Læsetid: 10 min.

Slaver i sneakers

Niketown i New York er fyldt med kunder, der hellere shopper, til de dropper, end bekymrer sig over, at Nikes gummisko er fremstillet af arbejdere under slavelignende forhold. De brandfarlige systuer findes ikke kun i Fjernøsten, men også få gader fra Wall Street – i Chinatown
1. september 2001

STUDIESTART

NEW YORK – Allerede tidligt om morgenen ankommer de udvalgte til Niketown, disse unge tempeltjenere i Sejrsgudindens By, om hvem man siger, at de mest ivrige som tegn på deres hengivenhed har ladet Nikes flyvende vinge tatovere på benet. Minutter før åbningen for offentligheden klokken 10 samles en skare utålmodige kunder foran Niketowns bygning på Manhattans 57. gade, lige mellem IBM’s højhus og det prestigefyldte juvelerhus Tiffany & Co.
»Ære – Sejr – Mod – Samarbejde« står der mejslet ind i Nikes middelalder-inspirerede sandstensfacade ved siden af et par ridderhjelme.
Inden for dørene ledes de søgende gennem et højtideligt kammer, hvor hundreder af urørlige gummisko henstår nedkølet i krystalliske rammer, og derfra videre ind i Niketowns fire etager høje centralhal, hvor den sakrale opløftelse skal blive til omsætning, hvorfor stilen, der startede i middelalderen – eller er det 1930’erne – skynder sig ind i fremtiden med vareelevatorer, der i gennemsigtige rør hvisler op og ned mellem etagerne med gummisko fra det hemmelige lager, der er sprængt plads til dybt nede i Manhattans klippegrund. Fremtiden er tilsat en snert af idrætshal og højt oppe tæller et kæmpemæssigt digital-ur ubønhørligt ned mod nul.
00:00 indtræffer, en voldsom diskorytme brager pludselig igennem rummet, og på et øjeblik rulles et 20 meter højt lærred ud, hvor golfsuperstjernen Tiger Woods toner frem, iført den hellige Nike-vinge. Han er blandt de udvalgte.
Billederne flyder af sted på skærmen. Niketown er bevægelse, en uendelig strøm af splitsekunder, kroppe og varer.
Kort efter er videofilmen forbi, lærredet ruller op, musikken stopper, og tilbage er kun den tørre lyd af kasseapparaterne. Hr. Nike, administrerende direktør og medgrundlægger Phil Knight, er god for en personlig formue på 30 milliarder kroner, som forrentes med måske 300.000 kroner. I timen. Den indonesiske pige, som syr sko eller tøj for Nike, tjener en krone og femogtyve øre i timen. Det svarer til en indkomst, der ligger en fjerdedel under, hvad der er nødvendigt for en person at tjene til dagen og vejen i Indonesien, så hun kommer ufatteligt sent i seng, holder ikke ferie og sørger naturligvis for aldrig at være syg.
I Niketown ønsker ingen, slet ingen at tale om indonesiske piger, der arbejder under umenneskelige forhold i såkaldte sweatshops, slavefabrikker. Det ønsker derimod tusindvis af amerikanske studenter, hvoraf en del er organiseret i NYPIRG, New York Public Interest Research Group, hvis linje minder om den, som den amerikanske grønne politiker Ralph Nader står for.

Det er i dag, at NYPIRG slår til mod Nike. Men først skal jeg mødes med en projektleder i NYPIRG, Pete Sikora, som har inviteret til en snak i sit vinduesløse kontor på størrelse med en forvokset skotøjsæske.
»Hvert år i december, når indkøbsfeberen er på højdepunktet, marcherer vi til Niketown,« fortæller Pete. »Sidste år gik over 3.000 demonstranter med julelys ned ad Fifth Avenue for at ende ved Niketown. Vi havde blandt andet sat plakater om demonstrationen op på snesevis af møntvaskerier rundt om på Manhattan. Det handler jo om tøj.«
26-årige Pete, der blev færdig med college for fem år siden, er en af 60 fuldtidsansatte aktivister i NYPIRG. Han er ikke let at tale med, for to telefoner skiftes til at kime, og e-posten siger hele tiden ding. Foruden sweatshop-kampagnen arbejder Pete med sagen om et forældet, stærkt forurenende, oliefyret kraftværk, som planlægges genopstartet i Brooklyn. Dårligdommene står i kø i NYPIRGs hovedkvarter på sydspidsen af Manhattan.
»Mange misforstår protesterne mod Nikes brug af sweatshops og tror, at man skal lade være med at købe Nikes produkter. Men vi opfordrer ikke til boykot. Dels fordi mange andre firmaer opfører sig ligesom Nike – men Nike er på alle måder førende og derfor vigtig at knække først. Dels fordi vi ikke ønsker, at Nike skal holde op med at fremstille produkter i u-landene. Vi mener, at Nike bør blive og indgå rimelige aftaler om løn, arbejdsforhold og arbejdsmiljø med organiserede arbejdere.«
Pete Sikora ved udmærket, at NYPIRG hermed er på kollisionskurs med adskillige andre organisationer: De militant anti-kapitalistiske, selvfølgelig. Men også de mest traditionelt tænkende, protektionistiske – og heldigvis få – fagforeninger, som blot ønsker at beholde tekstilarbejdet på amerikanske hænder og til amerikanske lønninger.
Værst har Pete det imidlertid med Fair Labor Association (FLA), i hvis bestyrelse Nike, Reebok og andre tilsvarende firmaer har sæde. FLA er oprettet som svar på kritikken, men Pete mener, at organisationen blot skal sylte sagerne.
»FLA er utroværdig, for de vil kun kontrollere en brøkdel af fabrikkerne om året, og de vil ikke fortælle offentligheden, hvilke fabrikker og systuer, der er tale om. Derfor er ’navnene på bordet’ vores vigtigste krav,« siger Pete.
Kort efter sidder vi i toget på vej mod provinshullet Mineola lidt uden for New York, på Long Island. En gruppe studerende fra Nassau Community College skal om en time demonstrere foran en af Nikes administrationsbygninger, der ligger i Mineola. Et overraskelsesangreb uden andre våben end håndmalede skilte og slagord er planlagt.
»Nålestiksaktioner er vigtige for at stresse Nike,« mener Pete, der er bekymret for, om politiet møder op. »Vi går ikke ind for vold eller drastiske former for civil ulydighed. Vi hacker ikke Nikes hjemmeside, men får i stedet mange hundrede mennesker til at ringe til Nikes gratisnummer og stille kritiske spørgsmål om sweatshops. Det gælder om at bevare bredden i bevægelsen. Vi kunne godt få arresteret en stribe demonstranter foran Nike, men Nike kan langt bedre tåle billeder af den slags i pressen, end de kan modstå en græsrodsbevægelses ophobede tryk.«
Vi tager taxabus det sidste stykke til stedets college og Pete forklarer: »Studenterne er vigtige i kampen mod sweatshops, for de er storforbrugere af de berørte produkter. Det er lykkedes studenterråd forskellige steder i USA at påvirke skolernes omfattende indkøb af sportstøj, så Nike har måttet sluge kontrakter, der forbyder brug af sweatshops.«
På Nassau Community College står to af de karakteristiske gule skolebusser klar til at blive fyldt med demonstranter. Undervejs til Nikes kontorbygning øves slagsange, og Pete varmer op med fakta om thailandske sweatshops, som holder på arbejderne fra klokken 8 om morgenen til 11 om aftenen. Men i dag skal det også skal være sjovt at deltage i demonstrationen, understreger han. Ingen ballade, tak.
Nikes tre-etagers bygning står surrealistisk som en sortspejlende solbrilleklædt terning på en græsplæne og oven over hvælver den skyfri amerikanske forsommerhimmel sig. Ikke et skilt eller en Nike-vinge er der nogetsteds, men den skulle være god nok, lyder det beroligende fra Pete.
Lige så snart råbekoret er gået i gang, og skilteskoven løftet i vejret, kommer et par vagtfolk ud af det futuristiske hus og begynder at diskutere med Pete og studenternes formand. Ikke en politibetjent, endsige kampuniformsklædt stormtrop er i sigte. Og hvad langt værre er: Ingen lokale pressefolk. Koret må nøjes med at hyle shame on Nike så højt, at det forhåbentlig kan høres inde i den sorte fæstning.
Efter 10 minutter afblæser Pete aktionen, og alle pakker pænt sammen. Han indrømmer, at det var en skuffelse, at studenternes formand ikke som lovet havde fået pressen til at komme.
»Det var alligevel ok. Vi vrider vedvarende arm på Nike, og i overmorgen går det løs et andet sted i staten New York,« fastslår Pete, som skal skynde sig videre til kraftværk-møde, men lige når at fortælle, at også New York City har sin betragtelige del af verdens sweatshops.
Hvabehar, slaver lige om hjørnet!

Måske er det ikke så overraskende, byens historie taget i betragtning.
Beklædningsbranchen har i århundreder været en af New Yorks vigtigste. Systuerne er i New York aldrig blevet fuldautomatiseret, for den menneskelige arbejdskraft var rigelig og billig, ligesom i u-landene. Når den ene indvandrerbølge var sluset gennem New York, meldte den næste sig med sikkerhed. De lette symaskiner har kunne flyttes rundt i byen, alt efter hvor arbejdskraften var, og kontrollen ikke var.
For hundrede år siden var det især jødiske kvinder fra Central- og Østeuropa, som blev udnyttet ved symaskinerne. I gåafstand fra fabrikker og værksteder boede de på Manhattans Lower East Side i overbefolkede lejekaserner – som skildret af den dansk-amerikanske journalist Jacob Riis.
Lige før fyraften lørdag den 25. marts 1911 udbrød der brand i 8., 9. og 10. etage af den bygning på det sydlige Manhattan, som husede Triangle Shirtwaist Company.
I de tørre, tøjfyldte lokaler spredte ild sig som en eksplosion. Hundreder af sypiger stormede mod trapperne, blot for at finde branddørene låst – arbejdsgiveren ville forhindre, at pigerne sneg sig ud til pauser gennem disse udgange. Brandvæsnet kom hurtigt til stede, men havde ikke stiger, der var lange nok til at nå op til de brændende etager.
146 mennesker blev dræbt den lørdag, adskillige af dem ved desperate spring ud af vinduerne.
Triangle-branden tændte et bål af forargelse over de arbejdsforhold, som fattige amerikanere måtte tage til takke med, og en række love blev vedtaget for at regulere arbejdsmiljø og mindstelønninger. Nogle historikere mener, at Triangle-branden lagde grunden til New Deal.
Efterhånden blev sweatshops sjældnere, og i 1960’erne og 70’erne syntes de næsten forsvundet. Men nu er de tilbage. I 1992 vurderede myndighederne, at af New Yorks 5.000 små beklædningsfabrikker var 4.500 sweatshops. I New York har man ansat sølle 60 inspektører til at kontrollere byens titusinder af fremstillingsvirksomheder. Derfor er der næsten frit slag, så sweatshops skyder atter op, nu med illegalt indført arbejdskraft – fra Kina.

I Chinatown på den sydøstlige del af Manhattan er der trængsel på fortovene. Turister fra hele USA og resten af verden flokkes om de hundreder af små kaotiske butikker på Canal Street, hvor der pruttes om prisen på billige kameraer og kopiure, som vist har indbygget en tidsbombe, der sørger for at afstøde den ene eller begge visere cirka en uge efter varen er købt og bragt hjem. Og fire t-shirts koster omkring 75 kroner – der må ligge noget bag den pris.
Det gør der. Bag turisternes indkøbsparadis ved Canal Street strækker sig den langt større og ydmyge del af Chinatown, hvor titusinder af fattige kinesiske indvandrere bor og arbejder, især på de utallige systuer.
En tidlig aften vandrer jeg stadig dybere ind i dette særegne kvarter, og bliver snart omgivet af lutter kinesere, der virker grå i ansigterne af træthed. Belæsset med indkøbsposer knokler de af sted, mens fjernøstlige krydderidufte slår ud fra fødevarebutikker, røgelse fra templerne og råddenskab fra affaldssækkene, der står overalt langs fortovene.
Igen og igen ses facadeskilte, der fortæller, at her ligger tøjfabrikker, kilet ind på nogle etager af nedslidte ejendomme, der ofte også huser butikker og beboelse, for der hænger vasketøj ud af vinduerne øverst oppe.
Hvor den kæmpemæssige Manhattan Bridge har sit brohoved i Chinatown udspiller sig et hektisk liv under ståldragerne. Hvert andet øjeblik kører et tog over broen, det klaprer længe med nervefræsende smæld, og al samtale må forstumme eller hæves til råb. I denne uro ligger de – de private arbejdsanvisningsbureauer – side om side i halvmørket nede under broen. De ligger vel her, fordi dette ubehagelige, men karakteristiske sted er let at finde for folk, der uden engelskkundskaber netop er ankommet til New York. Gennem vinduerne ses små lokaler pakket med kinesere, der kigger på lister eller fører skrigende forhandlinger med personalet. De fleste er mænd, og alle bærer sneakers og billige t-shirts. Og der bliver pludselig lagt mærke til denne europæisk udseende mand med kamera og notesblok. Chinatown er – bortset fra de ultra-ortodokse jøders kvarterer – New Yorks mest isolerede ghetto, som i gensidig mistillid til omgivelserne igennem det tyvende århundrede har opbygget et parallelsamfund med egne normer, arbejdspladser og regler for konfliktløsning.
Jeg læser siden i Time Magazine (2. nov. 98), at arbejdsformidlingerne under broen har specialiseret sig i at finde arbejde til illegalt indvandrede kinesere i Chinatowns systuer, der fremstiller varer til USAs store varehuskæder Wal-Mart og K Mart. Arbejdstiden for de nyankomne er ofte 14 timer om dagen med en timeløn på under 10 kroner. Det rækker til et logi i et muggent kælderrum eller en madras på gulvet af systuen. Mange oparbejder hurtigt en gæld til Chinatowns gangstere, kaldet ‘slangehovederne’, der styrer såvel indsmuglingen af arbejdskraft som arbejdsanvisning. Indfris gælden ikke gennem slavearbejdet på systuerne, kan skyldneren presses til kriminalitet. Det sker hele tiden.

Mørket er ved at falde på, da jeg nede ad en sidegade får øje på to mænd – de første sorte, jeg har set i timevis – der er i færd med at bære dynger af mørkeblåt tøj i lange, gennemsigtige plasticposer ud i en varevogn. De går i pendulfart mellem vognen og en umærket 5-6 etagers bygning, som ikke er blevet malet i en menneskealder. Da varevognen er kørt, går jeg ind i bygningens forrum, der domineres af en stor vareelevator. Det dirrer og brummer i hele huset, og et klonk lyder med regelmæssige mellemrum. Overarbejde.
I det samme kommer en bred kinesisk herre ud af vareelevatoren, ser mit kamera og skovler mig uden videre ud på gaden, hvorefter han smækker døren.
Så er det, min indre biograf spiller den afsluttende replik i Roman Polanskis et kvart århundrede gamle detektivdrama: »Forget it, Jake. It’s Chinatown.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her