Analyse
Læsetid: 5 min.

Terror fortrænger sanktioner

Sanktionerne, der blev indført mod Indien og Pakistan efter deres atomprøvesprængninger viste sig kun at bero på USA’s interesser. Nu har disse interesser ændret sig, og sanktionerne er følgelig slut
26. september 2001

De sanktioner, som USA i 1998 påtvang Indien og Pakistan efter deres atomprøvesprængninger, og som har stået ved magt lige siden, havde angiveligt til opgave at hindre de to lande i at slippe atomtruslens terror løs mod hinanden. Nu har den terror, der ramte USA den 11. september gjort det af med disse sanktioner.
Da Bush-regeringen besluttede sig for at ophæve sanktionerne, var der ingen i New Delhi eller det uofficielle Indien, der klappede i hænderne af begejstring. Indien har ikke brug for, at George W. Bush meddeler verden, at de afstraffende sanktioner er blevet ophævet, fordi »det ikke længere tjener USA’s sikkerhedspolitiske interesser at videreføre dem.« Den amerikanske regering tænkte ikke et øjeblik på Indien eller for den sags skyld Pakistan, da den besluttede at ophæve sanktionerne. Ophævelsen var udelukkende motiveret af de mekanismer, der trådte i kraft, da USA erklærede terrorismen krig, hvorved gårsdagens potentielle fjender blev til nutidens uundværlige støtter for en militæroffensiv, der mere ser ud til at rumme nye farer end skulle bære nye frugter.
Sanktionerne ramte ikke
Indien særlig hårdt. Regeringen i New Delhi havde end ikke bedt om at få dem ophævet, så derfor har initiativet heller ikke udløst nogen taksigelser.
»De blev ensidigt gennemført, så derfor var det selv op til Washington at ophæve dem,« lyder det officielle indiske standspunkt. For Pakistan derimod var gevinsten betydelig. At få ophævet sanktionerne var et af de krav, Pakistans leder, general Musharraf, på forhånd havde betinget sig opfyldt før et eventuelt militærstrategisk samarbejde med USA om at forfølge de terrorister, der havde angrebet Amerika.
At det skete var derfor ikke mindre selvisk, end da USA fritog sin korneksport fra at være omfattet af sanktionerne – det skete, fordi USA på dette tidspunkt havde overproduktion af korn og landbrugsprodukter og derfor brug for al den afsætning, det kunne få. Så Pakistan fik sine brødkorn.

Når det kommer til stykket, har Washington hverken høstet bifald eller bare påskønnelse for at have hævet sanktionerne mod Indien og Pakistan. Tværtimod forsøger den pakistanske regering nu at udnytte sin nøgleposition til at presse USA til at indstille de øvrige sanktioner, der blev gennemført, da et militærdiktatur overtog magten i landet ved et kup. Og hverken åbenlyst eller fordækt er den amerikanske regering i stand til at afvise Pakistans krav, for det er lige så meget i USA’s sikkerhedspolitiske interesser at imødekomme Pakistan som det er i Pakistans interesse at få dem imødekommet.
Sanktionernes formål var at presse Indien og Pakistan økonomisk, skabe politisk pres, isolere dem i det internationale samfund og bremse deres våbensystemers udvikling og ethvert militært samarbejde med dem. Det lykkedes aldrig i forhold til Indien, og hvis det gjorde i forhold til Pakistan, så skyldtes det mere militærkuppet, og at USA korrigerede for den langvarige favorisering, det havde begunstiget Pakistan med frem for New Delhi.
Blot havde den økonomiske pressionstaktik i tilfældet Indien ingen effekt. De udenlandske investeringer var små, og ingen udenlandsk investor, der var tiltrukket af Indien, holdt sig væk af den grund. Så sanktionerne løb nærmest ud i sandet af sig selv. Gevinsten er først og fremmest på det amerikanske erhvervslivs side. Det vil få mulighed for at øge sin eksport til Indien ved hjælp af bankgaranterede eksportkreditter, og US Overseas Private Investment Corporation kan nu igen genoplive sine garantier for lån og handel.

For Pakistan betyder det genoplivelse, i meget stor stil, af den økonomiske hjælp, som landet har så hårdt brug for. Regeringen i Islamabad vil ikke længere skulle lide under Verdensbankens modstand, og IMF’s bistand vil ikke blive nægtet adgang til at trække på amerikanske kreditter.
Hvad der har større betydning i den aktuelle situation, er den militære dimension ved sanktionernes ophævning. Her er Pakistans gevinst igen enorm, for så vidt som en genoplivelse af den gamle amerikansk-pakistanske alliance kan åbne nye store muligheder for militærbistand og samarbejde. Pakistan kan nu igen se frem til at modtage reservedele til sit amerikansk producerede militærudstyr foruden et væld af forsvarsrelaterede økonomiske midler, der ikke vil kunne undgås, hvis landet skal være hovedbase for et forestående angreb mod Afghanistan.
Også Indien har militært set et indirekte udbytte af sanktionernes forsvinden. Det vil betyde en større grad af samarbejde på det militære niveau og adgang til f. eks. højhastighedscomputere og hurtigere internetforbindelser, der både kan udnyttes til civile og militære formål (såkaldt ’dual use’-teknologi). Umiddelbart vil Indien også kunne udnytte et udvidet samarbejde i udviklingen af sit lette jagerfly, LCA.
LCA-projektet, som var ramt af store forsinkelser, får nu igen mulighed for at genvinde pusten. Ordrer, der var gået til USA om levering af udstyr til det indiske forsvar, men blev indefrosset i forbindelse med sanktionerne, vil nu igen blive ekspederet. Selv om Indien har satset på at udvikle LCA uden udenlandsk bistand og med succes har gennemført de første 10 prøveflyvninger, så vil de genoptagne leverancer utvivlsomt give flyprogrammet ny fremdrift. Dette er så meget desto mere relevant, fordi det indiske luftvåben nu skal videre til næste udviklingsfase med flere tests og produktion af de første fly.
Udviklingen af et avanceret jettræningsfly, som blev sat i stå, da sanktionerne gjorde det umuligt at importere vigtige komponenter, og tiltrængte forbedringer af Indiens Sea King-helikoptere er andre projekter, som den indiske regering stiler efter at genoptage nu.

De lande i Europa, der som Danmark sluttede op om de amerikanske sanktioner mod Indien og Pakistan, kan af sanktionernes pludselige ophævelse lære, at de i første række kun blev indført, fordi dette var i USA’s sikkerhedspolitiskle interesse. Nu er sanktionerne borte, fordi disse interesser brat har ændret sig (og fordi det er i amerikansk erhverslivs interesse). Mens Europa er ved at følge trop, burde det lægge sig på sinde, at det i lignende situationer i fremtiden vil gøre klogt i at udvise et mere klartskuende hensyn til sine egne økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser.

*Shastri Ramachandaran er redaktør for Times of India

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her