Læsetid: 11 min.

Tak for kaffe

Bunden er gået ud af det internationale kaffemarked, og i Nicaragua har et rystet banksystem og politisk hovmodighed sendt tusinder af kaffearbejdere på gaden. I interimistiske lejre langs landevejene venter de på hjælp fra regeringen. Men de venter forgæves
22. september 2001

Bunden er gået ud af det internationale kaffemarked, og i Nicaragua har et rystet banksystem og politisk hovmodighed sendt tusinder af kaffearbejdere på gaden.
I interimistiske lejre langs landevejene venter de på hjælp fra regeringen. Men de venter forgæves

Nicaragua – Lugten i lejren nær Sébaco er det mest forbløffende. En kaotisk blanding af sved fra 700 mennesker, brændte bildæk og dieselos fra landevejen dominerer, men fra en nærliggende restaurant blander duften af kogte bønner og oksebøf sig. Det hele røres sammen af den varme, tropiske vind, som i sig selv er en sammensat størrelse af blomster, frugter, affald og forrådnede dyr i vejkanten. Af liv og død.
Resultatet er et kompliceret og modsætningsfyldt indtryk, som på en og samme tid afspejler kaffearbejdernes dilemma og kontrasterne i Nicaragua som helhed. Her lever sult og fattigdom side om side med overflod og overforbrug. Her dør folk på gaden foran de bugnende butikker, fordi de ikke har penge til at handle for.
Præsident Arnoldo Alemán siger, at der ikke er sult i landet, at der er masser af ris og bønner på markedet. Det sidste har han ret i.
»Problemet er ikke, at der ikke er mad, men at vi ikke kan købe den. De haciendas, hvor vi tidligere arbejdede, kan ikke længere få kredit i bankerne, og mange arbejdere har derfor ikke fået løn i flere måneder. Jeg har ikke fået i seks måneder, og dengang jeg fik, fik jeg ikke nok. Så hvad skulle jeg gøre? Hvis jeg blev på haciendaen, ville jeg bare dø af sult, så jeg kunne lige så godt flytte herud til vejsiden med de andre,« forklarer José
Avilio Molina, arbejdsløs kaffearbejder med seks børn.

Gud og sandinister
De sidste par måneder har José Avilio Molina, og med ham tusinder af andre, boet under plastikstykker langs hovedlandevejen i det nordlige Nicaragua. Alle er de ofre for en tragisk cocktail af faldende kaffepriser og politisk uansvarlighed. Håbet om at kunne vække regeringens opmærksomhed har fået dem til at søge sammen i grupper langs de asfalterede veje, men hidtil har udbyttet været magert. Den liberale præsident anerkender simpelthen ikke, at kaffearbejderne sulter, ser dem ikke og ønsker ingen dialog med dem. Efter hans mening er det hele noget, som kommuner styret af sandinister (socialister som er hans politiske modstandere) har fundet på. Argumentet er, at det tilsyneladende kun er disse kommuner, som klager sig: »Forholder det sig mon sådan, at Gud ikke kan lide sandinister?« spurgte han for nylig en gruppe journalister under et interview.
Livet på landet har altid været hårdt i Nicaragua. Både under revolutionen mod Somozas diktatorvælde i 1970’erne og borgerkrigen i 1980’erne lagde bønderne ryg til grove overgreb på menneskerettighederne. Med både tortur og tvangsudskrivelser til militærtjeneste leverede landbefolkningen deres blodige bidrag til nogle af de mørkeste kapitler i den nicaraguanske historie. Men end ikke dengang var situationen så kritisk som nu, forklarer José Avilio Molina: »Jeg er 49 år gammel. Jeg har oplevet Somozatiden, borgerkrigen og orkanen Mitch. Men det har aldrig været så vanskeligt som nu. Vi har simpelthen intet.«
Kaffearbejdernes frustration hænger sammen med, at mens de under revolutionen og borgerkrigen kunne tage situationen i egen hånd, så ligger løsningen på den nuværende krise uden for deres rækkevidde. Forklaringen på, hvad der har skabt den fortvivlende situation, befinder sig nemlig langt fra kaffehaciendaerne i Matagalpa. Den begynder ved morgenbordet i Danmark, slår et smut forbi Fjernøsten og ender i hovedstaden Managua.

Mere kaffe, mindre forbrug
Søndag morgen i Danmark. Spandauere, rundstykker, ost og kaffe. For generationer af danskere, europæere og nordamerikanere har kaffen været en fast bestanddel af morgenbordet, af kontormødet og af snakken med veninderne. Sådan er det fortsat, men faktum er, at forbruget er dalende. Ifølge den colombianske forening af kaffeproducenter er der i tørre tal tale om en nedgang på godt 30 procent i Europa de sidste fire år, i USA på hele 35 procent.
»Men problemet er ikke alene, at forbruget er dalende. Vi står også over for en stor og voksende overproduktion på verdensmarkedet, hvor nye markeder har vist sig meget effektive. USA, Canada, Australien og Frankrig foretog tilbage i 1996 og 1997 en række store investeringer i Laos, Vietnam og Mexico, som nu efter fire år er begyndt at give udbytte. Nestlé har også investeret stort i Thailand – godt 60 millioner dollar. Vi har set problemet komme, men det er svært at overbevise bønderne om at dyrke noget andet end kaffe. Det er jo det, de er vant til, det er det, de kan. Og fordi kaffeplanterne først giver udbytte de sidste fire af de i alt otte leveår, er det vanskeligt at omstille produktionen efter de internationale konjunkturer,« forklarer José Solórzano, formand for den nationale bondeunion UNAG’s provinshovedkvarter i kaffebyen Matagalpa.
De fjernøstlige kaffemarker har da også hurtigt vist sig som en konkret trussel for de mellemamerikanske producenter. Vietnam, et af de nye kaffelande, leverede allerede sidste år syv millioner sække kaffe, godt én million sække mere end Guatemala, som ellers klart bærer den mellemamerikanske førertrøje. Nicaraguas produktion ligger på beskedne halvanden million sække.
Men også på prisen kommer de nicaraguanske producenter til kort. Mens det koster for eksempel 0,30 dollars at frembringe et pund kaffe i Vietnam, så kræver det samme pund i Nicaragua en investering på 1,15 dollar, viser den colombianske undersøgelse. En så stor forskel kan mærkes, når prisen på en sæk kaffe er dalet til blot 54 dollar, 74 procent mindre end for fire år siden. I øjeblikket sætter de nicaraguanske kaffebønder ganske enkelt penge til på produktionen.
Til trods for de høje omkostninger er de nicaraguanske kaffearbejderes løn stadigvæk ikke god nok. De tjener ganske vist mere end syv gange så meget som deres kolleger i Vietnam, men alligevel slår pengene ikke til:
»Jeg tjener 17 córdobas (11 kr) om dagen i kaffemarkerne, men der skal 50 córdobas til for at dække de daglige udgifter. Alene en dåse mælk til min yngste datter koster 20 córdobas. Det løber bare slet ikke rundt,« forklarer José Avilio Molina, som for at dække hullet i budgettet arbejder som skovhugger. Det giver lidt ekstra, men de sidste måneder har det til gengæld også været familiens eneste indtægt.
Overalt i provinserne Matagalpa og Jinotega er historien den samme. Ejerne af kaffehaciendaerne er økonomisk i knæ og har ikke udbetalt løn i flere måneder. Nogle steder slider arbejderne fortsat i markerne i håb om, at situationen på et eller andet tidspunkt bliver bedre. Exodoro Pastrán López har ikke set en seddel i ni måneder, forklarer han. Ikke desto mindre fortsætter han kampen mod det ukrudt, som efter massefyringerne af arbejdere nu nærmest er ved at vokse ham over hovedet:
»Problemet er, at ejerne ikke har penge. Så hvis ikke de snart får støtte fra regeringen, så bliver jeg også nødt til at flytte herfra og slå mig ned i vejsiden, selvom jeg helst ville blive her og arbejde. Men det kan jo ikke blive ved med at gå,« forklarer han.
Men riget fattes penge. Det stærkt forgældede Nicaragua har simpelthen ikke de midler, der skal til for at få produktionen i gang igen, og regeringens tilbud om en støtte på 50 dollar pr. manzana (lidt mere end en halv hektar), slår slet ikke til, mener kaffebønderne. De vil i stedet have en støtte på 35 dollars pr. sæk kaffe, altså et betragteligt højere beløb. Bønderne advarer om, at hvis der ikke snart kommer en klar og tilstrækkelig støtte fra regeringen, så vender arbejderne ikke tilbage til haciendaerne, og store dele af den kommende høst vil derfor være i fare.
Skaden er tilsyneladende allerede sket. Blandt de mange kaffearbejdere, som i disse dage rykker fra lejrene langs landevejene til selve provinshovedstaden Matagalpa, er lysten til at vende tilbage til kaffemarkerne ikke stor, heller ikke hvis der skulle komme nye finansieringsmuligheder. Regeringens andet tilbud om midlertidigt vejarbejde til dobbelt løn har nemlig åbnet deres øjne for andre muligheder, og mange nikker bekræftende, når Carmen Morales Meza, enlig mor til syv piger, langer ud efter kaffeproducenterne: Hvorfor skulle vi vende tilbage til kaffemarkerne? Vi får en elendig løn og bliver udnyttet. Lige så snart der er problemer, bliver vi bare fyret igen. Hvis vi derfor kunne få vores egen jord, ville det hjælpe meget. I perioder uden arbejde ville vi kunne leve af det, vi dyrker. Som det er nu, så er vi uden alternativer, når vi bliver fyret.
Situationen er med andre ord kritisk, og pessimisterne mener da også, at Nicaraguas dage som kaffeproducerende land er talte. Så galt går det dog næppe, men behovet for at finde alternative løsninger er stort. Civilsamfundets organisationer har foreslået en omlægning af produktionsmønsteret med større fokus på fødevarer og mindre på eksportafgrøder, specielt kaffe. Erfaringerne viser nemlig, at den langsigtede og usikre investering ikke kan betale sig i et land med en så svag privatøkonomi som den nicaraguanske. Sårbarheden over for selv mindre prisfald er simpelthen for stor. Bønderne bør derfor satse på afgrøder, som giver afkast med det samme, samt sikre, at de selv kan tilføje produkterne den merværdi, som virkelig har betydning for resultatet i regnskabet.

Bankkrak blokerer for løsning
Det er så småt ved at gå op for kaffearbejderne i grøftekanterne, at der ikke er megen hjælp at hente i regeringskontorerne i Managua. Alligevel bliver de siddende, passivt ventende på en løsning. Mad er et ufravigeligt krav, men mange ønsker som Carmen Morales Meza også jord. Og alle taler de om finansiering. Finansiering som skal redde kaffeproduktionen og give arbejderne mulighed for at opkøbe lidt såsæd, så de kan producere sig ud af krisen. Men ingen ved, hvor pengene skal komme fra.
Bankerne er der ikke megen støtte i. Inden for de sidste fire år er ikke mindre end fem banker krakket, alle med store interesser i netop kaffeproduktionen. De tilbageværende banker har ikke lyst til at brænde fingrene på de samme tvivlsomme investeringer og holder sig langt væk fra alt, der lugter af kaffe.
For ikke at miste mere end højst nødvendigt prøver pengeinstitutterne nu også at hente så meget som muligt hjem af det, de allerede har investeret i kaffeproduktionen, og det sker på et kritisk tidspunkt. Tilskyndet af internationale organisationer foretog kaffebønderne nemlig for nogle år siden en større udvidelse af det opdyrkede areal. Udvidelsen blev finansieret gennem langtidslån, med en lav rente i de første år. Ideen var som altid, at når kaffen begyndte at give afkast, så skulle der betales af. Den tid er nu kommet, netop som bunden går ud af det internationale kaffemarked. Producenterne presses derfor ikke alene udefra af faldende priser, men også indefra med krav om punktlig afbetaling på gammel gæld og trusler om konkursbegæringer.

Politisk berøringsangst
Og hvis kaffearbejderne havde sat næsen op efter, at kandidaterne til november måneds præsidentvalg ville gøre en stor sag ud af dem og redde situationen, så kan de godt tro om igen. Den liberale kandidat Enrique Bolaños har begrænset sig til at sende sin kone og partiets kampagneleder ud med færdiglavet mad til en mindre gruppe kaffearbejdere, som i forrige uge nåede til hovedstaden og slog sig ned foran parlamentsbygningen. Den sandinistiske kandidat Daniel Ortega har ganske vist taget civilsamfundets forslag om produktionsomlægning i landbruget til sig, men de konkrete tiltag bliver først sat i gang, når og hvis han vinder valget.
Det kan undre, at kaffekrisen ikke har tiltrukket sig mere indenrigspolitisk opmærksomhed, end den har. Forklaringen kan muligvis være, at der ikke er stemmer nok i den, men en sandsynlig tolkning er også, at den simpelthen er for kompliceret og dyr til, at kandidaterne tør røre ved den midt i valgkampen. Konklusionen kunne jo blive, at det ikke kan betale sig at lave kaffe i Nicaragua. At sige det højt i et land, som i mange år har baseret sin eksistens på den lille, bitre bønne, ville være politisk selvmord.
Solen står nu højt over Sébaco. Det brændende bildæk under gryden med ris er ved at gå ud. Så er dagens måltid klar. Nogen har doneret en klase madbananer, så der bliver muligvis lidt grønt senere på dagen. Under træerne i vejsiden har gruppens ældre, børn og de fleste af kvinderne søgt skygge. De sidder og falder lidt sammen. Dårlig ernæring og et par måneder i grøftekanten sætter sine spor både fysisk og psykisk. Oppe på landevejen står små grupper af mænd. Med snore udspændt over vejen prøver de at stoppe de biler, som jager afsted på den interamerikanske landevej. Enkelte stopper, rækker en hånd ud af vinduet og smider noget i indsamlingsbøssen, en tom mælkedåse. Andre vifter aggressivt med hænderne, gasser op og ser surt på kaffearbejderne. De fleste ser dog blot ligegyldigt til. Det er jo trods alt kun en flok kaffearbejdere, der er tale om.

Christian Korsgaard er informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Mellemamerika
Peter Lowe er freelancefotograf og journalist

FAKTA
Grænsebrydende krise
*De mellemamerikanske lande har tacklet kaffekrisen på vidt forskellig vis.
I El Salvador har regeringen dannet en speciel fond, som refinansierer kaffeproducenternes gæld over 20 år, mens den honduranske tilbyder 4,44 dollar for hver eksporteret sæk kaffe. Ikke nok, siger kaffeproducenterne i begge lande, men dog et skridt på vejen.
I Honduras ligger godt 70 procent af kaffehaciendaerne stille hen.
Guatemala, regionens største kaffeproducent, udsteder nu en speciel slags statsobligationer, som skal skaffe 100 millioner dollars til kaffesektoren, men producenterne siger, at der skal det femdobbelte til.
Costa Rica mærker også krisen, og en opbygget kaffekrisefond med 23 millioner dollar blev allerede tømt i februar. Regeringen har siden fyldt den op med yderligere 50 millioner dollars og yder nu en støtte på 15 dollar pr. sæk eksporteret kaffe.

FAKTA
Dyre dråber
*Kaffe og vin minder på mange måder om hinanden. Krop og fylde har stor betydning, og fine sorter med megen aroma får bedre priser end middelgod kaffe. Den nicaraguanske kaffe er af særdeles god kvalitet, men alligevel kniber det med at hente de store penge ind på den. Merværdien skabes nemlig i f.eks. Europa, som kun accepterer de ubehandlede kaffebønner, oplyser José Solórzano fra UNAG Matagalpa.
Den lokale bonde får i øjeblikket det, der svarer til 460 kroner for en sæk råkaffe. Den bliver der godt 1.120 kopper kaffe ud af. Sælges de til 15 kroner koppen på en café i København giver det en indtægt på ikke mindre end 16.800 kroner. Selvom der naturligvis skal tages højde for udgifter til transport, tilberedelse og pakning, er der trods alt tale om en betydelig merværdi, som hverken kaffearbejderne eller bønderne nyder godt af. På det alternative marked er forskellen lidt mindre. Her henter bonden godt 1.030 kroner for sin sæk kaffe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu