Læsetid: 4 min.

Teater skal ikke være tungt

Københavns nye, gamle teater, Aveny-T, får sin ilddåb på fredag med premieren på Ole Bornedals nyskrevne satire ’Skrigerne’
27. september 2001

Teater
Så er Ole B. og Jon S. rykket ind på Aveny Teatret, som nu lyder det moderne navn Aveny-T, ligesom restauranten i Den Sorte Diamant hedder Søren K.
Direktørduoen har shinet det gamle hus på Frederiksberg lidt op, sendt pressemateriale ud, holdt den første generalprøve, og på fredag går det løs med premieren på Ole Bornedals nyskrevne satire, Skrigerne. Nu venter alle, der har blikket rettet mod det københavnske teatermiljø, med spænding eller skepsis på at se, om dramatikken står mål med de nye direktørers store ord og kålhøgne attitude.
For ambitionerne er store, som Ole Bornedal og Jon Stephensen selv skriver i teatrets sæsonkatalog: »Vi ønsker at lægge ud med provokerende og underholdende teater, som aldrig har været set før. Aveny-T vil tage scenen med ind i det nye årtusinde (...) Kort og godt vil Aveny-T tilstræbe at forny form og indhold.«

Kort og godt.
– I skriver i jeres katalog, at I vil forvandle teatret fra ungdommens vilde teater til alles vilde teater. Kan I komme tættere på, hvem I henvender jer til?
Jon Stephensen: »Vi kan ikke rigtig genrebestemme publikum, men vi kan sige, hvad vi vil med vores teater – og så håbe, at der er et stort publikum til det.«
Ole Bornedal: »Hvis man tjekker med Socialforskningsinstituttet, hvem der går i teatret, så er det jo især de modne aldersgrupper, og de er også meget velkomne, men vi kommer ikke primært til at henvende os til dem, der vil se klassisk Shakespeare. Vi ville aldrig sætte en klassiker op uden at ændre teksten radikalt. Det publikum, der ønsker anakronistisk teater, vil automatisk blive siet fra her på Frederiksberg Runddel.«
– Hvad vil I så?
Jon Stephensen: »Vi vil lave ny dansk dramatik, der samtidig fænger og provokerer publikum, for det er der ikke andre, der tør i øjeblikket. Selv Østre Gasværk har mistet troen på det i denne sæson. Men det kan simpelthen ikke passe, at der ikke er publikum til nyskreven dansk dramatik. Dansk film har formået at komme ud af et dødvande og vinde publikum igen uden at prostituere sig. Det ønsker vi også for teatret.«

Det ny Dante?
– Det lyder, som om I lægger jer meget op af Dante, som jo netop stod for ny dansk dramatik, som trak fulde huse.
Ole Bornedal: »Jamen, vi kommer jo også fra Dante-familien, så vi står ikke i noget decideret modsætningsforhold til vores forgængere. Men jeg synes, der er meget, der er druknet i form og æstetik på Dante i tidens løb. Det er fint med nogle formeksperimenter, og den tendens har også gennemstrømmet andre af kulturens udtryk i det forgangne tiår, men fortællingen skal også have en kraft i sig selv.«
Jon Stephensen: »Vi vil f.eks. gerne lave politisk teater. Ikke partipolitisk, men teater, der tager samfundsdebatten op og bryder tabuer. Skrigerne handler om talkshowenes popularitet og vulgaritet, et emne, der er meget aktuelt, mens vores næste stykke beskæftiger sig med døden. Så der er en stor forskel på indholdsplanet, selvom vi begge er begejstrede for Dantes forståelse af iscenesættelsens mange elementer - f.eks. at lyd- og lysdesign også er en del af moderne teater.«
– Det skal være underholdende?
Ole Bornedal: »Ja, det er vigtigt for os. I Danmark har underholdning jo i mange år været tabueret. Det var noget, der blev anset for at være nemt; noget, man lige kunne ryste ud af ærmet. Der er mange ødelæggende konventioner om, at kultur skal være tungt.
Den samme tendens hersker blandt publikum. Man kan f.eks. gå ind og se Tre Søstre (af Tjekhov, red.), og 90 procent synes, det er røvkedeligt, men ingen siger det. Jeg forstår det simpelthen ikke. Der er jo ikke nogen, der går i biografen og ser en dårlig film og bagefter prøver at bilde sig ind, at den var god. Men sådan er det i teatret. Man kan sidde til en premiere, og alle sover og går ind til 2. akt, som var de små børn, der skulle til tandlægen. Alligevel klapper de og nikker høfligt og roser stykket bagefter.«
»Jeg håber, at publikum vil reagere, hvis det nogensinde sker herinde. For så går jeg af ved først kommende lejlighed.«

Tidsånden
– Risikerer I ikke, med ambitionen om at tage tidsånden på kornet, at sætte nogle stykker op, som er nutidige i en grad, så de ikke vil være relevante om ti år?
Ole Bornedal: »Det kan da godt være, men det er fint med mig, hvis de her historier blæser hen over scenen i den kultur og tidsånd, de er en del af. Mit første stykke spillede i 1992, og det er aldrig blevet opført igen. Det kan der være flere grunde til, men det var meget aktuelt dengang (Blekingegadebanden, red.).«
Jon Stephensen: »Og hvis vi skal være ærlige, hvor meget teater egner sig så til at blive sat op igen ti år efter? Nu har vi ganske vist vedtaget, at Holberg er klassisk, men man ser jo Holberg på samme måde, som man går på Nationalmuseet og ser udstillinger om bronzealderen.«
»Vores mål er ikke nødvendigvis, at stykkerne skal kunne huskes om ti år. Hvis vi kan give folk noget med, så de snakker om det på vej ned ad Frederiksberg Allé i stedet for at tale om, hvor varmt der var, og hvor godt det bliver at komme hjem i seng, så er vi glade,« lyder det en anelse mere ydmygt fra direktørerne for Aveny-T inden fredagens premiere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu