Læsetid: 3 min.

Sociologiprofessor: Verden er gået i panik

Politikerne har ikke kontrol over udviklingen efter attentat på den sorte tirsdag. Der tages panikbeslutninger i disse dage, og det kan skabe globalt kaos, mener professor i sociologi John Urry
13. september 2001

Interview
En foreløbig ansigtsløs fjendes attentat på magtens symboler i USA – World Trade Center og Pentagon – på den sorte tirsdag fik i går panikken til at brede sig i en hastig kædereaktion fra kontinent til kontinent, fra den globale arena til den lokale. Som et levende billede på kaosteoriens berømte sommerfugleeffekt aflyste den europæiske fodboldunion, UEFA, i går aftes alle kampe i den europæiske Champions League, skyskrabere fra Chicago og Frankfurt til Singapore blev spærret af, flere nationale parlamenter aflyste atter deres demokratiske samlinger, Tony Blair fik blokeret sin Downing Street, Starbucks lukkede sine kaffebarer, lufttrafikken brød sammen flere steder, og aktiekurserne på de asiatiske og europæiske børser fortsatte deres skarpe kursfald.

Lokalt får global effekt
»Det er global panik. Vi er vidne til, at politikerne og de nationale stater ikke har kontrol over situationen, og der tages mange paniske beslutninger. Der er en fornemmelse af, at det hele kan udvikle sig til et globalt kaos.«
Sådan siger den kendte sociologiprofessor John Urry fra universitetet i Lancaster i Storbritannien.
»I virkeligheden er der kun tale om et meget lokaliseret angreb på en lillebitte stump jord, men det får en global effekt, fordi hele verden følger med i de globale medier, der lynhurtigt forstørrer og udbreder informationer om attentatet.«
– Hvorfor skaber dette attentat en global kædereaktion, når NATO’s bombning af Kinas ambassade i Beograd f.eks. ikke gjorde det?
»Der er ikke bare tale om nogle få fysiske bygninger på Manhattan, for World Trade Center er et koncentreret symbol på globaliseringen. Angrebet på dem er også et angreb på Wall Street, og det får straks frygten til at sprede sig til andre financielle centre i verden.«
– Hvorfor forplanter frygten sig så langt væk fra USA og Manhattan?
»Mange har en fornemmelse af, at vi lever i skrøbelig verdensorden. Vore samfund er blevet mere komplekse, uforudsigelige og ustyrlige. Men vi har ikke en global myndighed, som kan håndtere de nye globale sikkerhedstrusler, der er vokset frem. Terroristerne har organiseret sig i globale netværker, og de udnytter den nye globale mobilitet, Internettet og telekommunikation, men hverken nationalstaterne eller de internationale institutioner synes at kunne klare dem,« siger Urry og uddyber:
»FN og de internationale institutioner er opbygget på grundlag af nationalstaterne, men de nye trusler er ikke klassiske konflikter mellem nationalstater. De kommer fra terrorister og netværker, som ikke har noget territorium. De angreber lige så ansigtsløst, som når globale pengestrømme vælter et lands valuta. De er svære at forsvare sig imod. De spreder sig som en virus.«

Global magt styrkes
Selv om USA’s præsident George Bush, Storbritanniens Tony Blair eller Tysklands Gerhard Schröder har svært ved umiddelbart at fange og stoppe de ansigtsløse terrorister, så behøver det ikke føre til en svækkelse af de globale magtstrukturer.
John Urry tror, at det på paradoksal vis forholder sig omvendt.
»Attentatet forstærker følelsen af, at vi lever i et globalt samfund. Det minder lidt om, da Nelson Mandelas løsladelse fra fængslet blev en global mediebegivenhed. Vi er alle vidner til det, og det binder os sammen på en ny måde. Den globale magt bliver omformet, og CNN og internettet sammenkæder de lokale, nationale og globale verdener.«
- Men hvilke praktiske konsekvenser tror De, attentatet vil få, når panikken har lagt sig?
»Terroristerne brugte nationale fly til at udføre deres attentat. Det er ikke tilfældigt, for den amerikanske luftfartsindustri har været splittet op mellem de nationale luftruter, der kun har få sikkerhedsforanstaltninger og så de internationale ruter, der har haft intensiv kontrol. Terroristerne har med stor præcision udnyttet dette hul i sikkerheden. Derfor tror jeg, at man fremover vil skærpe kontrollen på de nationale flyruter. Vi vil opleve mere videoovervågning og kropsvisitering i lufthavnene, både i USA og i Europa, og det er dårlige nyheder for den personlige sikkerhed. Folk har vænnet sig til at fri bevægelighed er et udtryk for frihed, men den vil sikkert blive indskrænket fremover,« siger John Urry.

FAKTA
Jon Urry
*John Urry er professor i sociologi på universitetet i Lancaster. Han er bl.a. forfatter til bøgerne The End of Organized Capitalism (skrevet sammen med Scott Lash), Economies of Signs and Space og Sociology beyond Societies. Han er ved at skrive en bog om det komplekse samfund, der udkommer næste år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu