Læsetid: 5 min.

Skriv om det vigtigste

Den norske forfatter Per Petterson, der er aktuel på dansk med romanen I kølvandet, investerer sig selv helt og fuldt i sine bøger
19. september 2001

Litteratur
Da færgen Scandinavian Star udbrændte i 1990, var fire af den norske forfatter Per Pettersons slægtninge blandt de omkomne. Begge hans forældre, hans ene bror og en kusine mistede livet. Per Pettersons nyeste roman på dansk,I kølvandet (Batzer & Co) handler om en forfatter, Arvid Jansen, der har mistet sine forældre og to brødre ved en skibskatastrofe og nu seks år efter overvældes af de følelser, han siden branden har forsøgt at fortrænge.
Den selvbiografiske baggrund for romanen lader sig altså ikke skjule.
Men Per Petterson er en ganske usædvanlig forfatter. Hvor andre, der skriver romaner med endog stærkt selvbiografiske træk, gerne bruger megen energi og veltalenhed på at overbevise om, at det er fiktion, de har begået, dér glider Petterson ubekymret fra en snak om sine bøger til at tale om sine døde forældre og Scandinavian Star-branden.
Heller ikke sine egne følelser og oplevelser i forbindelse med det fortalte lægger han skjul på. Der er kort sagt intet spor at spore af det traditionelle skel mellem ’fortæller’ og ’forfatter’. Når Per Petterson taler, sætter han overhovedet ikke skel mellem fiktionen og ’hvad der virkelig hændte’.
Alligevel er hans romaner milevidt fra privat bekendelseslitteratur eller maskeret selvbiografi. Det er tætte, sproglige kunstværker, der fører læseren langt ind i personerne og lader dem leve. I kølvandet er således komponeret i en lang række glidende tidsspring, hvor erindringsspor og nutid avler hinanden på en måde, så mere og mere både af menneskene, og hvad der er sket dem, gradvis går op for én. På netop det tidspunkt, hvor det berører én, fristes man til at tilføje.
Det er måske derfor, Per Pettersons hæmningsløse sammenblanding af liv og fiktion ikke bekymrer ham?

Jeg investerer alt
»Hvorfor skulle jeg gå over åen efter vand«? svarer Petterson. »Jeg har investeret alt, hvad der er mit, i bøgerne. Jeg kan ikke distancere mig fra min egen investering. Det, der interesserer mig, er det, der er nyt som erkendelse.«
– Er det derfor, at der egentlig ikke ’sker noget’. Arvid tager sin gamle, hvide Mazda og kører en tur, det bliver tåge, han strejfer en lastbil og får en skramme på forskærmen. Man skulle jo tro, det var kedeligt at læse?
»Der sker jo en masse! Men indeni Arvid. Bogen handler ikke om action, men om sindstilstande.«
»Jeg har haft sådan en Mazda, men når der optræder en biltur i bogen, så er det fordi bilen er det eneste sted, man kan finde udtryk for Arvids sindsstemning, han må være i rastløs bevægelse. Den slags opdager jeg efterhånden som jeg skriver, det er sindstilstanden, der er styrende.«
– Det lyder, som om du på en måde selv erfarer bogen, mens du skriver den?
»Jeg bor med den, jeg lever sammen med den! Du kan se, den fylder 175 sider, og det har taget mig fire år at skrive den. Jeg går på arbejde hver dag klokken seks og skriver til klokken 12, men der må have været mange dage, hvor jeg ikke skrev, selvom jeg selv syntes, jeg arbejdede enormt. Nogle gange er det blevet til fire sider på en måned. Så er jeg blevet skuffet, fordi det har føltes som mere undervejs.«
»Men hvis ét ord på en side er forkert, skriver jeg hele siden om.«

Falskneri
– Retter du ikke også baglæns, efterhånden som du kommer længere frem og ved mere om, hvad det hele bliver til?
»Det ville jo være falskneri!« udbryder en oprigtigt forarget Petterson og fortæller, at han løbende afleverer hvert nyt færdigskrevet kapitel til forlaget. Det er dog ikke for at modstå fristelsen til falskneri, men fordi han har brug for bekræftelse undervejs, forklarer han. »Nogen må sige, at jeg er dygtig. Ellers mister jeg min selvtillid.«
»Måske kunne man sige, at du skriver intuitivt,« foreslår forlægger Arild Batzer, der bivåner samtalen. »Når du har brug for noget, så kommer det også?«
»Det må man stole på!« svarer Petterson afgjort. »Hvis jeg lavede en disposition på forhånd, ville det måske gå hurtigere – og det ville da være dejligt! – men det ville blive forudsigeligt. Når jeg begynder på et kapitel, aner jeg ikke, hvad der skal ske. Når jeg har skrevet det, siger jeg: Selvfølgelig! Når jeg har brug for ét eller andet, så dukker der netop den erindring op, jeg skal bruge. Og det utrolige er, at der ingen fare er for at løbe tør.«
– Den danske forfatter Per Højholt har sagt, at man aldrig må tage af hovedstolen. Man må kun bruge af de renter, som hovedstolen: ens dybeste erindringer, trækker. For ellers løber man tør?
»Det er jeg uenig i. Man skal gå lige på dér, hvor smerten er størst, og skrive om det. Hvorfor skulle man ikke skrive om det, der er vigtigst?« spørger Petterson, og illustrerer problemet med sin egen modstand mod at skrive om Scandinavian Star-katastrofen. Jeg var imod hele projektet, jeg ville ikke være en Titanic-forfatter. Men jeg sad med det, der er blevet indledningsscenen, hvor Arvid Jansen vågner op efter en druktur – desværre kun alt for selvbiografisk! – og intet kan huske. Da jeg havde skrevet et par sider om denne mand, måtte jeg spørge mig selv: »Hvad er der med ham?« »Hvor gør det mest ondt på ham?« Så måtte jeg jo også spørge, hvad det værste, jeg selv havde oplevet, var. Og her var ingen tvivl, så jeg måtte acceptere, at skrive om, hvad skibskatastrofen betød. Heldigvis havde jeg dog allerede på det tidspunkt fået etableret en hovedperson, så jeg slap for Titanic-historien. Min fortælling finder først sted seks år efter, for spørgsmålet var: »Hvorfor får han de tanker nu i 1996? Så lang tid efter katastrofen.«
»Min egen teori er, at han ikke har villet tænke på det. Men han har ikke kontrol over sit eget liv.«

Samling på bunden
Det har hovedpersonens storebror heller ikke. Tilbage af familien er, ud over Arvid selv, denne storebror, der ligeledes kæmper med eftervirkningerne af katastrofen, og hvis liv på romantidspunktet går helt fra hinanden, da hans kone forlader ham. Han forsøger at begå selvmord og har kort sagt nået bunden, hvor Arvid Jansen imidlertid allerede længe har befundet sig.
»Måske kan man tale om samling på bunden,« mener Petterson om slutningen, hvor de to brødre tørner sammen i et kæmpeslagsmål og derefter har fået kæmpet sig så langt frem til deres egen nutid, at livet kan fortsætte. »De har en slags konkurrence på sorg gående. Og ingen af dem forstår deres eget reaktionsmønster. Det er måske det, de når frem til at forstå i løbet af bogen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu