Læsetid: 3 min.

Nu med store bogstaver

Parkens beton gør tung, og det undgik Depeche Mode ikke under en forførende, men lige lovlig retorisk buldrende koncert
25. september 2001

Koncert
Det er sjældent et særlig kønt syn at se et rockband fejre sig selv, og det er aldrig en decideret nydelse, at overvære musik i overdækket betonarkitektur. Men Depeche Mode – de sofistikerede, mørkladne synthmestre, der blev guitarglade stadionbetvingere – slipper hæderligt fra begge dele. Og lad det være sagt med det samme: Forsanger Dave Gahan har aldrig været i bedre fysisk form end han er denne aften i Parken.
Men beton gør tung, som også Parkens strøm af fadøl gør tung, og det undviger Depeche Mode ikke. At den tatoverede Gahan er en showmaster og sangskriveren Martin Gore har påmonteret englevinger får ikke koncerten til at danse fjerlet over vore trommehinder – ikke mindst på grund af tour-trommeslageren, der med tærskeværkets firkantede retorik sønderdundrer de rytmiske finesser i selv de mest elastiske numre. Men i aften er det masserne, der skal serviceres, og her drukner nuancen uvægerligt, mens den ekstatiske, uimodsigelige, entydige rørelse spredes som en steppebrand.
De angiveligt små 34.000 mennesker især forsamlet på grønsværen følger hver kommando fra Hr. Gahan, ja, de klarer sågar selv omkvædene til favoritterne »Enjoy The Silence« og »Never Let Me Down Again«. Og det er som altid et både betagende og foruroligende skue at se en hær af arme i taktfast koordination, ligesom det er med umiskendeligt blandede følelser at man hører 34.000 stemmebånd synge »Oooooh... freedom.« Det må være friheden til at opgive den individuelle frihed, der besynges her i betonkatedralen – hvilket selvfølgelig også har en egen buddhistisk skønhed.

Folkeforførere
Depeche Mode tager deres hverv som folkeforførere alvorligt.
Hvor de før har virket en kende ukomfortable i rollen, har de nu kappet trosserne og sætter alle sejl til på menneskeoceanet, og det gør deres show til en både medrivende, men også lovlig retorisk buldrende oplevelse.
Martin Gores sange har altid været sakrale og melodierne altid stensikkert forførende i deres melankolske skønhed, og disse aspekter af Depeche Mode satses der ubetinget på. Men den seksualitet og det mørke, der også lurer i Gores sange, tåler ikke meget lys – og slet ikke kulørte lamper – og disse mindre acceptable dimensioner forsvinder i distanceblænderiet. Og så er det pludselig muligt for en hel sal at synge frisk og frejdigt med på »Black Celebration.«
Der tages en del kneb i brug: Store videoskærme med animationer og film omkring den enorme ghettoblaster af en scene, kaskader af lys og nyopfundne instrumentale mellemspil, der både fungerer som tilløb til nye klimaktiske højder og som rum for Gahans showmanship – ikke uden en del komisk gestik. Men det er Depeche Modes fremragende sangkatalog, ikke fremførelsen i sig selv, der bærer aftenen: Denne sammensmeltning af publikums fællesgods, de mange års akkumulerede følelser og gennemlytninger af Depeche Modes sange, og så nuet, turnetruppens rutinerede manifestering af godset. Fællesgodsets værdi er i denne anmelders ører den afgørende faktor denne aften – som ved så mange andre koncerter, hvor musikerne ikke brænder med fordums styrke.
Og til sidst er i hvert fald jeg mæt. Rigtig mæt. Ekstranumrene føles som den legendariske mintchokolade i Monty Pythons Meaning of Life. Der er trods alt også blevet talt med meget store bogstaver i små to timer. Bagefter kan en menighed i enighed defilere gennem Parkens neon-foyerer. Man har fået, hvad man ville have. Men det skal man ikke altid.

*Depeche Mode, Parken, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her