Læsetid: 3 min.

Tilbage til nulpunktet

Den norske forfatter Per Petterson har skrevet en alternativ roman, hvis force er den omhyggelige måling af nærhed og afstand mellem mennesker
21. september 2001

(2. sektion)

Roman
Der er visse genkendelser på færde under læsningen af Per Pettersons Oslo-roman I kølvandet. Jeg-figuren Arvid Jansen, som er forfatter, tumler fysisk og mentalt mørbanket rundt i byen og dens omegn, mens han søger at samle erindringsstumperne sammen til et forståeligt billede af sig selv og sin situation. Et menneske på bunden.
Alle forskelle ufortalt må man tænke på Hamsuns Sult. Ganske vist har denne Arvid ikke sultekunstnerens narcissistiske hovmod, men de kejtede og skæve møder med mennesker, de udpinte fantasier, kvalmen, den skrabende lyd af trafikken hen over scenegulvet, hvor byens kulisser tegnes op med præcision og nærvær, ligner alt sammen et kendt litterært landskab. Hamsun nævnes dog ikke blandt de internationale og norske forfatternavne og bøger, som Arvid ellers omgiver sig med.
Men åbningsscenen, hvor han står en årle morgen med sit hærgede ansigt presset mod netop et boghandlervindue på Oslos hovedstrøg, hvor han en tid arbejdede, er et signal om det hele mellemtekstlige samvær og en litterær ud- og indsigt.

Kølvand
En anden genkendelse er selve figuren: Arvid Jansen er hovedpersonens navn allerede i Pettersons debutnoveller, Aske i munnen, sand i skoa (1987), og i den følgende roman, Ekkoland, hvor drengen er på ferie i Danmark. Og dér foregår hans forrige roman, Til Sibirien, hvor den kvindelige jeg-fortæller fra Nordjylland, gift med en nordmand, har fællestræk med moderskikkelsen i den aktuelle roman.
Der er således med den nye romans titel tale om flere slags kølvand. Direkte henvises der imidlertid metaforisk til eftervirkningerne af en skibskatastrofe, hvor begge Arvids forældre og hans to yngre brødre omkom. Et spejl af mordbranden på Scandinavian Star i 1990.
Handlingen udspilles nogle vinterdage og hen mod april år 1996, hvor fortrængningen af det seks år gamle rædselsscenarie gennembrydes, og alting skrider sammen i hans liv, som i forvejen er præget af skilsmisse, forsømte menneskelige relationer, stipendietid brugt på et forlorent romanmanuskript.
Den nye, alternative roman, som den jo er, og som man sidder med i hånden, følger en kendt opskrift med langsom, punktvis opklaring af fortid, erindringsglimt, erkendelsesfaser i en selvrevision, så livsbilledet til slut er samlet, men sjælen raseret, nulstillet. Derfra hvor en ny begyndelse synes mulig.
Som det er almindeligt i nordisk litteratur, er det faderbilledet, som danner opgørets centrum. Her i den pinagtige version, at alt for meget forblev uformuleret, ufortalt mellem far og søn.

Godt signalement
Det bliver til et godt signalement af den seje, kropstrænede, selvberoende og fåmælte skotøjsarbejder, der med undren følger sønnens vej på forfatterbanen, ikke mindst da en af hans romaner nærgående bruger ham som model.
Faderens hemmelige fortid, der anes, idet et fotografi af en ukendt kvinde falder ud af hans tegnebog, fra tiden før hans åbenbart tilfældige ægteskab med en dansk pige, Arvids mor.
Synet af faderens skikkelse forfølger ham, hans egne generte forsømmelser, da den gamle ramtes af kræft og lå på hospital, og værst af alt, en skyldfølelse over ikke derefter at have været med på katastrofeskibet, som meningen var. Han glemte det, sov over sig eller hvad. Havde han nu været der, var det ikke sket! må han føle.

Krisen
Arvids krise forløber i sæt, ørkesløse vandringer og bilture, samvær med den ældre bror, der på sin side må igennem skilsmisse og selvmordsforsøg, fælleserindringer om barndom, ungdom, opgørelse af bo, udflugt til sommerhuset i Nordjylland, et ordløst samvær med en kurder, der kun kan sige hej og tak, en venlig bemærkning fra pigen i kiosken, en brat tilflugt hos genboen i boligkomplekset, en fru Grinde, G. Grinde, står der på skiltet, og mere opklares ikke, selv om et erotisk mønster er ved at dannes. Kvalmen letter. Nye relationer mulige.
Og det er her, bogens force er at finde, den omhyggelige måling af nærhed og afstand mellem mennesker, råheden, ømheden, ligegyldigheden, ironien, de præcise replikker, den undertrykte humor.
Den danske version fungerer fint.
Arvid Jansen sletter sit romanmanuskript på computeren, laver et print af den første sætning til en ny begyndelse: Jeg ser vindens form i vandet. Kølvandsstriben er afløst af ny opmærksomhed.
At bogen læses med en større katastrofe i tankerne, kan ikke undgås. En genkendelse af værre art end de nævnte.

*Per Petterson: I kølvandet. Oversat af Annelise Ebbe. 176 s. 248 kr. Batzer & Co. Roskilde Bogkafé

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu