Læsetid: 2 min.

Stjernernes kærlighedskamp

Den romantiske ensemble komedie ’America’s Sweethearts’ gør grundigt grin med Hollywood, men glemmer romantikken
14. september 2001

Komedie
Det er næsten altid sjovt at se Hollywood gøre grin med sig selv. Der er nok af ekstremiteter at tage fat i, og det er en fornøjelse at få udstillet selvsvingende stjerner, selvfede studiechefer, selvsmarte salgsfolk og ikke mindst tåbelige filmtitler med håbløse set-ups. America’s Sweethearts med manuskript af Billy Crystal og Peter Nolan har det hele, men den er gået efter endnu mere. Den vil ikke blot være filmby-spoof, men også romantisk Julia Roberts-film, og det er ærgerligt, for det er ikke en vellykket kombination.

Ingen overraskelse
America’s Sweethearts skildrer presse-agenten Lee Phillips’ hårde kamp for at lancere den romantiske sci-fi-film Time over Time (’he went back in time... to save her future’!) med de amerikanske filmgængeres foretrukne par Eddie og Gwen (John Cusack og Catherine Zeta-Jones). Phillips har to store problemer.
For det første har han ingen film, for den anarkistiske instruktør (Christopher Walken) vil først flyve ind med den på filmens presse-junket og overraske alle. For det andet vil Gwen ikke så meget som se Eddie efter at være skredet fra deres ægteskab med en latino hunkster.
Phillips’ eneste chance for at holde piranha-pressen hen er at bilde den ind, at Eddie og Gwen er sammen igen, for hvem falder ikke for lidt pladderromantik. Så han korrumperer og konspirerer, og i mellemtiden overgår virkeligheden hans vildeste pr-planer. Gwens trofaste assistent og søster (Julia Roberts), som tidligere var 30 kilo tungere og bøvet, er håbløst forelsket i Eddie, og det giver selvfølgelig komplikationer. Hvem af søstrene skal ende med Eddie – og hvad er bedst presse?
Der er ikke den store overraskelse i, om det er den uudholdelige Gwen eller hendes menneskelige søster Kiki, som løber med sejren i kærlighedskampen, men det er synd, at det ikke bliver troværdigt bygget op. Julia Roberts og John Cusack brager begge igennem lærredet, men de får ikke tid nok sammen til at skabe en forelskelse, vi tror på.

Fin Zeta-Jones
Instruktøren Joe Roth vil hellere have sjove scener med kritik af filmmaskineriet, og de er også tit morsomme (f. eks. når filmjournalisterne står for skud), men drukner efterhånden den store historie. Skuespillerne er fint castet og har alle seværdige scener. Zeta-Jones er tilpas nykket, og Roberts er i sit es, når hun får lov at lave parodi på hende. Cusack er endnu en gang herligt håbløst forelsket, og Crystal får meget ud af rollen som monstermanipulator, som har forstået, at alle har en pris.
Manuskriptet mister desværre fokus undervejs og ender med at gøre America’s Sweethearts temmelig flad. Man får en god portion grin, men man vil have mere, når der er lagt op til det.
Man kan ikke lade være med at savne Notting Hills lune humor og udstilling af filmstjernelivet, hvor Julia Roberts inviterer den intetanende Hugh Grant til pressemøde for at have fem minutter med ham. Notting Hill var både varm, sjov og romantisk. America’s Sweethearts har kun det sjove.

*America’s Sweethearts. Instruktion: Joe Roth. Manuskript: Billy Crystal og Peter Tolan. Amerikansk. (Premiere i dag i Palladium, Palads, Cinemaxx og Empire Bio i København samt over 40 andre biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her