Filmfestival
Der er kommet flere biografsæder, flere kvadratmeter festivalområde og flere film i konkurrence. Det var kvantitative størrelser som dem, festivalpræsident Paolo Baratta og programlægger Alberto Barbera brystede sig med, da de præsenterede årets 58. udgave af Venedig Film Festival. Forbedringerne af forholdene var i fokus, men filmene fik ikke mange ord med på vejen. Og det er da fint, at der er mere og flere af det meste, men det essentielle er i sidste ende filmenes kvalitet, og den har ikke været overvældende indtil nu.
Venedig Film Festival lægger vægt på at være kommet ind i det nye årtusinde med frisk vind i sejlene og har i år omstruktureret filmsektionerne, så der kan komme bredere fokus på hele programmet.
Hvor der tidligere var én officiel guldløve-konkurrence og én debutantpris, er der i år udvidet med en parallel konkurrence om Årets løve for nutidsfilm.
Årsagen er, at film uden for konkurrence ofte står i skyggen af dem i kamp om løverne, men at lade alle film konkurrere virker ikke som en god løsning. Nu overser man i stedet konkurrencefilm, fordi mængden af dem er uoverskuelig.
Der er 20 i kamp om Guldløven, 20 i kamp om årets løve, og så er der de mange parallelle sektioner med kritikervalgte film, kortfilm og retrospektiver med Guy Debord og Andrzej Munk. Hver sektion har en egen jury (Guldløvens ledet af instruktøren Nanni Moretti med bl.a. Vibeke Windeløv som medlem), så festivalens over 2.000 journalister stresser rundt i dobbelt tempo.
Venedig åbnede onsdag aften med Milcho Manchevskis stort anlagte Balkan-western Dust. Manchevski vandt i 1995 guldløven for den barske og bevægende Balkan-skildring Før Regnen, og forventningerne var store til hans dyre co-produktion med bl.a. Joseph Fiennes og Adrian Lester.
Desværre var filmen et slemt skuffende miskmask om to brødre, der i 1913 forelsker sig i den samme kvinde. Deres liv genfortælles med nutidens New York som ramme, men ingen af forløbene bliver nogensinde vedkommende, og de uendelige skuddueller er dræbende kedsommelige. Festivalens første dage har været præget af Guldløvefilm, som allerede har været vist andetsteds, hvilket har lagt en naturlig dæmper på nyhedsværdien.
Få premierer
KIDS-instruktøren Larry Clarks Bully om en gruppe stoftågede teenagere, der sammen myrder deres plageånd, har således tidligere fået en hård medfart hos de amerikanske kritikere, og filmen er også underligt overfladisk og mest interesseret af de unge kroppe og deres sex-møder.
Mexicanske Alfonso Cuarons charmerende Your Mother As Well om to 17-årige drenges forførende sommereventyr med en ti år ældre kvinde har været en succes i sit hjemland og kunne måske komme til Danmark i kølvandet på Amores Perros.
Indiske Mira Nairs Monsoon Wedding (som får dansk premiere) var allerede hot i Cannes, men det var dejligt at få lov at se noget uforpligtende og romantisk mellem de mange misere-mættede film på Lidoen.
Depression og destruktivitet har præget programmet, men i det mindste har der været mindre modbydelig vold end sidste år selv om koranske Kim Ki-duk, der sidste år chokerede med den fiskekrogs-kropsmaltrakterende The Isle, har budt på Address Unknown, som allerede inden filmens start var nødt til at slå fast, at ingen dyr kom til skade under indspilningen.
Trods en del ubehagelige scener er Ki-duks film om livet omkring en amerikansk base i Korea i 1970erne det mest interessante i Guldløve-konkurrencen indtil nu, men der er heldigvis lovende film til gode. Walter Salles følger op på Central Station med Behind the Sun, André Téchiné er tilbage med Loin, Richard Linklater skulle forny animationsfilmen med Waking Life og Ken Loach præsenterer The Navigators. Der er også store forventninger til spanske Alejandro Amenabars thriller The Others med Nicole Kidman.
Kidmans kufferter
Nutidsfilmene har budt på nogle uendeligt stillestående hverdagsskildringer, men også enkelte mere eksperimenterende bud på, hvordan film kan skrues sammen.
Giuseppe Bertolucci (bror til Bernardo) åbnede sektionen med den digitalt-indspillede Probably Love, som undervejs diskuterede historien og karaktererne gennem læseprøver og castingsessions. Formen tabte pusten undervejs, men gav i det mindste en tro på, at man kan komme til at opdage noget nyt under solen hernede.
Umiddelbart er det svært at se en større kvalitativ forskel på de to konkurrencer, og det holder ikke helt, at nutidsfilmene er for de nyere navne. Werner Herzogs Invincible med Tim Roth som muskelmand i 30ernes Nazi-Berlin har f.eks. premiere her, så kortene er blevet blandet.
Uden for konkurrence er det især Benoît Jacquots temmelig traditionelle opera-filmatisering af Tosca med Angela Gheorghiu og Roberto Alegna, som har fået opmærksomhed pga. sin forrygende sangercast, men Woody Allen og David Mamets nye film skal nok stjæle fokus fra konkurrencen.
Og så er Nicole Kidman kommer til byen med seks livvagter og 22 kufferter, og det kan den italienske presse bruge meget energi på. I weekenden rykker stjernerne ind, og hvis filmene bare vil se at blive bedre, skal man også nok komme i festivalstemning.
