Læsetid: 1 min.

Terror øger kirkegangen

Langt flere danskere end normalt gik i kirke efter terroraktionerne i USA
20. september 2001

Sidste tirsdags terroraktioner i USA fik i weekenden danskerne til at gå til gudstjeneste i den lokale kirke i langt større tal end normalt. Nogle kirker melder om mere end dobbelt så mange kirkegængere som normalt, og stort set alle steder tog prædikenen udgangspunkt i terroraktionerne.
»Terroren i USA minder os om, at livet er skrøbeligt. Vi kan blive kørt ned i morgen. Eller dø af en sygdom. Det kan ingen af vore teknologiske fremskridt redde os fra,« sagde således rektor for Præsternes Efteruddannelse, domprovst Ole Jensens i sin prædiken i søndags i den tæt pakkede Københavns Domkirke.
Efter gudstjenesten fortæller Ole Jensen, at adskillige af kirkegængerne har sagt tak for hans udgangspunkt i USA-begivenhederne.
»Der var ca. 50 procent flere i kirken end på en normal søndag, og også langt flere gik til alters. Jeg ved det ikke, men jeg tror, det har sammenhæng med USA.«

Følelse af afmagt
Overalt i landet melder kirkerne om en tilsvarende stigning i antallet af kirkegængere, og i nogle kirker var der endnu flere:
»I søndags var der cirka dobbelt så mange som sædvanligt,« fortæller Barbara Brown fra Skt. Pauls Kirke i København.
Og i Helligåndskirkens menighed var stigningen i kirkegangen endnu større.
»Normalt er der omkring 20, men i søndags var der 50. Jeg tror bestemt, USA-katastrofen har haft indflydelse på det. Kirken er et sted, hvor man kan give udtryk for sine følelser og sin afmagt og bede en bøn til Gud,« siger kirkens præst Ellen Gylling.
Også andre steder i landet melder kirkerne om flere kirkegængere end normalt: Sthens Kirke i Helsingør havde kun »lidt over normalt« besøg søndag, men fra Midtjylland melder både Viborg Domkirke og Gerning Kirke ved Bjerringbro om en fordobling, mens Køge Kirke beretter om ca. 25 procent over normalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her