Læsetid: 6 min.

Skamskudt Jæger

Samlede Digte dokumenterer poetens format, men tjener hans forlag til liden ære
3. september 2001

Ny bog
Det er om Frank Jæger (1926-77) træffende blevet sagt, at han i ung alder lod sig blænde af berømmelsens morgenrøde. Som 22-årig stod han frem i rollen som parnassets mest feterede yngre poet, et gudbenådet naturtalent, den karske og muntre stemme midt i den første efterkrigstids sammenbidte alvorsfuldhed.
Fuldmoden sprang han ud, fra begyndelsen på samme niveau som Brorson, Aarestrup, Claussen, som disse rustet med en sjælden evne til som den selvfølgeligste ting i verden at ryste fuldendte vers ud af begge ærmer. Ydermere struttede han af selvtillid og appetit på kunsten og hele tilværelsen. Her var omsider en ægte lyriker, der uden synderlig skam turde besynge både Naturen og Kvinden. Og så skrev han oven i købet, så folk kunne forstå ham: enkelt, og dog raffineret: Inderst i min tanke sidder/glæden som et barn med hvide/tænder./Løber gennem mørket for at/gi et stærkt goddag til dine/hænder.
1948-50 kom tre digtsamlinger, der fortsat rangerer blandt de smukkeste i vor litteratur, og 1952-53 fik han som redaktør af Heretica (sammen med Tage Skou-Hansen) en art omverden at bevæge sig i.

Fra idyl til inferno
Da han i 1954 med sin familie brød op fra Farum og bosatte sig i den rummelige gamle lægebolig i Tranekær, var det angiveligt for at blive plantet om i en større potte; men som tiden gik, blev det umuligt at fylde idyllen ud. Han følte sig i stigende grad isoleret, ensom; der stødte indre kriser til, og helt galt blev det i 50’ernes slutning, da modernismen stormede frem, og Jæger nærmest fra den ene dag til den anden måtte se sig rubriceret som halehæng og harmoniforgabet traditionalist.
For at rime struktur på druktur må man være meget god til at digte, skrev Kristen Bjørnkjær engang. I Jægers tilfælde blev der kortere mellem snapsene og længere mellem versene. I det værk der skulle blive hans sidste større poesi-udladning, Idylia (1967), overskygger krisetegnene så absolut de lyse visioner. »Sidenius i Tybring« siger det lige ud: Så er det pludselig/afsked og opbrud. Hvorfor?/Fordi vi er venner./Tid er noget, man stjæler./Og her kan vi ikke blive/og ikke et andet sted, sammen.
Dén protest mod al frelsthed og bekymring, der før havde været udadvendt, rettet mod tidens alvorsmænd, slog nu indad som en kamp imod såvel den hule idyl som imod mistroen i ham selv.

Nærvær
Hele denne historie turde efterhånden være velkendt blandt alle, der holder af ordentlig digtning på dansk. Forløbet fremgår både direkte og indirekte af Frank Jægers senere værker, ikke mindst novellesamlingen Døden i skoven (1970), hvis titelstykke skildrer en kunstners forfald, fysisk og psykisk.
Nedturen blev endvidere fyldigt, men nænsomt dokumenteret i en trefaset radiomontage, som Jakob og Janus Kramhøft lavede i fjor, og hvori kolleger og venner fra dengang – foruden Skou-Hansen Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel og Jørgen Gustava Brandt – lagde hver deres puslespilsbrik til billedet af en hyperfølsom stolt person, der nok som poet var genial, men samtidig i sit væsen husede sugende svælg. Thorkild Bjørnvig sagde bl.a., at Nærvær for Frank Jæger var tilværelsens og samværets lov, men samtidig fortalte Skou-Hansen, at dette på det private plan indebar forpligtelsen til at kæve den, til man segnede om.
En enkelt formulering fra samme udsendelsesrække er imidlertid blevet hængende i øret, nemlig at Jægers indiskutable storhed lå i, at for ham, versemageren over dem alle, var lyd og betydning ét. Umiddelbart kan dette jo lyde som den smukkeste ros, nogen kan vinde, som selve definitionen på digterisk talent. Men hvis en poet forføres af troen på ordenes sandhedsmusik, risikerer han at suspendere eftertanken, og værre endnu: at hælde hele sit liv over i digtet. Det var formentlig det, der skete for Frank Jæger: at han ophørte med at beskytte sig selv og dermed tørlagde den hemmelige kilde, der kunne og burde have været fornyet i en lidt roligere livsrytme og en mere afventende kunstnerisk udvikling.

Fagligt ubrugelig
Men nu er skaden jo sket. Det eneste, vi har tilbage, er at læse og glæde os over alle de formidable og ofte overmåde livskloge vers, der kom ud af det.
På dette punkt yder udgivelsen af de Samlede Digte kun digteren liden retfærdighed. Finn Stein Larsen, fra hvem man inden længe kan vente en stor monografi over forfatterskabet, har klogeligt valgt at trykke så meget stof som overhovedet muligt, således foruden den posthume Miraklernes Bog (1977) en kæmpe række vanskeligt opdrivelige tekster fra aviser, tidsskrifter og særlige publikationer. Men ved som overordnet princip for hele udgaven at normalisere hele baduljen til nugældende retskrivning, uagtet Jæger fra og med Havkarlens Sange (1956), en Rasmus Modsat som han jo var, gik tilbage til præ-48-normen, har forlaget gjort værket uanvendeligt for forskere. Man er fortsat henvist til at konsultere originaludgaverne, hvis der skal citeres korrekt.
Så vidt, så galt. Værre er det dog, at normalmoderniseringen af Jægers poesi ikke ses gennemført konsekvent, og at udgaven er behæftet med fejl, der indtil videre gør den uanvendelig også for den ikke-akademiske bruger.
Glem ikke at forny jeres undren! skrev Jæger i sin samling Dydige Digte. Hans samlede giver sandt for dyden rigelig anledning til undren.

Vorherre med småt
Det første sted man undrer sig, er i »Portræt af kunsteren som et gammelt menneske« (fra Tyren, 1953), hvor ordet »Mørket« staves med stort, modsat originalen. I det følgende digt »Forfald og fald« skrives »verden« med småt, men senere i bogen har man af uudgrundelige årsager sat samme ord med stort (f.eks. side 201 og 403).
I »Den blå piges lokketone« (stadig fra Tyren og altså stadig før forfatterens skift til stort begyndelsesbogstav i navneordene) får Jomfru Maria lille j, igen i trods mod originalen. Fejl af samme type ses i »Portræt med rødkælk« (Cinna og andre digte, 1959), hvor en han staves med stort, og i titeldigtet fra Idylia, hvor en skygge åbenbart er blevet læst som navnet på en person.
Vorherre, som vi sædvanligvis ærer ved at stave med stort, får stort v s. 209, men lille s. 361. Samme slingrekurs er fulgt, når det gælder noget så verdsligt som havneområder: Århus havn s. 412, men Esbjerg Havn s. 288.
Mange steder er der truffet valg, som muligvis ikke kan afvises som gale, men som forekommer højst diskutable, f.eks. Vinden (med stort V) s. 250, Den spanske trappe (med lille t) s. 263, mester Tom (med lille m) s. 272, Fru Lind (med stort f) s. 327 og Stadens Apotek (med stort S) s. 327. At bruge et stort G i udbruddet »I Guder« kan vel forsvares, men i linjen »At jeg har falske guder« (s. 317) hører det næppe hjemme.
Et af de steder, hvor udgaven dropper en nuance, som digteren netop med omhu markerede, er, hvor det handler om at adskille konjunktionen »så« fra datidsformen af »at se.« Jæger skriver i sidstnævnte tilfælde »saá«; det fremgår ikke af Samlede Digte.

Udlicitering
Enkelte steder undrer man sig så meget, at man må spørge sig selv, om forlaget monstro har udliciteret Jæger-udgaven til et tekstbehandlingsprogram. I digtet »To københavnske kvinder« anvendes således i første strofe lille begyndelsesbogstav efter punktum, og i »Muren« som stod i denne avis i juni 1957, tales om bjørne og »ville dyr«. »Drømmen om imorgen«, første gang trykt i Politikens Magasin december 1960, opfinder et nyt ord »sorn«, som lugter flere kilometer væk af elektronisk scanning.
Der skulle have stået »som.« Og som om alt dette ikke var nok, er »Den sovende« fra Idylia ombrudt forkert, nemlig ligesom det foranstående digt. Originalen, der i dagens anledning måske kan læses som Jægers fra-graven-kommentar til dén chikane, som han udsættes for, lyder sådan: »Befriet for alt,/ Udkommets Frygt,/Ensomhedens Chikane./Men ogsaa for Lys og Minder,/Genskær af Lykke./Hyldeduft./Regn efter Tørke/Ugleskrig./ Vindfløjens Knirken.«
Den døde er, synger Jæger, befriet for alt, også angsten for døden. For sjusk kan han åbenbart ikke indtil videre befris.

*Frank Jæger: Samlede Digte. Ved Finn Stein Larsen. 423 s. Kr. 200,00. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu