, mister vi endnu mere af den europæiske sjæl.
Så hvor kedelige de end er, lytter jeg til mediediskussionerne om musketérparagraffen (NATO-pagtens paragraf 5) og FN’s Sikkerhedsråd og folkeretten med ører, der gør ondt af at lytte. For jeg er europæer, vokset op med politik og diplomati og forhandlinger og kompromiser og frustrationen over, at jeg ikke fik min hævn – Palmes morder blev f.eks. aldrig fundet.

Hævnfrustrationer
Og frustrationen i USA må være gigantisk, for forbryderne er jo døde! Hævnens og hadets sorte engle gik i døden sammen med deres ofre i fly og bygninger, så hvem skal nu undgælde? Ideologerne, der opflammede de udsigtsløse og idealisterne? Logistikerne, der planlagde? Pengemændene, der finansierede? Hvordan finder man dem? De har vel ikke allesammen glemt deres credit cards i lejede biler?
Skal det åbne samfund nu afløses af politistaten med enorme summer overført til CIA og FBI? Skal det, der var essensen af den vestlige civilisation, selve dens sprøde styrke – borgernes frihedsrettigheder – ofres for hævnfølelser, der næppe nogensinde vil blive indfriet?
De diplomatiske manøvrer er i gang over for Pakistan. Danske politikere diskuterer allerede NATO’s musketérparagraf i forhold til de kommende kommune- og folketingsvalg. Bloddonorer står i kø både i Danmark og USA, Røde Kors samler penge ind til amerikanske efterladte, talsmænd for danske palæstinensere forklarer baggrunden for hadet til USA og lægger afstand til skamløse fæller, advarslerne fra Bush til Nyrup mod lynchstemning er seriøse.
Jeg sidder tilbage i køkkenet med erindringen om alle de andre steder, hvor jeg sad og stod under de mange katastrofer i forrige århundrede. Regnen høvler ned udenfor, og min tv-skærm er slukket, men billederne af skyskrabere, der styrter sammen i røg og ild, af mennesker, der kaster sig ud fra 80. etage, af sårede brandmænd og løbende, rædselsslagne mennesker, alle de billeder og flere endnu bliver på den indre nethinde som endnu et sæt af den nye verdensordens ikonografiske mementoer.
Men der er også billedet af blomster og tændte lys på fortovet foran den amerikanske ambassade i Dag Hammerskjølds Allé, det sted hvor jeg for mange år siden tilbragte så mange timer med dunkende hjerte under krigen i Vietnam – og fuldstændig uden ironi hvisker jeg God bless America.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her