Læsetid: 3 min.

Stand up tragedy

Vidunderlig aften med Tommy Kenter, en stor komiker i balancegang mellem det komiske og det tragiske
11. september 2001

Teater
»Du skal bare gå ind, bukke, sige noget sjovt og gå ud igen«.
Sådan siger den slikkede bodegahørmer Rudi S. Kleützner i et forsøg at instruere sin lidet lærenemme assistent. Den fallerede festidiot er indkaldt for at være konferencier for ’ham der Tonny Kenter’. Den gode Rudi kan jo sådan set have ret i sin betragtning om komikerens metier. Og det er da også det, aftenens mand i midten, Tommy Kenter, gør. Går ind og siger noget sjovt og går ud igen. Men hold da kæft, hvor han kan gøre det.

Kærlig afsløring
For livsnerven i Tommy Kenters talent er at være komiker og tragiker på en og samme tid. Med en særlig og aldeles original sjælelig evne til at forene latteren med det hjerteskærende. Et talent, der rummer så uhyre mange talenter. Hans galleri af sære og sjove figurer – hvad enten der er tale om den førnævnte Rudi, dødbideren Alf Velling med de umulige musikalske foredrag, eller den naive drømmer Kjeld med strikhuen – skildres med en hengivenhed, en medfølelse, som midt i uhyrlighederne er helt og aldeles på tabernes side. Kenters figurer vil så gerne. Også mere, end deres skrøbelige følelsesliv i virkeligheden kan bære. Naturligvis skrider det for dem inden længe. Og det er den kærlige afsløring af den uoverstigelige konflikt, der gang på gang sender de stakkels væsener ud i efterhånden groteske, men himmelråbende morsomme øjeblikke. Det er næsten ikke for meget sagt, at Tommy Kenter kan, hvad han vil. Han mestrer hele følelsesregistret, og kan skifte emotion fra det ene splitsekund til det andet. Det demonstrerer han først og fremmest i en af sine gamle viser om manden, der er så forfærdelig sensitiv. Og det viser han aftenen igennem, hvor han konstant balancerer på tragikomikkens line og kan få i hvert fald denne tilskuer til at tage en gevaldig tur i sindsstemningernes rutschebane. Det store afsindige vanvid får veritabelt lattertårerne til at trille overgivent, mens mavesækken klukker, så det hopper. Men snart efter sender Kenter stilfærdig vemod ud i salen, fylder den med sit sind, så struben snører sig sammen. Ansigtet er blevet endnu mere udtryksfuldt med årene, hvor furerne har fået love at pløje sig lidt dybere ned i det runde æbleansigt. Brugt, men smukt, bralrer Rudi om Kenters materiale. Det samme kan man sige om komikerens pragtfulde fjæs. I det hele taget er det betagende, som Kenter har sine virkemidler i fuld beherskelse. Lys og skygge kan skifte fra det ene sekund til det andet. Det runde hoved kan smile, så øjnene lukker sig som to smalle sprækker og en et varmt indre lys vælder fra ham – og så kan man ikke andet end at smile med indvendig. Men hurtigt forsvinder den milde venlighed, når kontrafejet lukker sig sammen i en knytnæve og forgræmmet afmagt vælter ud over rampen.

Direkte linje
Repertoiret er en blanding af de gamle revyviser, Kenter har en direkte linje til, af forrygende blues og jazz med musikalsk timing og den stemme, der efterhånden lyder som et helt vognlæs ral. Af absurd og begavet nonsenskomik på højeste plan. Af vemodig længsel og bittersød eftertænksomhed. Alt sammen leveret med en åbenlys kærlighed til materialet.
Kentex 3 har været længe undervejs, men også værd at vente på. Sikke han kan – og så så længe. At anden afdeling varer en smule ud over sin besøgelsestid, må først og fremmest tilskrives en alt for lang leg med Frans Baks veloplagte orkester. Musikalske stumspilsklovnerier er set før og gøres bedre og mere elegant af andre – Pallesen og Pilmark til eksempel. Men ellers er der nok at more sig over i det ødsle program af nyt og gammelt, som vi ikke har det mindste mod at se og høre igen. Med en venlig Jeanne Boel i den svære, men lidet taknemmelig rolle som straight man for Kenters eskapader. Tilbage er blot at håbe på, at enegængeren Kenter også snart vil bruge sine evner på et par af de saftige teaterroller, man efterhånden er kommet til at savne ham i. Komme, hvad der komme vil. Bare der er Kenter til.

*Privat Teatret: »Komme, Hvad Der Komme Vil - Bare Der er Rødbede Til. Kentex 3«. Manuskript: Tommy Kenter. Iscenesættelse: Jeanne Boel. Scenografi: Klaus Kristensen. Kapelmester: Frans Bak

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her