Vi bestormes via medierne med uigendrivelige beviser vedrørende den statistiske risiko for at forkorte livet
STUDIESTART
Det da løgn
Jeg læste for nogen tid siden, at det nu ved en videnskabelig undersøgelse er dokumenteret, at det virker livsforlængende at modtage en Oscar.
En meget positiv nyhed, jovist, men ikke særlig relevant for den store del af menneskeheden, som til daglig må leve med byrden af helt andre signaler fra videnskabens verden. Jeg tænker på de utallige undersøgelser, der viser, hvor udsatte vi er: at f.eks. indtagelsen af blot fem gram transfedtsyrer om dagen øger risikoen for gammelmandssukkersyge med hele 40 procent og derudover i frygtindgydende grad risikoen for diverse former for kræft og for hjertekarsygdomme, at kræftrisikoen ved dioxin i maden er 10 gange højere end tidligere antaget, at hver ottende dansker lider af fedme i helbredstruende grad, at risikoen for kroniske sygdomme er 30 procent højere for enlige unge mænd end for samboende, og at den øges yderligere med tre gange, hvis de er uden arbejde, at chancen for at overleve modermærkekræft som følge af overdreven solbadning er sølle 20 procent, at over 80 procent af markedets plejeprodukter til småbørn indeholder stoffer, der er hormonforstyrrende og dertil yderligere allergi- og kræftfremkaldende, og at brugen af hårfarveprodukter øger risikoen for blærekræft med 300 procent.
Vi bestormes via medierne med uigendrivelige beviser vedrørende den statistiske risiko for at forkorte livet ved aktiv og passiv rygning, indtagelse af sort kaffe, saltlakrids og pesticidbehandlede kiwifrugter, ved stillesiddende arbejde, overdreven sportsudøvelse, badning fra åbne strande, hospitalsindlæggelse, brug af stand-byfunktionen på tv-apparater og videomaskiner, anvendelse af amalganfyldninger, motorsave og mobiltelefoner, ved længere tids ophold
nær stærkstrømskabler eller kemikalieproducerende fabriksanlæg og som blød trafikant i myldretidens København. Tidligere blev også jeg bekymret og bange, når jeg læste om sådanne videnskabelige undersøgelser. Jeg havde en fornemmelse af, at de ved en djævelsk salamimetode forkortede mit liv bid for bid, idet der ved hver ny opdagelse røg et lille stykke: tre måneder her og syv måneder der ja undertiden op til flere år i ét enkelt hug. Det billede, de gav af tilværelsen som i bund og grund livsfarlig, var så angst- og stressfremkaldende, at det i sig selv virkede skadeligt for mit helbred.
Med livet i behold
Men så var det, at jeg fik den tanke, at det negative og truende ved disse undersøgelser jo i virkeligheden blot skyldes den måde, de bliver præsenteret på. Ganske vist beskæftiger de sig alle på manisk og insisterende vis med omstændigheder, ved hvilke vore liv forkortes, men derved beskriver de jo også den alternative mulighed: hvordan man tilsvarende kan forlænge livet. Den procentvise beregning af dødsrisikoen ved en vis adfærd angiver jo med matematisk nøjagtighed tillige chancen for overlevelse for den, der undlader at følge samme. Grebet af denne tanke gik jeg i gang med at indsamle al den viden, der eksisterer på verdensplan om adfærd, livsstil og vilkår og disses statistiske sammenhæng med den forventede levealder, og det var ved at indarbejde alle disse spredte sandsynlighedsberegninger i et samlet system, at jeg gjorde den sensationelle opdagelse, at det rent faktisk er muligt at slippe igennem tilværelsen med livet i behold.
Grund til bekymring
Ja, tro det eller ej: Jeg er med videnskaben i ryggen i stand til at dokumentere, at man ved den rette livsførelse kan bringe sandsynligheden for at opnå udødelighed op på ikke mindre end 102 procent!
Selvfølgelig gik jeg straks i gang med at udnytte resultaterne af min opdagelse og så med stor forventning frem til at nyde frugterne heraf, idet jeg til en start var af den opfattelse, at et liv som udødelig måtte være et liv befriet for bekymringer, stress og angst.
Ja, der var jeg jo nok lidt naiv. Nu er jeg i hvert fald klogere. Ganske vist lader jeg mig ikke længere gå på af de små spekulationer, som I dødelige går rundt og tumler med. Men også set i mit perspektiv er der så sandelig rigelig grund til bekymring. F.eks. synes jeg slet ikke, at det er spor rart at tænke på, at alt liv på Jorden statistisk set udslettes med 50-100 millioner års mellemrum som følge af sammenstød med andre himmellegemer.
Og hvad med solen? Kan den virkelig holde i fem milliarder år endnu, sådan som videnskaben har lovet?
